Hvert år går frivillige fra lokale foreninger og institutioner sammen om at lave ferieaktiviteter for børn i Rebild og Mariagerfjord Kommuner. Aktiviteterne finder sted i den første og sidste uge af børnenes sommerferie. Aktiviteterne er geografisk bredt fordelt udover kommunerne.
Foreninger og institutioner har lavet et flot program for 2015. I år bød på hele 42 hold fordelt på en bred mangfoldighed af aktiviteter og steder. Som eksempler kan nævnes golf, rollespil, ridelejr, kajak, klatring, find vej i Rold Skov, lystfiskeri, triatlon og meget, meget mere. Hver aktivitet varer mellem 1- 5 dage.
Alle børn, der er bosiddende eller går i skole i de nuværende 2.-6. klasser i Rebild og Mariagerfjord kommuner, kan deltage i aktiviteterne. I år deltog 626 børn i Aktiv Ferie.
Det er Center Kultur og Fritid, der - i samarbejde med Mariagerfjord Kommune - står for koordineringen af aktiviteterne, udarbejde af informationsmateriale, hjemmeside, annoncering og tilmelding/ deltageradministration.
Rebild Kommunes budget for de 2 Aktiv Ferie uger er 52.500 kr., der dækker udgifter til folder, hjemmeside, annoncering og materialetilskud etc.
Arbejdsgruppen omkring Aktiv Ferie for Børn er generelt godt tilfredse med årets forløb. Igen i år skal der lyde stor ros til de mange frivillige fra foreninger og institutioner, der har bakket op om Aktiv Ferie for Børn og bidraget til, at mange børn har fået en aktiv ferie med nye aktiviteter og nye venskaber.
Aktiv Ferie 2015 har fået positiv respons fra de deltagende børn, forældre, foreninger og institutioner. Samtidig har der været en fin opmærksomhed fra Nordjyske og lokale aviser, der har bragt forskellige artikler og fotos fra de forskellige aktiviteter, før, under og efter ugerne.
Som en del af evalueringen af årets Aktiv Ferie har arbejdsgruppen lavet et redesign af den hjemmeside, som forældre og børn bruger til tilmelding til aktiviteter. Hjemmesiden fremstår således mere brugervenlig og grafisk indbydende til næste år.