I forbindelse med byrådets budgetvedtagelse i efteråret 2014 blev der afsat 2,5 mio. kr. til etableringen af en kunstgræsbane i Rebild Kommune i 2017. Kultur- og Fritidsudvalget har endnu ikke taget stilling til placering af kunstgræsbanen.
Foreløbige erfaringer fra etablering af kunstgræsbane 1 i Støvring viser, at fundraisingarbejdet og anlægsarbejdet omkring en kunstgræsbane kræver tid og ressourcer. Derfor foreslår forvaltningen, at der allerede i 2015 iværksættes en proces, således at en placering findes og arbejdet kan komme i gang. Forvaltningen ser 2 mulige scenarier i forhold til en politisk beslutning omkring placering af kunstgræsbane 2:
Scenarie 1: At proces omkring kunstgræsbanen i Støvring gentages. Dvs. at forvaltningen indkalder til en informationsaften omkring etableringen og driften af kunstgræsbaner, for interesserede klubber. Herefter meldes en ansøgningsfrist ud og alle klubber kan byde ind på kunstgræsbanen. Efter ansøgningsfristen forelægges ansøgningerne udvalget og udvalget beslutter en placering.
Scenarie 2: I forbindelse med valg af placering af kunstgræsbane 1 indkom 3 ansøgninger (Bælum, Suldrup og Støvring). Materialet fra disse 3 klubber er vedlagt. Udvalget kan vælge at kunstgræsbane 2 placeres i enten Bælum eller Suldrup, på basis af de oprindelige ansøgninger.
Vedlagt som bilag er desuden Byrådets behandling i forbindelse med valg af placering af kunstgræsbane 1 den 26. juni 2014.