Sagsfremstilling
Rebild Kommune er med Støvring udvalgt som én ud af 14 kommuner til at deltage i forsøgsordningen for frie bymidter. Forsøgsperioden løber fra 1. juli 2024 til 31. december 2029. Formålet med projektet er at binde midtbyen i Støvring bedre sammen, finde nye ideer til hvordan midtbyen bruges og i det hele taget at skabe mere liv i Støvring Midtby.
I 2025 arbejdes der videre med projektets delprojekter:
- Borgernes Hus
- Bavnebakken
- Jernbanegade vest og torvet
- Stationsområde og Jernbanegade øst
I 2025 er der budgetteret med udgifter til rådgivere, der skal lave analyser og forundersøgelser for stationsområdet og Jernbanegade, samt til opsætning af sensorer, der skal følge bylivet i midtbyen og til byrumsforsøg. Derudover er der budgetteret med udgifter til finansiering af Borgernes Hus samt arbejdet med midtbyrådet og projektledelse.
Arbejdet med indsatserne er sat i gang efter planen, hvorved udgifter begynder at påløbe. For at sikre fortsat fremdrift på tværs af indsatserne i Støvring Midtby – mere for flere anbefaler forvaltningen, at det budgetterede beløb for 2025 på 2,15 mio. kr. frigives.