Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

at Teknik- og Miljøudvalget tager redegørelsen til efterretning og at der ved fremtidige indhentning af tilbud henvises til at firmaerne skal kunne levere opmålingskvaitet på højde med anbefalingerne i Guidelinen.

Udvalget for Teknik og Miljø, 10. juni 2015, pkt. 121:

Udvalget besluttede at udsætte sagen til udvalgets møde i august.

Allan Busk og Jan Brøndum deltog ikke i behandlingen af sagen.

Sagsfremstilling

Efter politisk ønske redegøres der her for forvaltningsproceduren, når der bestilles opmålingsarbejder af vandløb.

Opmåling af vandløb kræver ofte et indgående kendskab til vandløbshydraulik og en god evne til at se, hvornår vandløbsstrækninger ændrer karakter. Med hensyn til hvordan opmålingerne teknisk udføres henvises til de enkelte firmaer. På Sjælland er der lavet en guideline til hvordan vandløb opmåles. Disse guidelines er lavet i et samarbejde mellem kommuner, opmålingsfirmaer og landbrugsorganistioner.

Guidelines er vedlagt som bilag 1 og giver en række anbefalinger for at kunne foretage den bedst mulige kontrolopmåling. Et uddrag af anbefalingerne (som i sagens natur er ret tekniske) oplistes herunder:

 

 

Udstyr
Anbefalingerne forudsætter, at opmålinger foretages med differentiel GPS eller totalstationer. Der skal ved opmåling med GPS eller totalstation benyttes en asymmetrisk oval spids kaldet en ”andefod”. Den udjævning af bundens profil, som automatisk vil ske ved anvendelse af en fod, er i praksis uproblematisk, fordi det kan være en fordel at midle meget små ændringer af bundprofilen væk. Langs vandløbskanter med specielt stivstænglet vegetation, kan det, på baggrund af en faglig vurdering være nødvendigt at anvende et alternativ til andefod. Dette er nødvendigt for at få den mest retvisende beskrivelse af vandløbet.

 

Fikspunkter - faste referencepunkter

Ved opmåling af vandløb benyttes primært GPS-baseret opmålingsudstyr. I tæt bevoksede vandløb kan satellitdækningen være så svag, at det ofte vil være en fordel at etablere en række fikspunkter. Fikspunkterne kan danne grundlag for kontrolopmåling i forhold til højdebestemmelse (nivellement) eller til bestemmelse af plankoordinater ved brug af totalstation.

 

Kontrol og service af elektronisk udstyr

GPS-måleudstyr, totalstationer samt i nogle tilfælde andet elektronisk vandføringsmåleudstyr, skal kontrolleres mindst 1 gang om året.

Geografisk referencesystem

Det anbefales, at opmålinger foretages i DVR90. Benyttes GPS-måleudstyr anbefales det, at et af Geodatastyrelsens anerkendte referencenet benyttes.

 

Maksimal acceptabel måleusikkerhed på måleudstyr

Det anbefales, at måleusikkerheden på det anvendte GPS-måleudstyr ikke overstiger 2-3 cm for henholdsvis (Y, X) samt højde (Z) for 95 % af de udførte målepunkter.

Målepunkter for vandløbsprofiler

Det anbefales, at der som hidtil etableres tværprofiler for hvert ca. 100 meter vandløb i forbindelse med kontrolopmåling. For vandløb med geometrisk skikkelsesregulativ kan afstanden øges til 125 meter mellem de enkelte tværprofiler på stejle strækninger.
Når vandløbet har teoretisk skikkelse anbefales det, at der ikke er mere end 100 meter mellem tværprofiler. Mens det anbefales kun at have ca. 75 m mellem tværprofiler på strækninger med lidt fald eller som erfaringsmæssigt ofte giver problemer.
Det bør generelt fortsat måles profiler før og efter bygværker, rørbroer og lignende ændringer af vandløbsprofilen, samt ved ud- og indløb i forbindelse med rør og evt. drænudløb, da det ofte er her der opstår problemer med aflejringer.
Det anbefales endvidere, at der i forbindelse med profilmålinger ligeledes måles aktuelt vandspejl. Målingen af vandspejlet er et vigtigt redskab til kvalitetssikringen af selve kontrolopmålingen.

Vandløbsdefinition

Vandløbets profil anbefales at være defineret til at være fra kronekant til kronekant, som er vandløbets øverste kant.

 

Antal af målepunkter i det enkelte vandløbsprofil

Opmålingen af den enkelte vandløbsprofil anbefales at indeholde et antal målepunkter, der afspejler de reelle forhold på stedet afhængig af vandløbets aktuelle størrelse. Det anbefales således på baggrund af kendte vejledninger, at der foretages måling på følgende punkter:

- Kronekanter måles med et punkt på hver side

- Brinkerne måles med minimum et punkt pr. løbende meter

- Vandløbsbunden måles normalt med ca. 3 punkter pr. løbende meter

- Målepunkterne placeres der, hvor der er de største ændringer i gradienterne

Supplerende kontrolopmålinger til vandløbets længdeprofil

I særligt mæandrerende (slyngede) vandløb anbefales det, at man har ekstra opmærksomhed på, at det kan være nødvendigt med flere punktmålinger i forbindelse med fastlæggelse af korrekt stationering af vandløbet. Dette er vigtigt, da opmålingens længde skal kunne forholdes til den regulativmæssige længdebeskrivelse.

Kvalitet af data

ved indsamling af vandløbsdata skal der tilrettelægges en procedure til kvalitetssikring af data fra registrering i fleten, via databearbejdning til den endelige afrapportering. kontrollen skal sikre, at data ikke er fejlbehæftede og har en kvalitet, der umiddelbart muliggør anvendelse af data til brug ved administration af vandløbene. Ved kvalitetssikring kan det være hensigtsmæssigt at inddrage minimum 2 fagligt kompetente personer.

Tidspunkt for kontrolopmåling

Det anbefales, at kontrolopmålinger af vandløbet fortrinvis foretages om foråret eller om vinteren. Her er satellitdækningen bedre i træbevoksede vandløb og vandløbets profil og løse aflejringer fremstår tydeligt, fordi det ikke er dækket af urter og vandløbsplanter. Kvaliteten af kontrolopmålingen anbefales at kunne dokumenteres skriftligt af opmåler.
Foretages en opmåling om sommeren/efteråret skal opmåleren være særligt opmærksom på evt. dårlig kontakt til satellitter. Endvidere kan det på grund af grøde og kantvegetation være sværere at erkende den egentlige vandløbsprofil på denne årstid.

Et af de firmaer som har lavet mange opmålinger for Rebild Kommune er Orbicon, som leverer en kvalitet, der er på højde med det der er beskrevet i guidelinen. Orbicon har også været involveret i at udforme den omtalte guideline på Sjælland.

Når forvaltningen skal indhente tilbud på opmålingsarbejder indbydes eksterne firmaer til at byde på opgaven. Antallet af firmaer der indbydes til at byde på opmålingsarbejder følger den interne Indkøbs- og udbudspolitik for Rebild Kommune samt national - og EU lovgivning på området.  

Ved kontrolopmålinger af længere strækninger eller fulde opmålinger til regulativrevison udbydes opgaverne til 2-3 firmaer (det er selvfølgelig afhængig af den forventede pris) og den billigste for opgaven vælges. Som bilag 2 er et nyligt eksempel på indhentning at tilbud på opmålingsarbejde. På sidste side i det vedhæftede eksempel er forvaltningens forventning til opmålingsarbejdet oplistet. Dette er en meget teknisk beskrivelse af de data som forvaltningen forventer at få leveret. I dette tilfælde var det Kaj Bech A/S, der fik opgaven.

I klagesager (ofte korte strækninger) har forvaltningen benyttet Orbicon til at opmåle vandløb og lave en kontrolberegning af om vandløbet lever op til de regulativmæssige krav. Det skyldes, at Orbicon ligger inde med regulativmæssige oplysninger, nye og gamle opmålinger af dimensioner samt afstrømningsmæssige data for en lang række vandløb. Derudover har firmaet lokalkendskab fra arbejde for de tidligere kommuner. Forvaltningen har gode erfaringer med at Orbicon løser opgaven på et højt fagligt niveau. Endelig kan Orbicon levere data i en filtype, som kan indlæses direkte i vores program til at beregne vandspejl. Andre firmaer vil kræve ekstrabetaling for at konvertere deres data til det program, som kommunen har.

Forvaltningen har kendskab til følgende firmaer, der kan udføre opmålingsarbejde (listen er ikke udtømmende):

- Niras

- Cowi

- Viborg Landindspektør

- Kaj Bech A/S

- Geopartner

- Orbicon

Forvaltningen vil anbefale, at der fremadrettet stilles krav til firmaerne om at levere opmålingskvalitet på højde med anbefalingerne i Guidelinen.

Resume

Sagen afgøres i: Udvalget for Teknik og Miljø

Sag genoptaget uden ændringer.

Der er et politisk ønske om at få redegjort for forvaltningsproceduren, når der bestilles opmålingarbejder af vandløb. I dagsordenspunktet beskrives, hvordan opmålingsarbejder bestilles og der henvises til eksempler på indhentning at tilbud på opmålinger. Forvaltningen indstiller at redegørelsen tages til efterretning.

Beslutning

Udvalget for Teknik og Miljø besluttede at godkende udkastet og sætte vedtagelsesprocessen i gang.

Indstilling

at Teknik- og Miljøudvalget godkender udkastet til tillægsregulativet og at vedtagelsesprocessen sættes i gang.

Økonomi

Ud fra erfaringspriser fra det seneste tilbud på vandløbsvedligeholdelsen vurderes de forslåede ændringer i tillægsregulativet at medføre en årlig meromkostning på ca. 20.000 kr. Den endelige pris kendes først når kommunens entreprenør har afgivet et konkret bud.

Sagsfremstilling

Tillægsregulativet omfatter 19 vandløb eller vandløbsstrækninger i Rebild Kommune, hvoraf ét er grænsevandløb til Vesthimmerlands Kommune.

Med tillægsregulativet bliver der mulighed for at udføre grødeskæringen med mejekurv på strækninger hvor bunden er blød, profilen er dybt nedskåren eller der er stor vanddybde. Tillægsregulativet kan altså være med til at sikre at vores entreprenør kan overholde arbejdstilsynets påbud. I dagsorden i juni var der oplistet 8 vandløb, hvor der var problemer med at udføre den manuelle grødeskæring. Disse vandløb er med i dette tillægsregulativ og derudover er der tilføjet yderligere 11 vandløb eller vandløbsstrækninger, hvor det også er hensigtsmæssigt at sikre muligheden for at vælge mellem manuel og maskinel vedligeholdelse.

Formålet i vandløbsloven er, at sikre at vandløb kan benyttes til afledning af vand, navnlig overfladevand. Fastsættelse og gennemførelse af vedligeholdelsen skal ske under hensyntagen til de miljømæssigekrav til vandløbskvaliteten som fastsættes i henhold til anden lovgivning (for eksempel Vandplanen og Naturbeskyttelsesloven). Hensigten med grødeskæringen er altså at sikre både afvandingen og en god økologisk tilstand med et varieret dyre- og planteliv. Kommunen er ved udførelsen af grødeskæringen forpligtet til at understøtte og fastholde en høj miljøstandard og sikre, at mål i vandplanen kan opnås.

Vedligeholdelse
Der er flere vandløb i Rebild Kommune hvor den manuelle grødeskæring er besværliggjort af meget blød bund, dybt nedskåren profil, stor vanddybde eller skovstrækninger. Tillæggets hovedformål er derfor at fastlægge nye bestemmelser for grødeskæringsmetoden, som muliggør vedligeholdelse med mejekurv. Tillægsregulativet giver samtidig mulighed for at grødeskæring i de vandløb/strækninger som er meget fysisk besværlige at gå i, kan klares med maskine af hensyn til arbejdsmiljøet.

Fem vandløb eller vandsløbsstrækninger er forslået til gennemgangsvandløb, da de for langt størstedelen er skovstrækninger, med meget begrænset grødevækst. I resten af vandløbene eller vandløbsstrækningerne er der valgfri vedligeholdelsesmetode. Det giver mulighed for at tilpasse metoden til de aktuelle fysiske forhold, variationer mellem år og fremtidig udvikling i vandløbet.

Afvandingsmæssige konsekvenser
Fordi skærebredden, antallet af fastlagte terminer og perioderne ikke ændres med tillægsregulativet forventes der ikke ændrede afvandingsmæssige forhold.
Eventuelt kan den lidt hårde grødeskæring med mejekurv sikre en lidt bedre afvanding i en tidsbegrænset periode.

Miljømæssige konsekvenser

De forslåede ændringer i grødeskæringsmetoden vurderes ikke at ændre på tilstanden af de beskyttede vandløb som bliver omfattet af tillægsregulativet. Ændringen i grødeskæringsmetode forventes heller ikke at forringe eller forhindre vandløbene, som er omfattet, i at nå målopfyldelse jf vandplanen (2009-2015).  

 

Vedtagelsesprocessen
Proceduren for vedtagelse af et nyt regulativ eller tillægsregulativ som i dette tilfælde, er som første skridt at lave et udkast. Udkastet afklares med eventuelle nabo vandløbsmyndigheder som i dette tilfælde er Vesthimmerlands Kommune. Når der er enighed om udkastet skal det offentliggøres med 8 ugers indsigelsesperiode. Herefter vedtages regulativet endeligt og offentliggøres med 4 ugers klagefrist.

Jævnfør vandløbslovens § 13a kan kommunen ikke ændre på vedligeholdelsen før der er indhentet godkendelse hos de statslige myndigheder. Dette gælder for vandløb hvor der findes strækninger der ikke har målopfyldelse og der i vandplanen er fastsat indsatskrav. For tre af de berørte vandløb eller vandløbsstrækninger (Agerbæk, Binderup Å og Fyrkilde-Tolvad Bæk) er der i vandplanen 2009-2015 krav om en indsats i forhold til åbning af rør, fjernelse af spærring og restaurering. Det betyder kommunen ikke kan ændre vedligeholdelsen før der er indhentet godkendelse.

Forvaltningen har været i dialog med forvaltningen i Vesthimmerlands Kommune med hensyn til udkastet til tillægsregulativet. Forvaltning i Vesthimerlands Kommune har ingen indvendinger mod, at der muliggøres et valg mellem manuel eller maskinel skæring med mejekurv på Binderupgrøftens øverste del. De er enige i vurderingen af, at ændringerne ikke vil medføre væsentlige ændringer i Binderupgrøftens tilstand.

Det udkast til tillægsregulativ som er vedlagt vurderes ikke at kræve en dispensation fra naturbeskyttelsesloven. Hvis der ændres væsentligt i udkastets indhold vil det kræve en ny vurdering i forhold til naturbeskyttelsesloven.

Såfremt Teknik- og Miljøudvalget kan tilslutte sig udkastet til tillægsregulativet, foreslår forvaltningen at vedtagelsesprocessen igangsættes ved at sende udkastet til godkendelse hos de statslige myndigheder. Såfremt de statslige myndigheder kan godkende udkastet sendes det i offentlig høring i 8 uger. Offentlighedsperioden koordineres med Vesthimmerlands Kommune. Efter fremlæggelsesperioden forelægges tillægsregulativet til endelig vedtagelse med hensyntagen til de eventuelle indsigelse, der er modtaget i høringsperioden.

Resume

Sagen afgøres i: Teknik- og Miljøudvalget

Forvaltningen har udarbejdet et tillægsregulativ som omfatter 19 vandløb eller vandløbsstrækninger i Rebild Kommune. Formålet med tillægsregulativet er at fastlægge nye grødeskæringsmetoder, blandt andet således at strækninger med meget blød bund, dybt nedskåren profil, stor vanddybde eller skovstrækninger kan grødeskæres med mejekurv eller gennemføres som en gennemgang. Forvaltningen indstiller at udkastet godkendes og vedtagelsesprocessen sættes i gang.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0