Sagsfremstilling
I 2021 blev rundkørslen mellem Himmerlandsvej og Under Broen i Skørping erklæret trafikfarlig skolevej til og med 6. klasse pga. et færdselsuheld i rundkørslen. Der skal derfor udarbejdes et projekt for trafiksikring af rundkørslen, så den bliver mere trafiksikker og tryg at færdes igennem.
Der blev i første omgang udarbejdet 7 principskitser, der er præsenteret for Lokalrådet, CykelsikkerSkørping samt Skolebestyrelsen. Byrådet blev præsenteret for de 7 principskitser den 28. april 2022, hvor det blev besluttet, at der skulle udarbejdes skitseprojekt for 2 af principskitserne.
De 2 principskitser, der er arbejdet skitseprojekter for, er:
- Hævet cykelsti-ring
- Dobbeltrettet fællessti på Under Broen
Via Trafik har udarbejdet skitseprojekt for begge principskitser og i et notat nærmere beskrevet projekterne, vurderet fordele og ulemper for begge løsninger, foretaget vurdering af trafikafvikling ved begge skitser, samt udregnet anlægsoverslag på skitserne. Notat er i bilag 1.
Hævet cykelsti-ring
Herunder er et resume af fordele og ulemper ved en hævet cykelsti-ring. Skitse af projektet kan ses i bilag 2
Fordele:
- Den hævede flade og cykelsti-ring vil sænke alle køretøjstypers ind- og udkørende hastighed i rundkørslen.
- Den fysiske adskillelse mellem cyklister og biltrafik vil øge trafiksikkerheden og trygheden for de bløde trafikanter.
- Det bliver tydeligere for cyklister, hvor de skal køre
- Flytning af fodgængerfelterne i tilfarterne sikrer, at fodgængerne altid har ansigt vendt mod biltrafikken, som de skal til krydse.
- En forsat passage af fodgængerfelterne sikrer, at fodgængerne altid har ansigtet vendt mod biltrafikken, som de skal til krydse
Ulemper:
- Fremkommeligheden for alle typer af motorkøretøjer forringes, men dette vil primært være uden for myldretid, hvor hastigheden er højere. I spidsbelastningsperioderne er hastighedsniveauet i udgangspunktet lavere pga. tættere trafik, hvorfor fartdæmpningen i rundkørslen ikke vurderes at påvirke fremkommeligheden.
- Hastighedsdæmpningen påvirker også lastbiler og busser
- Hastighedsdæmpning ved den hævede cykelsti-ring vil medføre vrid i busser ved op- og nedkørsel
Anlægsoverslag på hævet cykelsti-ring lyder på 2.080.000 kr (inkl. detailprojektering).
Dobbeltrettet fællessti på Under Broen
Herunder er et resume af fordele og ulemper ved etablering af en dobbeltrettet fællessti på Under Broen. Skitse af projektet kan ses i bilag 3
Fordele:
- Fællesstien føres uden om rundkørslen, hvilket forbedrer trafiksikkerheden og den oplevede tryghed for de bløde trafikanter.
- Tidligere var det vurderingen, at fremkommeligheden for biltrafikken vil blive forbedret i rundkørslen, da størstedelen af cyklisterne må forventes at benytte den nye sti uden om rundkørslen. Kapacitetsberegninger viser dog, at der reelt ikke vil ske nogen mærkbar forbedring af trafikafviklingen som følge af færre cyklister.
Ulemper:
- For at opnå tilstrækkelig plads til fællesstien syd om rundkørslen, vil det være nødvendigt at ekspropriere dele af Mosskovvej 1.
- På en del af stien, der løber langs Under Broen, vil det være nødvendigt at indsnævre skillerabatten mod kørebanen og opsætte hegn eller lignende.
- Løsningen udgør en omvej for cyklisterne – især for dem, der i dag kommer via Himmerlandsvej fra øst, som i stedet skal køre via Møldrupvej.
- De største strømme af cyklister og biler skal stadig krydse hinanden som i dag. Krydsningspunkterne er blot flyttet uden for rundkørslen – dels til krydsningshellen på Under Broen, hvor bilernes hastighed er højere, og dels helt mod sydøst til krydset ved Møldrupvej, hvor cyklister og fodgængere skal krydse vejen.
- Hvis de cyklende oplever, at det svært at komme på tværs af Under Broen, enten ved Møldrupvej eller ved krydsningshellen midtvejs på Under Broen, vil de i stedet vælge at køre helt frem til fodgængerfeltet, der ligger før rundkørslen. Løsningen kan således forårsage cykling over dette fodgængerfelt.
- Ved Møldrupvej og ved Mosskovvej føres den dobbeltrettede sti på tværs af en sidevej. Studier viser, at dobbeltrettede stier er forbundet med forøget uheldsrisiko, når de føres forbi sideveje. Dette skyldes især, at sidevejstrafikanterne ikke forventer cykeltrafik fra den ”forkerte” retning (dvs. kommende fra højre mod venstre)
- Ved at etablere en dobbeltrettet fællessti så tæt på rundkørslen og den eksisterende cykelsti, er der risiko for, at der vil opstå uhensigtsmæssige krydsninger på tværs af de to stier, som potentielt kan resultere i farlige situationer.
- Det vil være nødvendigt at nedlægge/flytte nogle af parkeringspladserne foran hallen, for at gøre plads til den dobbeltrettede fællessti.
- Stiudformningen ved Møldrupvej medfører en lille omvej for cyklister, der kommer fra syd og skal mod vest. Der er risiko for, at nogle cyklister skrår over Møldrupvej før selve krydset ved Under Broen, fx ud for Sverrighusvej, hvilket udgør en risiko for uheld.
- Selvom rundkørslen ikke direkte omfattes af projektet, er det valgt at medregne flytning af fodgængerfelterne i tilfarterne jf. politiets anbefaling, som sikrer, at der er plads til en personbil imellem vigelinje og fodgængerfelt, og dermed giver en mere sikker og tryg passage for fodgængere. En forsat passage af fodgængerfelterne sikrer også, at fodgængerne altid har ansigtet vendt mod biltrafikken, som de skal til at krydse.
Anlægsoverslag på dobbelrettet fællessti lyder på 3.910.000 kr. Anlægsoverslaget medregner ikke ændringer i krydset Møldrupvej - Under Broen. Ændringerne her indgår i områdefornyelse.
Notatet har været i høring ved lokalrådet som er kommet med et høringssvar, der er i bilag 4. Høringssvaret indeholder en række spørgsmål, som kan indgå og belyses i den videre proces.
I hovedtræk er der følgende bemærkninger:
- Ønske om garanti for, at politiet vil erklære rundkørslen trafiksikker til og med 0. klasse.
- Generelle løsningsforslag, spørgsmål og overvejelser i forhold til udformning af en cykelsti-ring eller alternativt tilbagetrukket cykelsti tidligere principskitse 3
Forvaltningen støtter Via Trafiks anbefaling om, at der arbejdes videre med hævet cykelstiring. Den eksisterende cykelbane bliver opgraderet til egentlig cykelsti, da den hæves og afgrænses af kantsten fra den resterende del af cirkulationsarealet. Dette tydeliggør cyklendes placering og er med til at øge trygheden. Den hævede cykelsti-ring udgør også en hastighedsdæmpende foranstaltning for ind- og udkørende motorkøretøjer i rundkørslen. Det giver en generel reduktion af hastigheden, som øger sikkerheden og trygheden for de bløde trafikanter i rundkørslen.
Hvis der skal arbejdes videre med projektet, vil næste skridt være, at der udarbejdes detailprojekt. Det forventes, at der skal afsættes ca. 340.000 kr. til detailprojektering - disse er en del af det samlede anlægsoverslag på 2.080.000 kr. for en hævet cykelsti-ring.
På byrådsmødet den 28. april 2022 blev det besluttet at etablere midlertidige pudebump. Projektet afventer godkendelse ved politiet. Pudebump vil ved permanent ombygning af rundkørslen kunne flyttes til anden placering i kommunen.