Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Beslutning

Godkendt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Udvalget for Teknik og Miljø tager orienteringen til efterretning. 

Sagsfremstilling

1. Høringslængde ved forslag til lokalplan og kommuneplantillæg

Lov nr. 668 af 08.06.2017 ændrede planlovens bestemmelser om længden af offentlige høringer om forslag til lokalplaner og kommuneplantillæg.

Hidtil var høringsperioden mindst 8 uger ved forslag til lokalplaner og kommuneplantillæg.

Fremover skal høringsperioderne mindst være:

Forslag til kommuneplantillæg

  • 8 uger
  • 4 uger ved mindre ændringer i kommuneplanens rammedel, der ikke strider mod planens hovedprincipper, eller uvæsentlige ændringer i planens hovedstruktur.

Forslag til lokalplaner

  • 4 uger
  • 2 uger for forslag til lokalplaner af mindre betydning, som ikke medfører væsentlige ændringer i omgivelserne.

Økonomiudvalget besluttede den 20. august 2014, at høringsperioder i skolernes sommerferie skal være på mindst 4 uger. Herudover vil forvaltningen som udgangspunkt følge planlovens mindstekrav til høringslængden. Rebild Kommune kan forlænge høringsperioden, hvis dette ønskes.

Forvaltningen forventer ikke, at ændringerne får betydning for forvaltningens ressourceforbrug ved udarbejdelsen af lokalplaner og kommuneplantillæg.

2. Planlægning og udførelse af buslomme på Viborgvej, Støvring

Planlægning af buslomme på Viborgvej i Støvring er igang ved rådgiver. Der er fokus på trafiksikkerheden og derfor granskes projektet af en trafiksikkerhedsrevisor. Der er forhold omkring oversigten fra udkørsel fra parkeringsplads, som er udfordrende og som skal afklares nærmere. Der arbejdes med en anlægsperiode i sidste halvår af 2017 og rådgiver har lavet et overslag, som viser en forventet budgetoverskridelse på 123.300 kr. ekskl. moms. Når tilbud indhentes kan den forventede budgetoverskridelse præciseres.  

3. Status på opgaver i center Center Plan, Byg og Vej og Center Natur og Miljø

CNM

pr. 1. august 2017 træder nye regler på husdyrgodkendelsesområdet i kraft. Det har medført at kommunen henover sommeren har modtaget væsentlig flere sager end normalt for perioden.

CPBV

På byggesagsområdet har vi lige nu en mindre overskridelse af de fastsatte servicemål for ca. 10-20 pct. af vores byggesager. Vi løser dettte ved at prioritere sagsbehandling af især enfamiliehuse i august måned. Det betyder, at vi i starten af september kan risikerer at overskride servicemålet for erhvervssager (8 uger) for et mindre antal sager. Lige nu overskrider ingen erhvervssager de 8 uger. Der er en rigtig god kadence i sagsbehandlingen, og med oplæring af nye medarbejdere hen over efteråret, så forventer vi at kunne holde trit med servicemålene, hvis vi ikke kan det, så orienteres I om det.

Vi bestræber os på at tage de hensyn der skal til, hvis borgere eller virksomheder har særlige akutte behov og det er vores indtryk, at det trods lidt længere sagsbehandling opleves, at vi leverer en god service.

På planområdet er der ændret på prioriteringslisten. Prioriteringslisten er vedlagt som bilag.

4. Den grønne ordning udløber til februar

Grøn Ordning er en pulje, hvori der opspares 88.000 kr. pr. MW vindmølleenergi, der opstilles i kommunen. Kommunen kan bruge midlerne til forskellige projekter, der har et alment og offentligt formål.

Ordningen udløber den 21. februar 2018. Dermed skal tilsagn om tilskud efter den grønne ordning være opnået senest den 20. februar 2018. Senest den 20. februar 2020 skal være ansøgt om udbetaling af midler efter ordningen.

5. Nye regler for bjørneklobekæmpelse

Den 1. juli trådte en ny bekendtgørelse om bekæmpelse af Kæmpe-Bjørneklo i kraft. Det nye i bekendtgørelsen er, at borgere, der ikke efterkommer påbud om bekæmpelse, ikke længere kan politianmeldes. I stedet gives der mulighed for at kommunen kan foretage bekæmpelsen for ejers eller brugers regning, hvis disse ikke efterkommer påbud om bekæmpelse. Ifølge bekendtgørelsens § 5 stk. 3 kan opkrævning for bekæmpelsen ikke uden veldokumenteret begrundelse overstige en maksimumpris på 3,81 kr pr. kvadratmeter, hvilket typisk ikke vil dække kommunens faktiske omkostninger.

Indsatsplanen for Kæmpe-Bjørneklo bekæmpelse i Rebild Kommune skal revideres hen over vinteren 2017-2018. Forvaltningen vil I den forbindelse vurdere, om der er basis for at udvide med endnu et indsatsområde ved Skibsted-Lyngby Å, samt de økonomiske konsekvenser det måtte medføre.

6. Henvendelser om vådområdeprojekter

I løbet af 2017 har Rebild Kommune fået henvendelse fra lodsejere i 6 forskellige områder, som ønsker undersøgt om det er muligt at etablere vådområder på noget af deres jord. I 2 af områderne har vi valgt at sende en ansøgning om forundersøgelse, for at afdække om de øvrige lodsejere også kunne tænke sig at der etableres et vådområde. Det er frivilligt om den enkelte lodsejer ønsker at være med i et vådområdeprojekt. I et område arbejder Aalborg Kommune videre med et projekt, og det kan også her komme på tale at søge om en forundersøgelse. I de tre øvrige områder vil vi give lodsejerne besked på, at der ikke er aktuelle planer om at arbejde videre med vådområder på deres jord.

7. Status på affaldssortering

Center Natur og Miljø har henover sommeren udsendt nye tømmekalendere. Derudover fortsætter forberedelsen af den nye sorteringsordning, herunder deltagelse med en stand ved en række byfester og indgåelse af aftaler om afsætning af plast og metal.

8. Klage fra DN over tilladelser til nyt regnvandsbassin, pumpestation og grundvandssænkning Rådyret

Der er indkommet foreløbig klage fra Danmarks Naturfredningsforening over udledningstilladelse, midlertidig grundvandssænkning, dispensation fra Naturbeskyttelsesloven samt landzonetilladelse. Alle tilladelser er blevet givet i forbindelse med byggemodningen af Rådyret. Klagen over landzonetilladelsen og dispensation fra Naturbeskyttelsesloven har opsættende virkning. Den videre sagsbehandling afventer modtagelsen af den endelige klage.

9. Søpuljen i 2017

I 2017 anvendes de afsatte midler til forskønnelse af søer og gadekær, til oprensning af søer i Ø. Hornum. Jævnfør udvalgets beslutning fra 7. maj 2014 præsenteres udvalget for projektet forud for igangsættelse.

10. Evalulering af mødet

Resume

Sagen afgøres i: Udvalget for Teknik og Miljø

Beslutning

Godkendt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Udvalget for Teknik og Miljø drøfter sagen.

Udvalget for Teknik og Miljø, 15. marts 2017, pkt. 35:

Et flertal i Udvalget for Teknik og Miljø bestående af Jeppe Ugilt, Ole Frederiksen og Thomas Simoni Thomsen ønskede på et kommende møde at få belyst lempeligere muligheder for at opnå fritagelse for tilslutningspligt til varmeværker samt en orientering om de gældende regler.

Morten Lem ønskede ikke, at den hidtidige praksis omkring tilslutnings- og forblivelsespligt ændres og ønskede alene en orientering om de gældende regler.

Rasmus Rask deltog ikke i behandlingen af sagen.

Fornyet sagsbehandling

Forvaltningens bemærkninger:

Byrådet vedtog Rebild Kommunes varmeplan fra 2010. I kapitel 6 er en handlingsplan for udviklingen af varmeforsyningen i kommunen. Her er tilslutnings- og forblivelsespligt nævnt som eksempler på virkemidler i nye og eksisterende fjernvarmeområder (pkt. 6.1.1, 6.1.2, 6.1.3 og 6.2.1).

Kommunalbestyrelsen kan pålægge ny og eksisterende bebyggelse tilslutnings- og forblivelsespligt til et kollektivt varmeforsyningsanlæg.

Pligten til at være tilsluttet et kollektivt varmeforsyningsanlæg kan pålægges

  1. Eksisterende forbrugere
  2. Eksisterende bebyggelse (med en 9 års frist til at blive tilsluttet)
  3. Fremtidige bebyggelser

Der kan således differentieres mellem ikke tilsluttede og allerede tilsluttede ejendomme samt eksisterende og fremtidige bebyggelse. Pligten bliver pålagt enten med tilslutningsbekendtgørelsens § 2 eller med en lokalplan efter planlovens § 15, stk. 2, nr. 12. Sker det med en lokalplan kan det kun gælde for fremtidige bygninger.

Alle lokalplaner for nye områder eller omdannelsesområder vedtaget siden kommunesammenlægningen indeholder tilslutningspligt for ny bebyggelse.

Formålet med tilslutnings- og forblivelsespligten er bl.a. at undgå usikkerhed om hvor mange forbrugere, der fremover er tilsluttet den kollektive varmeforsyning. Formålet hermed er at sikre det fornødne råderum for en fremtidig planlægning og investering. En øget tilslutning til den kollektive varmeforsyning vil give et mere stabilt økonomisk grundlag for værket og derved medvirke til, at der kan opnås lavere varmepriser. For hver forbruger der fritages fra tilslutningspligten øges den økonomiske byrde for de tilbageværende forbrugere.

Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra tilslutnings- og forblivelsespligten efter tilslutningsbekendtgørelsens § 17 eller planlovens § 19. Kommunen er tillagt et forholdsvist bredt skøn i forhold til hvilke forhold, der kan medføre en dispensation fra tilslutnings- og forblivelsespligten.

Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde beslutte, at ny eller eksisterende bebyggelse, der er pålagt tilslutningspligt eller forblivelsespligt, skal fritages for pligten, ligesom der i særlige tilfælde kan meddeles forlængelse af tilslutningsfristen på 9 år.

Tilslutnings- og forblivelsespligten forpligtiger ejeren af en ejendom at betale tilslutningsafgift og de faste afgifter (typisk et abonnementsbidrag samt en kvadratmeterafgift). Tilslutnings- og forblivelsespligten er ikke til hindrer for, at der installeres anden lovlig varmekilde. Pligten indebærer ikke et krav om, at der modtages varme.

Opføres ny bebyggelse som lavenergibebyggelse har ejer krav på en dispensation fra tilslutningspligten. Dette gælder kun ved nybyggeri. Efterisoleres en eksisterende bygning, så den overholder kravene til lavenergibebyggelse, har ejer ikke krav på en dispensation. Forvaltningen er ikke bekendt med ansøgninger om dispensation med den begrundelse, at et eksisterende hus er efterisoleret, så det opfylder kravene til lavenergibebyggelse.

Bygningers eksisterende varmekilde kan indgå i kommunens vurdering af, om der bør meddeles fritagelse. Jf. bygningsreglementet skal bygninger opvarmes med kollektiv varme eller vedvarende energi. Dette gælder også ved udskiftning af opvarmningssystemet i eksisterende bygninger medmindre de ligger i områder, hvor kollektiv varmeforsyning ikke er mulig. Som nævnt kan ejer frit installere anden lovlig varmekilde. Det vurderes derfor ikke at kunne være et særligt tilfælde, at en bygning opvarmes med et vedvarende energianlæg (VE-anlæg), hvis det er det eneste, som taler for en dispensation.

Andre forhold som kan indgå i en vurdering om dispensation kan være:

  1. Ejer har ejet ejendommen fra før pligten blev pålagt
  2. Pligten er pålagt før bebyggelsen er opført
  3. Hvor længe har ejendommen været tilsluttet den kollektive varmeforsyning
  4. Længden af udmeldelsesfristen
  5. Typen af alternativ varmekilde
  6. Efterisolering af bygninger til lavenerginiveau
  7. Sociale hensyn
  8. Varmeværkets økonomi kontra ansøgers økonomi
  9. Værkets restkapacitet

Listen er ikke udtømmende. Der kan være andre forhold, som kan indgå i en dispensationsansøgning. De nævnte punkter er yderligere kommenteret i vedlagte notat.

Ved opvejning af varmeværkets økonomi i forhold til ejerens økonomi, er hensynet til varmeværket typisk blevet vægtet højest af hensyn til de tilbageværende forbrugere.

Forvaltningen indstiller:

at Udvalget for Teknik og Miljø drøfter sagen

Udvalget for Teknik og Miljø, 14. juni 2017, pkt. 103:

Udvalget for Teknik og Miljø besluttede at forvaltningen laver et oplæg til retningslinjer på hvordan der kan dispenseres fra forblivelsespligten, fx hvis en ejer har installeret  vedvarende energianlæg og dette kan dokumenteres.

Fornyet sagsbehandling

Forvaltningens bemærkninger:

Forvaltningen har udarbejdet vedlagte udkast til administrationsgrundlag for dispensation fra tilslutningspligten.

Ved ansøgning om dispensation skal der altid laves en konkret vurdering. Administrationsgrundlaget kan opsætte retningslinjer for, hvilke forhold der kan tale for og imod en dispensation. Men det kan ikke træde i stedet for den konkrete vurdering.

I hovedtræk sætter udkastet følgende retningslinjer op.

Forhold der taler imod en dispensation

  • Oliefyr o.lign.
  • Halmfyr, brændeovn (som primær varmekilde), brændefyr (ikke pillefyr/stokerfyr)

Forhold der taler for en dispensation

  • Overskudsvarme fra produktionsanlæg
  • Efterisolering til lavenerginiveau
  • Områder hvor naturgasnettet ikke er etableret

Forvaltningen indstiller:

at Udvalget for Teknik og Miljø godkender udkast til administrationsgrundlag for dispensation fra tilslutningspligt

Sagsfremstilling

Byrådsmedlem Jeppe Ugilt Hansen har anmodet om at følgende optaget på udvalget dagorden:

Som opfølgning på seneste byrådsmøde, så ønsker jeg et punkt på TMU's dagsorden vedr. tilslutningspligter/forblivelsespligter til varmeværker. Formålet er at få revurderet retningslinjerne med henblik på mere lempelige muligheder for at opnå fritagelse. Dvs. at jeg ønsker at forvaltningen kommer med forslag/muligheder til hvordan vi kan gøre det med lempeligt.

Resume

Sagen afgøres i: Udvalget for Teknik og Miljø

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0