Der er blevet indsendt et forslag til bebyggelsesplan på matr. nr. 2g Skørping By, Skørping. Ejendommen er på ca. 5 ha, og ligger lige nord for boligbebyggelsen Præstegårdsheden i Skørping.
Ejendommen er omfattet af rammer for boligbebyggelse i forslag til Kommuneplan 17, som er i offentlig høring i øjeblikket.
Det indsendte bebyggelsesforslag indeholder 27 grunde til parcelhusbebyggelse, samt et større område længst mod øst, der er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3, og som ikke kan bebygges.
Der er vejadgang til bebyggelsen fra Hanehøjvej, se iøvrigt anden sag på TMU's dagsorden til samme møde om vejadgang mellem Hanehøjvej og Gammel Skørpingvej.
Bebyggelsen består i det fremsendte forslag af forholdsvis store grunde, mellem 900 og knap 1200 m2. Vejadgangen til området er lagt mod nord og væk fra den eksisterende bebyggelse ved Præstegårdsheden. Bebyggelsen består af to enklaver omkring hver sin boligvej, samt et grønt fællesareal i tilknytning til §3-området.
Området kan ikke udnyttes som ansøgt, før der er udarbejdet en lokalplan for området.
Det vil tidligst være muligt at sende et forslag til lokalplan ud efter vedtagelsen af Kommuneplan 17.