Nye entrepriser
Vedligeholdelsen af de offentlige vandløb i Rebild Kommune var i udbud i starten af året. De tre entrepriser blev vundet af Sloths Naturpleje, HedeDanmark og Laursen Group, hvoraf de to sidstnævnte er nye entreprenører for Rebild Kommune. Derudover står Driftsenheden for vedligeholdelsen af knap 80 km vandløb. Der har været en del indkøringsarbejde i forhold til nye entreprenører, nye entrepriser, nye kontaktpersoner m.m.
Grødeskæringer
Generelt har 2017 været et år med både tidlig og megen grødevækst. Samtidig har det været et ekstraordinært vådt år, hvor der både har været meget nedbør set over hele sæsonen, og samtidig har der været en del store regnhændelser.
Med hjælp fra tilsyn, dataloggere, nedbørsprognoser og fleksible entreprenører lykkedes det i stor udstrækning at gennemføre grødeskæringen mange steder på de mest optimale tidspunkter i forhold til afvandingsbehovet.
Ekstraskæringer
Kommunen har fulgt udviklingen i grødevæksten i sæsonen ved at føre tilsyn med relevante strækninger, der erfaringsmæssigt kan have tidlig eller kraftig grødevækst og ved at følge vandstanden i Haslevgård Å, Binderup Å og Simested Å med online dataloggere.
På den baggrund er det lykkes at være på forkant med grødeudviklingen og bruge regulativernes muligheder for ekstraskæringer, hvor det har været mest påkrævet.
Følgende 13 vandløb er blevet skåret ekstraordinært på grund af kraftig grødevækst: Simested Å, Binderup Å, Haslevgård Å, Bælum Møllebæk, Bælum Bæk, Halvkærs Rende, Mellemste Bæk, Kragebækken, Mølholmsgrøften, Lindenborg Å, Volstrup Bæk, Brorstrup Bæk og Sønderup Å. Der er samlet udført ekstraskæringer for ca. 300.000 kr.
Oprensninger
Kommunen har i 2017 oprenset 17 vandløb, hvor regulativets krav til dimensioner eller vandføringsevne ikke var overholdt. Nogle af vandløbene har lodsejerne henvendt sig om, andre er kommunen selv blevet opmærksom på i forbindelse med tilsyn og kontrolopmålinger.
Der er oprenset vandløbsstrækninger i følgende vandløb: Sortegrøften, Lyngbyskovgrøften, Torsted Bæk, Torsdals Bæk, Pilebæk, Arremosegrøften, Brorstrup Bæk, Tuekærsgrøften, Bælum Bæk, Lindenborg Å, Tøttrup Bæk, Skibsted-Lyngby Å, Fuglebækken, Simested Å, Guldbækken, Flaskekanalen og Fyrkilde-Tolvad Bæk.
Blandt de oprensede strækninger er Simested Å opstrøms Volstrup, hvor der er blevet lavet en ny opmåling og kontrolberegning, jævnfør sidste års aftale med lodsejer og ekstern konsulent.
Tilsyn med vandløbsvedligeholdelsen
I 2017 har kommunen fået foretaget eksternt tilsyn med den udførte grødeskæring i 118 km vandløb. Derudover har kommunen selv synet 50 km vandløb. Som sæsonen skred frem viste der sig et behov for at målrette tilsynene på en række områder. Det eksterne syn har været i udbud og blev vundet af Orbicon, som også tidligere har synet kommunens vandløb. Opgaven blev løst tilfredsstillende og tilsynene medvirkede til, at opdage problemer omkring udførslen af vedligeholdelsesarbejdet, som derved kunne forbedres.
Erfaringer med mejekurv
Forvaltningen er i løbet af sæsonen blevet bekendt med flere problematikker i forbindelse med vedligeholdelse med mejekurv. Noget har forvaltningen eller det eksterne syn selv opdaget andet har utilfredse lodsejere henvendt sig om. Især kan nævnes:
- Lodsejer klager over, at mejekurven har gravet faskinerne op af vandløbet i Fyrkilde-Tolvad Bæk.
- Lodsejere klager over, at mejekurven har ødelagt dræn ved Simested Å og Tuekærgrøften.
- Lodsejer vil ikke have mejekurven til at køre ind over hans mark ved Agerbæk.
- Mejekurven har gravet ned i og ødelagt en rørbro med opstuvning til følge ved Guldbæk.
- Mejekurven har kørt hen over og ødelagt en rørbro med opstuvning til følge ved Agerbæk.
- Mejekurven har forårsaget bundopskydning på op til 70 cm i Tøttrup Bæk som følge af mejekurvens store vægt på meget bløde arealer.
- Mejekurven har afgravet sider og bund af vandløbet i stedet for at foretage grødeskæring, bl.a. i Guldbæk og Agerbæk.
- Vedligeholdelsen har strækningsvis ikke kunnet udføres med mejekurven på grund af træer eller dyrehegn.
Vedligeholdelse med mejekurv kræver således, at de ånære arealer er egnede til kørsel med en tung maskine. For våde, bløde eller lavtliggende arealer er ikke velegnede til kørsel med mejekurv. Derudover kræves det, at størrelsen af maskinen, bredden af mejekurven og bredden er bælterne er tilpasset de lokale forhold. Endelig kræver det en meget dygtig maskinfører, som skal have føling med, hvor vandløbets bund og sider er, selvom han sjældent kan se dem ordentlig på grund af kantvegetation eller grumset vand.
Driftsenhedens vedligeholdelse
I starten af grødeskæringssæsonen kom Driftsenheden bagud med at overholde nogle af de regulativmæssige terminer. Det blev indhentet som sæsonen skred frem og årets erfaringer kan bruges til en forbedret opstart af næste sæsons arbejde. Den nye opdeling af vandløbsentrepriserne har givet bedre arbejdsmiljø for åmændene, da det giver det bedre mulighed for rotation med både arbejdsredskaber og mellem opgaver i vandløb og andre opgaver, fx på genbrugspladser eller de grønne områder. Arbejdstilsynet har stadig fokus på vandløbsarbejdet, og de har været tilfredse med muligheden for varieret arbejde. Åmændene har også udtrykt tilfredshed med med de nye arbejdsforhold, som giver bedre mulighed for at udnytte deres faglige kompetencer. Det vil på sigt give en mere effektiv opgaveløsning, samtidig med at det er mere skånsomt for personalet, når de arbejder i vandløbene.
Andet
I nogle tilfælde udføres vedligeholdelsen af et vandløb med forskellige metoder. Eksempelvis kan den nedre del af vandløbet blive vedligeholdt med båd og den øvre del med mejekurv. Forvaltningen har haft et særligt fokus på at få koordineret skæringen, således at hele vandløbet skæres i samme ombæring for at sikre en optimal vandføringsevne i hele vandløbet. Dette gælder især ved Bælum Møllebæk og Haslevgård Å, hvor der er store afvandingsinteresser på lavtliggende arealer.