Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt. 

Indstilling

at sundhedspuljen udmøntes løbende i takt med at de forskellige initiativer konkretiseres og værdisættes

Økonomi

De 1,75 mio. kr. udmøntes løbende over de kommende tre år, og er tilført Center Sundheds budgetramme.

Sagsfremstilling

Sundhedspuljen

Regeringen og KL blev med økonomiaftalen for 2015 enige om at afsætte 350 mio. kr. med henblik på, at der i sundhedsaftalerne opstilles fælles målsætninger inden for følgende mål med den patientrettede forebyggelse:

• Færre uhensigtsmæssige genindlæggelser

• Færre forebyggelige indlæggelser

• Færre uhensigtsmæssige akutte korttidsindlæggelser

• Færre færdigbehandlede patienter, der optager en seng på sygehusene

Midlerne skal således understøtte indsatsområderne i sundhedsaftalen og sikre bedre sammenhæng for patienter med behandlingsforløb på tværs af sektorerne. Rebild Kommunes andel af de 350 mio. kr. udgør 1,75 mio. kr.

Idet der stort set ikke optræder færdigbehandlede patienter fra Rebild Kommune, der optager en seng på sygehusene, foreslås de 1,75 mio. kr. reserveret til en styrkelse af den patientrettede forebyggelse, udmøntning af den nye sundhedsaftale samt finansiering af underliggende aftale til praksisplanen, jf. nedenstående.

Udmøntning

Den kommende Sundhedsaftale for 2015-18 indeholder en række tiltag, som skal konkretiseres og iværksættes i aftaleperioden. Det betyder, at udgifterne til de konkrete tiltag først vil kunne fastsættes i takt med at de konkretiseres. Blandt tiltagene er:

  • Osteoporoseområdet, herunder KRAM, faldforebyggelse og motionstilbud
  • Udvikling og eventuel drift af Telecare Nord
  • Nyt telehomecareprojekt
  • Øget henvisning til kommunal forebyggelse og rehabiliteringstilbud
  • Udarbejdelse af forløbsprogram til overvægtige børn.

I Center Sundhed er der med virkning fra 1. december 2014 ansat en forebyggende medarbejder til nogle af elementerne i sundhedsaftalerne, herunder området omkring de overvægtige børn.

Herudover planlægges følgende tiltag, hvoraf nogle allerede er på vej ind i implementeringsfasen:

  • Faldforebyggelsesprojekt i samarbejde med Center pleje og omsorg
  • Hjerneskadekoordinatorfunktion forankres med udgangspunkt fra Center Sundhed og driftes efter endt projektforløb i 2012 - 2014
  • Udgående rehabiliteringsteam til særligt sårbare med fokus på kroniske lidelser
  • Muligheder for tværkommunale samarbejder i form af delestillinger afdækkes i samarbejde med nabokommuner, ex. indenfor geriatri, medicinering og kommunal specialiseret genoptræning

Sundhedsudvalget vil blive præsenteret for udmøntningsforslag til sundhedsaftalen, efterhånden som de enkelte udviklingstiltag bliver konkretiseret og værdisat.

Kommunerne har endvidere allerede forpligtet sig til at anvende 100 mio. kr. til samarbejdet med almen praksis i regi af praksisplanudvalgene i forbindelse med den ny overenskomst med PLO. Dette betyder at Rebild Kommune skal reservere 0,6 mio. kr. over de næste 3 år. Midlerne skal anvendes til indgåelse af underliggende aftale til praksisplanen, hvor de praktiserende lægers ressourcer til implementering af sundhedsaftalen fastlægges.

Resume

Sagen afgøres i: SundhedsudvalgetI økonomiaftalen for 2015 er kommunerne tildelt 350 mio. kr. til at opstille og understøtte mål i sundhedsaftalerne sammen med regionerne. Målene skal medvirke til bedre sammenhæng for patienter med behandlingsforløb på tværs af sektorerne. Rebild Kommunes andel udgør 1,75 mio. kr.

Forvaltningen fremsætter forslag til anvendelse af Sundhedspuljen i Rebild Kommune.

Beslutning

Indstillingerne blev godkendt. 

Indstilling

at Sundhedsudvalget overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at sundhedsaftalen 2015 - 2018 godkendes  
at Sundhedsudvalget overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at der fremsendes ønske til regionen om supplerende sundhedsaftale i forhold til skizofreni, muskel-skelet og styrket samarbejde omkring udskrivnings- og forløbskoordinering.

Økonomi

Ingen bemærkninger

Sagsfremstilling

Formålet med sundhedsaftalen er at bidrage til sammenhæng og koordinering af indsatsen i de patientforløb, som omfatter borgere med somatiske og/eller psykiske sygdomme, og som går på tværs af de to myndighedsområder: region og kommuner.

En ændring i sundhedsloven betyder, at der fra 2015 kun skal være én sundhedsaftale i hver region.

Sundhedsaftalen udarbejdes af Sundhedskoordinationsudvalget, som består af politiske repræsentanter for regionen, kommunerne samt Praktiserende Lægers Organisation. Almen praksis er ikke en direkte aftalepart, men er en særdeles vigtig aktør i forbindelse med udarbejdelsen og implementeringen af sundhedsaftalen. Sundhedsaftalen er derfor udarbejdet i tæt samarbejde mellem repræsentanter fra kommunerne, Region Nordjylland og PLO.

Sundhedsaftalen 2015 - 2018 består af 3 dele:

• Den Politiske Sundhedsaftale, som beskriver de politiske mål og visioner.

• Den Administrative Sundhedsaftale, der beskriver nye tiltag og arbejdsdelingen i forhold til hvert indsatsområde samt tværgående temaer og administrativ organisering i henhold til vejledningen for sundhedskoordinationsudvalget og sundhedsaftaler.

• Den Tværsektorielle Grundaftale, der er en samling af eksisterende aftaler fra de tidligere sundhedsaftaler.

Den Politiske Sundhedsaftale sætter rammerne for sundhedssamarbejdet i Nordjylland. Aftalen bygger på en politisk vision om ”Et stærkt fælles sundhedsvæsen i Nordjylland, der understøtter og bidrager til, at nordjyske borgere sikres lige muligheder for at have et godt liv med mange gode leveår”.

Med udgangspunkt i de nordjyske udfordringer har Sundhedskoordinationsudvalget vedtaget 4 overordnede politiske pejlemærker, der skal bidrage til ”Et stærkt fælles nordjysk sundhedsvæsen”:

1. Sundhedstilbud med sammenhæng og kvalitet

2. Den sociale ulighed i sundhed skal reduceres

3. En lærende og respektfuld samarbejdskultur

4. Sundhedstilbud på nye måder

Den Politiske Sundhedsaftale har henover sommeren 2014 været i høring i alle kommuner, herunder i Sundhedsudvalget og Byrådet i Rebild Kommune i august 2014.

Den Administrative Sundhedsaftale udmønter Den Politiske Sundhedsaftale og er kendetegnet ved en række udviklingstiltag, som skal igangsættes i aftaleperioden.

Den Administrative Sundhedsaftale konkretiserer de politiske mål gennem konkrete indsatser i forhold til en række tværgående temaer.  Herudover bygges aftalen op omkring fire obligatoriske indsatsområder,

• Forebyggelse

• Behandling og Pleje

• Genoptræning og rehabilitering

• Sundheds IT og digitale arbejdsgange.

Den tværsektorielle Grundaftale fremsendes ikke til godkendelse i kommunerne, eftersom der er tale om allerede indgåede aftaler.

Den tværsektorielle Grundaftale er tilgængelig i sin helhed på regionens hjemmeside http://www.rn.dk/sundhedsaftalen2015

Primo 2015 udarbejdes i regi af Sundhedskoordinationsudvalget en implementeringsplan, der konkretiserer, hvornår de enkelte udviklingstiltag foreslås gennemført. Implementeringsplanen godkendes af Sundhedskoordinationsudvalget på møde den 19. marts 2015.

Supplerende sundhedsaftale mellem Rebild Kommune og Region Nordjylland

Alle ovenstående sundhedsaftaler gælder for alle kommuner i Region Nordjylland. Udover disse har Rebild Kommune mulighed for at indgå supplerende aftaler med regionen, jf. bilag 4.

Rebild Kommune har tidligere tilsluttet sig de sygdomsspecifikke sundhedsaftaler på skizofreni og muskel-skelet. Da ikke alle nordjyske kommuner ønsker disse aftaler, overgår de til at blive supplerende aftaler. Rebild Kommune har endvidere en supplerende sundhedsaftale med regionen omkring udskrivnings- og forløbskoordination, hvor kommunens udskrivningskoordinator kommer på sygehuset og taler med relevante patienter. Denne aftale ønskes suppleret med en fysisk arbejdsplads på Aalborg Universitetshospital.

Forvaltningen anbefaler, at Rebild Kommune overfor Region Nordjylland tilkendegiver ønske om at indgå supplerende sundhedsaftale på disse i alt tre områder.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0