Oprettelse af to nye trafikknudepunkter
Rebild Kommune er del af Nordjyllands Trafikselskabs (NT) projekt ”Fremtidens Kollektive Trafik”, der har som formål at tilbyde mere relevante og direkte busforbindelser. Konkret etableres en række nye X-Bus linjer i 10 nordjyske kommuner, en lang række nye trafikknudepunkter med samtidig nedlæggelse af lokale busruter. I forhold til anlægsudgifterne vil Rebild Kommune i en 50-50% samfinansiering mellem Rebild Kommune og NT have udgifter til oprettelse af nye trafikknudepunkter. Der er planlagt etablering af et trafikknudepunkt i 2025 ved Terndrup Industri og i 2026 ved Haverslev Pendlerplads.
Trafikknudepunktet ved Terndrup Industri etableres i samarbejde med Rebild Kommune. NT forsøger som første prioritet at etablere trafikknudepunktet ved Haverslev pendlerplads som en samkørsels plads betalt af Vejdirektoratet. Dette så denne i funktion vil være identisk med samkørselspladsen, som er etableret i Aalborg Ø ved E45. Hvis dette ikke lykkedes, skal der etableres et traditionelt trafikknudepunkt ved Haverslev pendlerplads i samarbejde med Rebild Kommune.
I praksis vil Rebild Kommune i første omgang stå for alle udgifter til anlæg og udstyr for de trafikknudepunkter, der etableres i samarbejde med NT. NT vil efterfølgende refundere alle udgifter til det opstillede udstyr samt 50% af anlægsudgifterne til Rebild Kommune.
Hvis begge trafikknudepunkter etableres i samarbejde med Rebild Kommune, medfører det et kassetræk på ca. 400.000 kr. i 2025 (Terndrup) og 800.000 kr. i 2026 (Haverslev). Udgifterne vil for Rebild Kommune dog netto være 100.000 kr. i 2025 og 275.000 kr. i 2026, som delvist dækkes af midler fra et tidligere puljeprojekt hos NT, hvor de af Rebild Kommune indbetalte midler ikke er blevet brugt op. Beløbet, der overføres til Rebild Kommune herfra, er restbeløbet på kr. 300.000 kr. Det betyder, at den nødvendige restfinansiering fra Rebild Kommune bliver ca. 75.000 kr. for de to nye trafikknudepunkter samlet set. Hvis trafikknudepunktet ved Haverslev Pendlerplads etableres sammen med Vejdirektoratet, vil etableringen af trafikknudepunktet i Terndrup være udgiftsneutral. Beslutning om evt. finansiering følger om nødvendigt i særskilt politisk sag.