Sagsfremstilling
Et kommende nyt boligområde i den sydlige del af Øster Hornum har ikke tidligere været tilsluttet kloakforsyningen eller været medtaget i den gældende spildevandsplan.
Dette udkast til tillæg fastsætter rammerne for kloakeringen i det nye boligområde.
Området separatkloakeres og spildevandet afledes til Rebild Vand & Spildevand A/S’ ledningssystem til Aalborg Renseanlæg Vest. Regnvandet fra området tilsluttes Rebild Vand & Spildevand A/S’ regnvandsledning og forsinkes inden udledning til Volstrup Bæk.
Af hensyn til den planlagte byggemodning, er det skønnet hensigtsmæssigt, at der udarbejdes et specifikt tillæg for området. Tillægget vil dog efterfølgende blive indarbejdet i den kommende Spildevandsplan 2018-2029.
Høringen af tillæg nr. 14 til Rebild Kommunes Spildevandsplan, er ved en fejl ikke udsendt samtidig med lokalplanen. Det er først sket efterfølgende. Høringen varer 8 uger og slutter d. 10. april. For at sikre en hurtigere behandling af sagen, fremlægges sagen mens tillægget stadig er i høring. Høringen er dog færdig, når tillægget endeligt godkendes i Byrådet d. 25. april. Eventuelle bemærkninger til tillægget vil blive fremlagt Byrådet. Der er på nuværende tidspunkt ikke modtaget nogen bemærkninger til tillægget og klagefristen for miljøvurderingen af tillægget er udløbet uden klager.