Finanslovsmidlerne til bedre bemanding i hjemmeplejen og på plejehjem, plejecentre og friplejeboliger udmøntes i perioden 2018-2021 via en statslig pulje på baggrund af årlige redegørelser fra kommunerne. Fra 2022 overgår midlerne til at blive fordelt og udmøntet gennem de generelle bloktilskud.
Finanslovsmidlerne skal anvendes til et løft af ældreområdet til en bedre bemanding og skal i videst muligt omfang og under hensynstagen til medarbejdernes ønsker, anvendes til ansættelse af nye medarbejdere i fuldtidsstillinger og opjustering af arbejdstiden for eksisterende deltidsansatte medarbejdere.
Rebild Kommune har indsendt to redegørelser for at få del i midlerne i 2018. Det ene redegørelsesskema vedrører den forventede anvendelse af midlerne til en bedre bemanding i hjemmeplejen. Det andet redegørelsesskema omhandler den lokale indsats i forhold til sygefravær.
I den første redegørelse beskrives følgende vedrørende anvendelse af midlerne til en bedre bemanding i hjemmeplejen:
Hjemmeplejen har i de senere år haft udfordringer med at kunne levere de visiterede ydelser indenfor det BUM-styrede budget. Det vurderes derfor, at hjemmeplejen har behov for at øge bemandingen med nye medarbejdere for at øge kvaliteten for borgerne og sikre et sundt arbejdsmiljø i hjemmeplejen. Det sundere arbejdsmiljø skal gerne give afledte effekter i form af et lavere sygefravær og mindre pres på kørelisterne og dermed større nærvær i den direkte tid hos borgerne.
I den anden redegørelse beskrives formålet med sygefraværsindsatsen i Center Pleje og Omsorg:
Der arbejdes i Center Pleje og Omsorg på at nedbringe sygefravær ud fra de formål:
- At sikre den sygemeldte medarbejder får den hjælp, som arbejdspladsen kan yde jf. gældende personale politik
- At skabe åbenhed om fravær
- At skabe de bedste mulige betingelser for alle medarbejdere
- At øge den forebyggende arbejdsmiljøindsats både i forhold til det fysiske og det psykosociale område
- At afdække arbejdsrelaterede sygdomme og forebygge disse
Redegørelserne er indsendt til Sundheds- og ældreministeriet med forbehold for politisk godkendelse. Det betyder, at ministeriet først behandler redegørelsen endeligt, når de har modtaget et tilsagn om, at den politiske godkendelse foreligger. Først herefter kan Rebild Kommune tildeles midlerne.
Sagen er endvidere sendt til høring ved Ældrerådet med høringsfrist d. 6. april 2018 kl. 12. Ældrerådets høringssvar uddeles til Sundhedsudvalget på mødet d. 10. april 2018.