I KL's udspil 'Forebyggelse for fremtiden' opfordres kommunerne til at tage stilling til at indføre røgfri arbejdstid for kommunens medarbejdere.
Undersøgelser viser, at strukturelle sundhedsfremmende tiltag har størst effekt i forhold til at ændre personers sundhedsvaner. Det er eksempelvis rygeloven og lokale politikker for røgfri miljøer, som har reduceret antallet af daglige rygere i Danmark. Sundhedsstyrelsen udarbejdede i 2016 en rapport; ’Sygdomsbyrden i Danmark: risikofaktorer’. Her konkluderes det, at rygning er dén sundhedsmæssige risikofaktor, som koster samfundet mest, sammenlignet med andre sundhedsrisikofaktorer som fx overvægt, inaktivitet og alkoholmisbrug.
Rebild Kommunes nuværende politik for røgfrie miljøer er vedtaget i Økonomiudvalget i december 2012 og vedlagt sagen som bilag.
Sundhedsprofilen 2017 viser følgende udvikling vedrørende rygning blandt borgerne i Rebild Kommune:
- Andelen af daglige ryger er faldet i perioden fra 2010 til 2017, dog er der sket en lille stigning fra 2013 til 2017.
- Andelen af storryger er på samme niveau i perioden fra 2010 til 2013, dog er der sket en lille stigning fra 2013 til 2017.
- Der er flere mænd end kvinder der ryger. 14% af de unge mænd fra 16 til 24 ryger, 16% af mænd i 25 til 44 alderen og for de 45 til 64 årig er tallet 18,6%
Beregninger viser, at hver ryger i gennemsnit koster 13.500 kr. mere årligt end ikke-rygere (udgifter til sundhed, hjemmepleje og overførselsindkomster).
Røgfri arbejdstid kan være med til at nedsætte disse udgifter da strukturelle ændringer har stor effekt i forhold til at ændre sundhedsvaner. Lige så vigtigt at det, at Røgfri arbejdstid vil være medvirkende til at beskytte medarbejderne – og ikke mindst borgerne – mod tobaksrøg. Det vil bidrage til at skabe og understøtte et røgfrit miljø og en røgfri kultur. Desuden kan det være med til at beskytte nye medarbejdere i forhold til ikke at påbegynde rygning.
Røgfri arbejdstid betyder, at; medarbejderne ikke må ryge i arbejdstiden – dvs. fra de møder på arbejde til de går hjem. I dette tidsrum må der hverken ryges indendørs, udendørs eller udenfor matriklen. Ej heller i selvbetalte pauser. Alle afdelinger, institutioner og matrikler skal have samme rygepolitik.
Fordelene ved at indføre Røgfri arbejdstid er mange; det kan ændre den sociale norm omkring rygning og forebygge dannelsen af rygekliker - hvilket er en stor hjælp for ansatte som ønsker at stoppe med at ryge og de ansatte som ikke ønsker at starte. Både ansatte og borgere beskyttes mod de skadelige partikler, som bæres i tøjet og huden.
Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen arbejder intensivt med at indføre røgfri arbejdstid i landets kommuner og der vil således være mulighed for at få personlig rådgivning gennem processen og kommunen kan få idéer til; pjecer, reviderede rygepolitikker, vejledning til medarbejdere osv. Sundhedscentret har allerede en kontakt til Hjerteforeningen, som gerne vil vejlede Rebild Kommune i processen om at indføre røgfri arbejdstid. Med Trygfonden og Kræftens Bekæmpelses initiativ ’Røgfri Fremtid’ kan vi som kommune arbejde med røgfri arbejdstid i et bredere perspektiv og få de fordele, som et nationalt samarbejde kan give. Trygfonden og Kræftens Bekæmpelse står bag partnerskabet ’Røgfri Fremtid’, som arbejder for at se de første røgfrie generationer vokse op. Visionen er: ”et røgfrit Danmark, hvor ingen ryger eller bliver udsat for tobaksrøg.” og målet er ”at i 2030 ryger ingen børn og unge under 18 år og færre end 5% af den voksne befolkning ryger.” Alle, som ønsker at arbejde for visionen om et røgfrit Danmark kan blive partner i Røgfri Fremtid, eksempelvis; kommuner- herunder skoler og arbejdspladser, virksomheder, organisationer og foreninger. Partnerskabet er omkostningsfrit.
Emnet har været drøftet i Hovedudvalget efter anmodning fra Sektor MED sundhed. Uddrag af referat fra Hovedudvalgets behandling af emnet den 1.februar 2018:
"Medarbejdersiden gav udtryk for, at det ikke er en hovedudvalgsopgave at lave et forbud, men udvalget kan give en opfordring. Medarbejdersiden i hovedudvalget ønsker at opfordre til, at Rebild Kommune får en så røgfri arbejdstid som muligt, samt at man i alle SektorMED og Driftsenheden drøfter, hvordan man på områderne vil arbejde hen imod at blive en arbejdsplads med røgfri arbejdstid. Fra ledelsessiden blev det tilkendegivet, at man går ind for røgfri arbejdstid i kommunen og supplerede med, at emnet ikke har været drøftet i byrådet. SektorMED skal vende tilbage til hovedudvalget efter sommerferien med besked om hvad man på området er nået frem til i forhold til røgfri arbejdstid."
Hvis Sundhedsudvalget og Byrådet beslutter, at indføre røgfri arbejdstid i Rebild Kommune kan Sundhedscenteret bidrage med følgende:
- Fungere som tovholder på processen
- Udbyde rygestopkurser, både lokalt på arbejdspladsen og centralt på Sundhedscentret
- Udarbejde informationsmateriale
- Assistere ved formidling til medarbejdere