Banedanmark skal i forbindelse med elektrificeringen ombygge to broer i Rebild kommune af hensyn til frihøjden under broerne. Broerne er beliggende på henholdsvis Møllegårdsvej i Støvring samt på Buderupholmvej, som i øvrigt er på en privat vej.
Rebild Kommune har i forbindelse med projektet bedt om en kommunal alternativ løsning, hvor broen ved Møllegårdsvej nedlægges og erstattes af en ny jernbanebro ved Klepholmvej. Broen er med i kommuneplanen, som en ny vejforbindelse til Støvring Ådale. Banedanmark forslår, at den private bro ved Buderupholmvej under alle omstændigheder nedlægges, da der i forvejen findes en alternativ vej.
Banedanmark har haft en rådgiver på projektet og er kommet med et projektforslag for Klepholmvej, der kræver to totalekspropriationer samt ændring af et eksisterende regnvandsbassin. Klepholmvej tilsluttes til Hobrovej med et T-kryds og tilsluttes den eksisterende Ny Kærvej, der er en grusvej, øst for jernbanen. Anlægsprojektet har Banedanmark anslået koster 52,5 mio. kr. Den kommunale medfinansiering er beregnet til 28,5 mio kr.
Anlægsoverslaget, som Banedanmark foreløbigt har fået udarbejdet, er tillagt et særligt tillæg på 30 %, der tillægges alle statslige projekter, som et krav fra Finansministeriet. Endelig pris vil blive fremsendt inden indgåelse af medfinansieringsaftale, som skal indgås i februar 2017, inden Banedanmarks beslutningsgrundlag afleveres.
Muligheden for at Rebild kommune selv kunne stå for projektet ved Klepholmvej er drøftet og Banedanmark har tilkendegivet, at det er en mulighed. Løsningen her vil være at Rebild kommune får Banedanmarks besparelse som er anslået til 23 mio. kr. for ikke at skulle opføre de 2 broer, henholdsvis 14 mio. kr for Møllegårdsvej og 9 mio. kr. for broen ved den private vej på Buderupholmvej. Rebild Kommune skal herefter selv stå for anlæggelsen af jernbanebroen og vejtilslutningerne ved Klepholmvej og Ny Kærvej.
Fordelene for Rebild Kommune ved at Banedanmark er bygherre er, at vi i januar 2017 kender prisen på medfinansieringen af det samlede projekt for Klepholmvej, desuden at vi ikke selv skal bruge ressourcer på opgaven.
Ulemperne ved at Banedanmark er bygherre er bl.a. at Broen ved Klepholmvej kommer med i en samlet pulje med andre projekter, dvs. at Rebild Kommune ikke vil komme til at kende prisen for projektet, da der bliver lavet en samlet tilbudsliste med andre projekter.
Hvis Banedanmarks fastsatte tillæg på 30 % ikke kommer til udbetaling, dvs. hvis projektet bliver billigere, vil Rebild Kommune ikke få glæde af den reducerede pris. Der er mindre fleksibilitet hvis BaneDanmark udbyder projektet.
Fordele ved at Rebild Kommune er bygherre er at vi kan udnytte en evt. besparelse på arbejdet med selve broen til tilknyttede projekter vi kan udarbejdet et projekt for Klepholmvej, hvori der indgår en rundkørsel som tilslutning til Hobrovej af hensyn til trafikafvikling og trafiksikkerhed. Endvidere kan indarbejdes opgraderingen af Ny Kærvej, øst for banen, som en del af det samlede projekt (samarbejde med projektejer på Rådyret).
Af ulemper kan nævnes at vi ikke kender den samlede økonomi for Klepholmvej, rundkørsel ved Hobrovej og opgradering af Ny Kærvej. Først i januar 2017 kender vi Banedanmarks endelige budget.
Vi mener det er økonomisk fordelagtigt at Rebild Kommune er projektejer og bygherre. Den første vej- og broforbindelse til Støvring Ådale (2008) kostede 32,5 mio kr. Projektet omfattede bro- og vejprojektet som inkluderede 3 rundkørsler. Til projektet blev der totaleksproprieret 1 ejendom.