Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Sagsfremstilling

På byrådsmødet d. 1. juni 2016 pkt. 98 blev det besluttet, at Rebild Kommune skal klage over Regionens råstofplan 2016. Forvaltningen indgav, for at overholde klagefristen på 4 uger, d. 30. maj 2017 foreløbig klage i sagen. Klagenævnet opstarter først den egentlige sagsbehandling når kommunen fremsender en endelig klage med kommunens bemærkninger. Det er endnu ikke gjort. Det skyldes, at det kun er muligt at klage over retlige mangler.

Byrådet blev i maj gjort opmærksom på at forvaltningen vurderede, at der i planen ikke var taget højde for de indsigelser og svar som kommunen havde indgivet i høringsfasen. Forvaltningens umiddelbare vurdering på daværende tidspunkt var, at der kunne findes klagepunkter. En nærmere juridisk vurdering af proces og indhold i råstofplanen, viser nu at der efter forvaltningens vurdering ikke er retlige mangler i hverken planen – eller forløbet - omkring planens høring og vedtagelse.

Retlige mangler dækker over fejl som er begået i forbindelse med sagens proces. Der er typisk paragraffer som fastslår, hvordan processen skal foregå, eksempelvis hvor lang en høringsfrist der skal være, eller hvem der skal høres. En overtrædelse af disse er en retlig mangel. Retlige mangler omhandler ikke indholdsmæssige vurderinger. Det betyder, at Rebild Kommune ikke kan påklage, at regionen har truffet den forkerte beslutning, eller at regionens vurderinger er forkerte, så længe regionen har opfyldt bestemmelserne/formkravene til hvordan Råstofplanen 2016 skal udarbejdes.

Forvaltningen har ikke kunnet konstatere retlige fejl fra regionens side. Såfremt der havde været retlige mangler, ville klagenævnet foretage en konkret vurdering af den retlige mangel. Er manglen ikke væsentlig, så sker det ikke noget. Ved væsentlig mangel ville regionens afgørelse i yderste konsekvens være ugyldig og sagen skulle gå om. Regionen kan vælge at starte forfra og træffe samme afgørelse igen.

Konklusionen er derfor, at en klage over råstofplanen ikke kan føre til en ændring af planens indhold i klagenævnet.

Resume

Sagen afgøres i: Økonomiudvalget

Byrådet besluttede den 1. juni 2017 at klage over Råstofplan 2016. Forudsætningerne for at klage over regionens råstofplan 2016 viser sig ved nærmere gennemgang af evt. klagepunkter ikke reelt at være tilstede. Det indstilles, at byrådets beslutning om at klage over råstofplanen ændres, således at Rebild Kommune ikke klager over råstofplan 2016.

Beslutning

Det indstilles at foreninger m.v. i forlængelse af kommuneplanen inviteres til at komme med konkrete ideer til områdets anvendelse.

Indstilling

Forvaltningen indstiller

- at Kultur- og Fritidsudvalget og Udvalget for Teknik og Miljø sender scenarierne videre til Økonomiudvalget og Byrådet, således at der kan træffes en beslutning omkring hvilket scenarie, der skal arbejdes videre med.

Kultur- og Fritidsudvalget, 26. september 2017, pkt. 100:

Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler scenarie 3 og 4 overfor Økonomiudvalg og Byråd. I forhold til scenarie 4 dog med den betingelse, at regnvandshåndtering er sekundært og tænkes ind på en kreativ måde i forhold til idræt og fritid.

Rasmus Rask og Søren Konnerup deltog ikke i behandlingen af sagen.

Udvalget for Teknik og Miljø, 27. september 2017, pkt. 146:

Et flertal i Udvalget for Teknik og Miljø bestående af Morten Lem, Ole Frederiksen, Thomas Simoni Thomsen og Jeppe Ugilt ønsker ikke på nuværende tidspunkt at tage stilling til anvendelse af materielgården af hensyn til kapacitetsudfordringer på børne- og ungeområdet, herunder usikkerhed om det fremtidige behov for institutionsbyggeri i Støvring.

Rasmus Rask anbefaler scenarie 3 og 4 overfor Økonomiudvalg og Byråd. I forhold til scenarie 4 dog med den betingelse, at regnvandshåndtering er sekundært og tænkes ind på en kreativ måde i forhold til idræt og fritid.

Økonomi

Der er på budgettet for 2017 afsat 1 mio. kr. til nedrivning/ rydning af eksisterende bygningsmasse på arealet.

Sagsfremstilling

En tværfaglig arbejdsgruppe bestående af Center Natur og Miljø, Center Plan, Byg og Vej, Fællescenter Sekretariat, Rebild Forsyning og Center Kultur og Fritid har på foranledning af Kultur- og Fritidsudvalget udarbejdet et notat vedr. scenarier for den fremtidige anvendelse af arealerne omkring den gamle materielgård i Støvring. Notatet er vedlagt som bilag.

Om arealet

Materielgården i Støvring er omgivet af boldbaner og tennisbaner, samt beboelse og erhverv. Der er tale om et samlet areal på 9439 m2. Det formodes dog, at det aktuelle anvendelige areal er 6400 m2, når der tages højde for skråningsanlæg, samt sti- og vejsystem. En eventuel udvidelse af det anvendelige areal kan laves ved at fjerne terrænforskelle. Området er i Kommuneplan 2017-2029 udlagt som et rekreativt område, og der lægges i kommuneplanen op til en anvendelse til fritidsformål, sportsplads og bypark. På arealet er en meget blandet bygningsmasse bestående af både åbne og lukkede garager, værksteder, kontorbygning og midlertidig pavillon. Bygningerne er af forskellig kvalitet, materialer og byggeår, samt med varierende isolering og varme.

Økonomiudvalget har på deres møde den 16. november 2016 besluttet, at forvaltningen forbereder en midlertidig placering af hjemmeplejen i Støvring på materielgården fra det tidspunkt, hvor driftsenheden er flyttet til nybyggeriet i Haverslev og frem til byrådet har afklaret den fremtidige udnyttelse af materielgårdens areal.

Inputs fra borgerinddragelsesprocessen

I forbindelse med borgerinddragelsesprocessen har arbejdsgruppen fået følgende ønsker ind fra borgere og foreninger: X-hal/ Streetsport, petanquebane, skole-Bi-Gård, flere fodboldfaciliteter, multihal til tennis, værksted, samt træningslokale til gymnastik og dans. Disse er belyst nærmere i notatet. Der er en generel enighed om, at der skal laves noget på tværs af målgrupper. Dvs. at der skal laves et område, som tiltrækker forskellige målgrupper og generelt bliver et område for alle byens borgere. Endvidere påpeger flere, at den fremtidige brug af arealerne skal sammentænkes med klimatilpasning. Dvs. at der kan laves et spændende miljø, hvor aktiviteter/ faciliteter tænkes sammen med vand/ regnvandshåndtering. Flere af deltagerne, på tværs af ideer, lagde op til et miljø, der tager udgangspunkt i nogle af de eksisterende bygninger og i et ”skævt” og ”råt” miljø.

Scenarier for fremtidig anvendelse

Forvaltningen belyser i det vedlagte notat følgende scenarier i forhold til den fremtidige anvendelse af arealerne omkring den gamle materielgård:

Scenarier

Bemærkninger omkring økonomi

1) Arealerne sælges til boliger.

Forvaltningens indledende vurdering er, at arealet kan rumme 6-10 parcelhuse eller 15-20 boliger ved tæt bebyggelse. Aktuelt sælges parcelhusgrunde til mellem 750.000 kr. og 1 mio. kr. i Støvring. En estimeret gennemsnitsbetragtning giver således en cirka indtjening for Rebild Kommune på 7 mio. kr. Dog vil der komme udgifter til rydning af arealet og byggemodning. Ved udvikling til boligområde vil der være behov for udarbejdelse af en ny lokalplan, da arealet i den eksisterende lokalplan er udlagt til erhvervsformål. Ligeledes vil der være behov for en ændring af kommuneplanens rammer, da Kommuneplan 2017 udlægger arealet til rekreativ område i form af fritidsformål, sportsplads og bypark.

2) Arealet bruges alene til regnvandshåndtering.

Hvis arealet besluttes anvendt til Rebild Forsyning til brug i forbindelse med regnvandshåndtering, vil dette være forholdsvis omkostningsneutralt for Rebild Kommune. Dette beror dog på niveauet for anlægget. Vandforsinkelse alene hører under Rebild Forsyning, mens en plan med elementer af klimasikring falder under Rebild Kommune og medfører en kommunal økonomi.

3) Arealet bruges alene til et projekt omkring faciliteter til sport og fritid.

En række foreninger og aktører har vist interesse for arealet, gerne i et samarbejde med andre om at lave et "anderledes og skævt" miljø. Ideer og inputs er nærmere beskrevet i vedlagte notat. Såfremt dette scenarie vælges, vil alle aktører blive inviteret med i det videre konkretiseringsarbejde. Alt efter hvilke ideer, der arbejdes videre med, og hvor gennemgribende en ændring af bygningsmasse og areal, der skal laves, er økonomien meget varierende. Der må dog påregnes en kommunal udgift uanset projektindhold, da f.eks. aktuel bygningsmasse ikke er sikker til brug for rekreative formål. Samtidig er det et område, hvor der muligvis kan fundraises til dele af en plan. Som priseksempler kan nævnes, at f.eks. en multibane kan laves for cirka 0,5 - 1 mio. kr. En hal til tennis med plads til 2 tennisbaner kan laves med eller uden omklædning, med eller uden opvarmning og med forskellige gulvbelægninger, og dermed kan dette realiseres fra mellem cirka 4 mio. kr. og op til mange mio. kr. En ændring af bygningsmassen på arealet til nye formål er svær at estimere, her skal man tænke på, at der både skal laves en omstilling til nye aktiviteter og samtidig skal sikkerheden omkring bygningen laves. Hermed beror den kommunale økonomi på indholdet af den endelige plan for arealet og for "ambitionsniveauet" heri. Hvis dette scenarie vælges, kan det modsat være givtigt at give en kommende arbejdsgruppe et fast kommunalt budget at arbejde indenfor/ sigte efter.

4) Arealet bruges til et projekt, der kombinerer regnvandshåndtering med faciliteter til sport og fritidsaktiviteter (dvs. en kombination af scenarie 2 og 3).

Såfremt der laves et projekt, der kombinerer regnvandshåndtering og rekreative formål, kan Rebild Forsyning muligvis medfinansiere projektet. Dette kræver en konkret afklaring omkring projektets indhold og en konkret dialog med Rebild Forsyning. Som nævnt ovenfor, må der dog påregnes en væsentlig kommunal økonomi.

Se vedhæftede notat for uddybende beskrivelser af de enkelte scenarier.

Arbejdsgruppens bemærkninger

Arbejdsgruppen vil gerne gøre opmærksom på, at notatet er udarbejdet indenfor en meget kort tidsramme på kun en måned inkl. planlægning og afholdelse af borgerinddragelsesproces. Derfor er der alene tale om indledende beskrivelser af scenarier. Såfremt det politisk besluttes at arbejde videre med et scenarie, er det således relevante med mere dybdegående afdækning af relevante forhold.

Arbejdsgruppen opfordrer Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget til at indstille til Byrådet, at der træffes beslutning om, hvilken retning/ scenarie, der skal arbejdes videre med, da dette er afgørende for planlægningen af det videre arbejde.

Når Byrådet har truffet beslutning om, hvilket scenarie, der skal arbejdes videre med, kan der nedsættes en arbejdsgruppe med de rette kompetencer til det videre arbejde. Såfremt det besluttes at arbejde videre med et projekt, der involverer regnvandshåndtering, bør Rebild Forsyning inviteres med i arbejdsgruppen. Såfremt det besluttes at arbejde videre med faciliteter til sport og fritid, bør de aktuelle foreninger og aktører i sagens natur involveres.

Ligegodt hvilket scenarie byrådet beslutter at realisere, må der påregnes en vis tid til videre afdækning og proces, inden der kan ske en realisering.  

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

En tværfaglig arbejdsgruppe bestående af Center Natur og Miljø, Center Plan, Byg og Vej, Fællescenter Sekretariat, Rebild Forsyning og Center Kultur og Fritid har på foranledning af Kultur- og Fritidsudvalget udarbejdet et notat vedr. scenarier for den fremtidige anvendelse af arealerne omkring den gamle materielgård i Støvring. Notatet er vedlagt som bilag. 

Beslutning

Indstilles godkendt.

Thøger Elmelund Kristensen tilsluttede sig indstillingen fra Morten Lem.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0