Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Økonomi

Rebild Kommune blev ud fra en objektiv fordelingsnøgle for udgiftsbehovet på ældreområdet tildelt 5.112.000 under Værdighedsmidlerne i 2017.

Sagsfremstilling

Sundhedsudvalget godkendte d. 7. juni 2016 de indsatser, som Rebild Kommune skal anvende værdighedsmidlerne til i hele perioden. Indsatserne i 2017 er videreført fra 2016, og der arbejdes fortsat med disse i 2018. De politisk godkendte indsatser illustreres i nedenstående skema:

Tema

Indsats

Beskrivelse

Fordeling af midlerne

Livskvalitet

Øget indsats på demensområdet

Fokus på tidlig udredning af borgere, afholdelse af pårørendegrupper, vidensdeling og faglig sparring i vanskelige situationer. Formålet er at øge borgernes livskvalitet eksempelvis ved fastholdelse af musikterapeuten, der yder sansestimulation til borgere igennem musik.

1 mio.

Mad og ernæring

Det gode måltid

Formålet er fortsat at skabe et større fokus på rammerne omkring måltiderne på ældrecentrene og at give personalet viden om, hvilken betydning det gode måltid har for beboerne.

400.000

Mad og ernæring

Ernæring

Ernæringsscreening af ældre borgere -  både hjemmeboende og beboere på ældrecentrene. Faglig sparring til køkkenpersonale og plejepersonale. Formålet at forebygge underernærede ældre borgere.

250.000

Kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng i plejen

Selvtræning og udslusning

Træningsfaciliteter på fem ældrecentre, som kan anvendes af borgere, der har fået fysioterapeutisk instruktion i anvendelsen af træningsredskaberne.

Redskaberne anvendes også til udslusning af borgere efter genoptræningsforløb mv., som vedligeholder deres funktionsniveau.

350.000

Livskvalitet

Aktivitetscentrene

Ansættelse af aktivitetsmedarbejdere på alle ældrecentrene mhp at styrke aktiviteterne på ældrecentrene.  

Formålet er fortsat at sætte fokus på forebyggelse af ensomhed og social isolation på ældrecentrene og hos hjemmeboende borgere, idet der vil  være mere tid til den enkelte og mulighed for flere aktiviteter på samme tid eksempelvis gåture ude og gymnastik inde.

1 mio.

Livskvalitet

Ekstra varme hænder til ældrecentrene og hjemmeplejen

Ved ekstra varme hænder ”springere” kan der sikres bedre hjælp til beboerne på ældrecentrene og til borgere i egen bolig, som har behov for hjælpen.

Springerne arbejder på flere ældrecentre alt efter, hvor der er størst behov for ekstra varme hænder. Det kan eksempelvis være, hvis et ældrecenter har en urolig beboer, hvis der er brug for hjælp i akutte situationer, hvis ældrecentrene eller hjemmeplejen har en meget plejekrævende eller udadreagerende borger mv.

2 mio.

Udover beløbene i skemaet er der afsat midler til revision, administration mm.

Status for indsatserne i 2017 gennemgås i nedenstående

Øget indsats på demensområdet

 - I forbindelse med den øgede indsats på demensområdet er musikterapeuten for nuværende én dag på ældrecentret i Skørping, én dag i Terndrup, én dag i Bælum og én dag på Ådalscentret. Erfaringen viser, at musikterapeuten skaber glæde hos de demensramte via sang og smil, hvilket øger deres livskvalitet. Herudover fungerer hun med sin anderledes faglige viden og tilgang som en god sparringspartner for de ansatte.

- Der er stor fokus på tidlig udredning af borgere med begyndende demens, hvor demenssygeplejerskerne blandt andet modtager henvisninger fra de praktiserende læger. En tidlig udredning betyder for borgerne, at de hurtigere kan få den hjælp og vejledning, som de har brug for. Der afholdes pårørendegrupper ved behov, hvor de pårørende har mulighed for at drøfte, hvordan de bedst tackler den sygdom, som deres familie er blevet ramt af, og som påvirker alle i familien. Alternativt taler demenssygeplejerskerne individuelt med de pårørende, hvor de kan drøfte lige præcist det, der er væsentligt for den enkelte og deres familie. Lederne i Center Pleje og Omsorg er meget opmærksomme på at inddrage demenssygeplejerskerne til sparring i vanskelige situationer.

Det gode måltid

- Målet er fortsat at skabe større fokus på rammerne omkring det gode måltid og give personalet viden om, hvilken betydning det har for beboerne. I 2017 har medarbejdere fra plejen været igennem tre undervisningsdage. Første undervisningsdag havde fokus på rummets betydning omkring måltidet og dialog omkring, hvad køkkenet kan tilbyde og hvordan, der skabes en hyggelig spisesituation. Dag to foregik i køkkenet på Aars erhvervsskole, hvor der var fokus på opvarmingsproducere og anretning af maden samt hygiejne. På dag tre var fokus rettet på ernæringsdelen, og hvad skal vi være opmærksomme på omkring eksempelvis diabetes, synkevenligkost, den rette kost på det rette tidspunkt på dagen etc. For borgerne betyder indsatserne, at der skabes hyggelige rammer omkring måltidet, hvor bordet dækkes pænt op, og der skabes rum for gode snakke og socialt samvær samt, at kvaliteten af maden er i top, og at maden er anrettet på en lækker og indbydende måde.

Ernæring

- Der er lavet et samarbejde med Center Sundheds diætist omkring ernæringsscreening af relevante borgere på ældrecentrene. Herudover mødes personalet fra køkkenerne med diætisten til erfaringsopsamling og idegenerering hver tredje måned. Der er endvidere etableret et tværgående samarbejde med ældrecenterlederne, som deltager på møder med personale fra køkkenet. For borgerne betyder det et øget fokus på, at de får den rigtige ernæring og dermed den energi, som de har brug for samt, at der forebygges for under- og overvægt.

Selvtræning og udslusning

- I forbindelse med  selvtræning og udslusning er der træningsfaciliteter på fem ældrecentre, hvor der er fysioterapeutisk instruktion i anvendelse af træningsredskaberne. Redskaberne anvendes også til udslusning af borgere efter genoptræningsforløb. Dette giver borgerne mulighed for at vedligeholde eller forbedre deres funktionsniveau, hvilket kan give den enkelte en bedre livskvalitet.

Aktivitetscentrene

Ådalscentret har fået tilført en fuldtidsstilling til dagcenter for demente på grund af ekstra ordinært stor efterspørgsel på dagcenterpladser til denne målgruppe. På de øvrige ældrecentre benyttes de ekstra aktivitetsmedarbejderressourcer til forebyggelse af ensomhed og social isolation overfor beboerne på ældrecentrene og borgere, der kommer ind på dagcentret fra egen bolig. Der er få ressourcer til dagcenterfunktionen på Rebild Kommunes fire dagcentre i: Suldrup, Støvring, Skørping og Rørbæk. De ekstra medarbejdere er derfor en stor gevinst for såvel beboerne på ældrecentrene som for borgere i lokalområdet. For borgerne betyder det endvidere, at der ikke bliver lange venteliste til dagcentrene.

På dagcentrene observeres der, at borgere, som visiteres hertil, er blevet mere plejekrævende og har brug for hjælp fra aktivitetsmedarbejderne til personlig færdigheder og til deltagelse i aktiviteterne.

Ekstra ressourcer til ældrecentrene og til hjemmeplejen

-  Der er ansat ekstra medarbejdere, som kan sikre bedre hjælp til beboerne på ældrecentrene og til borgere i egen bolig. De ekstra medarbejdere er ansat til at arbejde der, hvor behovet er størst. Har et ældrecenter eksempelvis en urolig beboer, en mere plejekrævende eller udadreagerende borger, kan de få ekstra hjælp i en periode. Det samme gælder for hjemmeplejen. De ekstra ressourcer er en stor gevinst for borgerne og af økonomisk værdi for ledelsen, idet der spares  på timelønnede vikarer.

Værdighedsmidlerne i årene frem

Hvis midlerne ikke anvendes, skal de tilbagebetales til Sundheds- og ældreministeriet. Efter foråret 2019 gøres der endelig status for ordningen. Herefter forventes det, at midlerne vil indgå i bloktilskuddet udregnet efter en fordelingsnøgle.

Forvaltningen har indsendt en økonomisk redegørelsen for foreløbigt forbrug af 2017-tilskuddet til Sundheds- og Ældreministeriet samt redegørelse for anvendelse af midlerne i 2018. I 2017 bliver alle midler forbrugt.

I 2018 får Rebild Kommune 5.268.000.

Resume

Sagen afgøres i: Sundhedsudvalget


I henhold til finansloven for 2016 blev det besluttet, at kommunernes arbejde med en mere værdig ældrepleje skal prioriteres, hvorfor kommunerne har udarbejdet en Værdighedspolitik, som er retningsgivende for anvendelse af Værdighedspuljen.

Sundhedsudvalget godkendte d. 7. juni 2016 de indsatser, som Rebild Kommune vil anvende værdighedsmidlerne til i hele perioden. Midlerne blev udbetalt første gang, da Sundheds- og Ældreministeriet havde behandlet redegørelsen fra kommunen d. 22. juni 2016. I nedenstående orienteres Sundhedsudvalget om anvendelsen af midlerne i 2017.

Beslutning

Kommissorium og de fire temaer blev godkendt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og ungdomsudvalget, Kultur- og fritidsudvalget, Sundhedsudvalget samt Arbejdsmarkedsudvalget drøfter de foreslåede fire temaer for indholdet i politikken.

Forvaltningen indstiller, at Børne- og ungdomsudvalget, Kultur- og fritidsudvalget, Sundhedsudvalget samt Arbejdsmarkedsudvalget godkender kommissoriet, herunder proces- og tidsplan, som grundlag for forvaltningens videre arbejde med den sammenhængende børne- og ungepolitik. 

Arbejdsmarkedsudvalget, 13. november 2017, pkt. 85:

Kommissoriet og de fire foreslåede temaer blev godkendt.

Anders Norup deltog ikke i behandlingen af sagen.

Økonomi

Revidering af den sammenhængende børne- og ungepolitik beslaglægger ressourcer i Center Børn og Unge, Center Kultur og Fritid, Center Sundhed, Center Arbejdsmarked og Borgerservice samt Center Familie og Handicap. Udgifter går til afholdelse af temadag og workshop samt kommunikation.

Sagsfremstilling

Formålet med den sammenhængende børne- og ungepolitik

Målet er en fælles forståelse af tilgangene til arbejdet med barnet og den unge, så forældrene og barnet/den unge oplever, at der er helhed og sammenhæng i kommunens tilbud.

Den sammenhængende børne- og ungepolitik skal sætte fokus på en sammenhængende, tværfaglig og helhedsorienteret tilgang til arbejdet med børn og unge. Ved at samle alle politikkerne på børne- og ungeområdet, med underliggende temaer, vil det give borgeren et mere overskueligt billede af hvilke mål, der arbejdes efter, og hvordan disse mål vil indfries. Derudover vil den sammenhængende børne- og ungepolitik gøre arbejdet og implementeringerne mere overskueligt.

Den reviderede sammenhængende børne- og ungepolitik erstatter den nuværende: "Fælles Skole- og Dagtilbudspolitik - Perspektiver på det gode børneliv" og strategierne: "Fremtidens Folkeskole" og "Fremtidens Dagtilbud".

Den sammenhængende børne- og ungepolitik skal være med til at understøtte Rebild Kommunes Vision 2025 om et sundt liv i en sund kommune. Samtidig skal politikken bygge på den vision, byrådet udarbejder på visionsseminaret i marts og godkender i maj 2018.

Den sammenhængende børne- og ungepolitik skal ses i sammenhæng med kommunens øvrige politikker og strategier - fx Rebild Kommunes Frivilligpolitik, Integrationspolitik, Sundhedspolitik, Folkeoplysningspolitik, Handicappolitik, Kulturpolitik osv. Forventningen er, at de politikker og strategier, der drejer sig om børn- og unge, som efterfølgende udarbejdes, vil laves i tråd med den Sammenhængende børne- og ungepolitik, således den røde tråd består.

Målgruppen

Målgruppen er børn og unge fra 0 - 18 år (med mulighed for efterværn til barnet er 23 år), der har bopæl i Rebild Kommune. De enkelte temaer i politikken omfatter alt arbejde med børn og unge i Rebild Kommune.

Indhold

Politikken bygges op omkring 4-5 centrale temaer for børne- og ungelivet i Rebild Kommune. Mulige temaer kunne med udgangspunkt i de tidligere politikker være:

  • Relationer
  • Livsduelighed
  • Sundhed og trivsel
  • Uddannelse og job

For at sikre en tværfaglig og bred opbakning til den sammenhængende børne- og ungepolitik foreslås det, at der nedsættes en styregruppe og projektgruppe med inddragelse af Center Børn og Unge, Center Kultur og Fritid, Center Sundhed, Center Familie og Handicap og Center Arbejdsmarked og Borgerservice.

Der er lagt op til en proces, som inddrager politikere, kontraktholdere på børne- og ungeområdet, lokale råd m.fl. Der afholdes en fælles temadag i foråret 2018. Forslag til overordnede mål og centrale temaer til temadagen forelægges til politisk behandling i marts 2018.

Forslag til den sammenhængende børne- og ungepolitik forventes sendt til politisk behandling i maj 2018.

Herefter vil der være offentlig høring i fire uger i juni 2018 og endelig politisk godkendelse af politikken i august 2018.

Resume

Sagen afgøres i: Børne- og Ungdomsudvalget, Sundhedsudvalget, Arbejdsmarkedsudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget.


Den gældende sammenhængende børne- og ungepolitik udløber med udgangen af 2017 og skal derfor revideres.

Forvaltningen har udarbejdet et kommissorium, herunder en proces- og tidsplan, for arbejdet med at udforme en sammenhængende børne- og ungepolitik for Rebild Kommune.

Kommissoriet foreligger til godkendelse.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0