Formålet med den sammenhængende børne- og ungepolitik
Målet er en fælles forståelse af tilgangene til arbejdet med barnet og den unge, så forældrene og barnet/den unge oplever, at der er helhed og sammenhæng i kommunens tilbud.
Den sammenhængende børne- og ungepolitik skal sætte fokus på en sammenhængende, tværfaglig og helhedsorienteret tilgang til arbejdet med børn og unge. Ved at samle alle politikkerne på børne- og ungeområdet, med underliggende temaer, vil det give borgeren et mere overskueligt billede af hvilke mål, der arbejdes efter, og hvordan disse mål vil indfries. Derudover vil den sammenhængende børne- og ungepolitik gøre arbejdet og implementeringerne mere overskueligt.
Den reviderede sammenhængende børne- og ungepolitik erstatter den nuværende: "Fælles Skole- og Dagtilbudspolitik - Perspektiver på det gode børneliv" og strategierne: "Fremtidens Folkeskole" og "Fremtidens Dagtilbud".
Den sammenhængende børne- og ungepolitik skal være med til at understøtte Rebild Kommunes Vision 2025 om et sundt liv i en sund kommune. Samtidig skal politikken bygge på den vision, byrådet udarbejder på visionsseminaret i marts og godkender i maj 2018.
Den sammenhængende børne- og ungepolitik skal ses i sammenhæng med kommunens øvrige politikker og strategier - fx Rebild Kommunes Frivilligpolitik, Integrationspolitik, Sundhedspolitik, Folkeoplysningspolitik, Handicappolitik, Kulturpolitik osv. Forventningen er, at de politikker og strategier, der drejer sig om børn- og unge, som efterfølgende udarbejdes, vil laves i tråd med den Sammenhængende børne- og ungepolitik, således den røde tråd består.
Målgruppen
Målgruppen er børn og unge fra 0 - 18 år (med mulighed for efterværn til barnet er 23 år), der har bopæl i Rebild Kommune. De enkelte temaer i politikken omfatter alt arbejde med børn og unge i Rebild Kommune.
Indhold
Politikken bygges op omkring 4-5 centrale temaer for børne- og ungelivet i Rebild Kommune. Mulige temaer kunne med udgangspunkt i de tidligere politikker være:
- Relationer
- Livsduelighed
- Sundhed og trivsel
- Uddannelse og job
For at sikre en tværfaglig og bred opbakning til den sammenhængende børne- og ungepolitik foreslås det, at der nedsættes en styregruppe og projektgruppe med inddragelse af Center Børn og Unge, Center Kultur og Fritid, Center Sundhed, Center Familie og Handicap og Center Arbejdsmarked og Borgerservice.
Der er lagt op til en proces, som inddrager politikere, kontraktholdere på børne- og ungeområdet, lokale råd m.fl. Der afholdes en fælles temadag i foråret 2018. Forslag til overordnede mål og centrale temaer til temadagen forelægges til politisk behandling i marts 2018.
Forslag til den sammenhængende børne- og ungepolitik forventes sendt til politisk behandling i maj 2018.
Herefter vil der være offentlig høring i fire uger i juni 2018 og endelig politisk godkendelse af politikken i august 2018.