Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Økonomi

Denne løsning vil betyde, at budgettet tilknyttet de seks boliger i Haverslev, som skal lukkes, vil kunne reduceres med 290.000 kr. pr. bolig. Nedgangen til 17 boliger vil udløse 150.000 kr. i tildelingsmodellen for ældrecentre under 20 boliger til Haverslev Ældrecenter.

Prisoverslag på nødvendige ændringer på Haverslev Ældrecenter for, at Hjemmeplejen kan benytte lokalerne til kontor og indmødested:

Sammenlægning af to boliger, fjerne væg, nyt gulv mv.

80.000 kr.

Udvidelse af grusbelagt p-plads til 11 biler

25.000 kr.

Etablering af 24 nye p-pladser og belysning

225.000 kr.

Etablering af strøm og IT

18.000 kr.

I alt (ekskl. moms)

348.000 kr.

Sagsfremstilling

Hjemmeplejedistrikt Syd har for nuværende kontor og indmødested på Nørager Ældrecenter. Idet Nørager Ældrecenter lukker medio 2020, skal der findes nye lokaler til Hjemmeplejedistrikt Syd.

På Haverslev Ældrecenter ligger en fløj for sig selv i den ene ende af ældrecentret. Denne fløj foreslås benyttet som kontor og indmødested for Hjemmeplejedistrikt Syd. Kontor og indmødested på Haverslev Ældrecenter har længe været et ønske fra personalegruppen.

Fløjen har i alt otte boliger; heraf er fire boliger udlejet, to boliger er ledige og to boliger har været lukket siden 2018. Ved at lukke for visitationen for de fire udlejede og de to ledige boliger på fløjen på Haverslev Ældrecenter, vil det give mulighed for, at Hjemmeplejedistrikt Syd kan flytte ind og bruge lokalerne som kontor og indmødested.

Hvis Hjemmeplejedistrikt Syd får base i Haverslev, vil det betyde, at det ikke længere er nødvendigt med en satellitbase i Suldrup, som hjemmeplejen i dag har, fordi Haverslev ligger mere centralt end Nørager i forhold til distriktets geografiske indsatsområde.

Haverslev Ældrecenter vil gå fra at have 23 boliger til at have 17 boliger. Beboerne på Haverslev Ældrecenter og det omkringliggende opland vil ikke mærke forskel, da de foreslåede seks boliger ligger isoleret i en fløj af ældrecentret, og den ledige boligkapacitet er et udtryk for en vigende belægningstendens.

Genhusningsprocedure

Efter evt. politisk beslutning af flytning af Hjemmeplejedistrikt Syd til Haverslev Ældrecenter skal der igangsættes en genhusningsprocedure for de fire beboere, som bor i den fløj, hvor hjemmeplejen skal flytte ind. Efter beslutningen er truffet frigøres boligerne ved, at der ikke længere visiteres beboere til de seks plejeboliger. Frigørelsen af boligerne sker endvidere ved at beboerne frivilligt fraflytter boligerne.

Beboerne kan vælge at flytte til en ledig plejebolig på samme ældrecenter, på et andet ældrecenter i kommunen eller på et ældrecenter i en anden kommune.

På det resterende Haverslev Ældrecenter er der på nuværende tidspunkt to ledige faste plejeboliger. Derudover er der aktuelt tre aflastningsboliger, hvoraf to konverteres til faste plejeboliger pr. 1. januar 2020, ifm. udvidelsen af akuttilbuddet. Disse to boliger vil ligeledes blive tilbudt de beboere, der skal genhuses.

Beboerne kan kun flyttes frivilligt. Det er ikke muligt at opsige beboerne og flytte dem uden deres samtykke.

Hvis beboerne ønsker at flytte til en anden bolig på samme ældrecenter eller til et andet ældrecenter i kommune, vil de få fortrinsret til ledige boliger. Beboerne vil få fortrinsret fra det tidspunkt beslutningen om lukning af plejeboligerne meldes ud. Rebild Kommune betaler alle flytteomkostninger forbundet med flytningen herunder nyt indskud.

Tidsplan

Hel eller delvis flytning af Hjemmeplejedistrikt Syd vil være afhængig af processen for genhusning af beboerne.

Hjemmeplejen forventes at flytte ind i de nye lokaler ultimo januar 2020.

Høring i Ældrerådet og SektorMED Pleje og Omsorg

Forslag om flytning af Hjemmeplejedistrikt Syd fra Nørager til Haverslev var i foråret 2019 i høring i Ældrerådet og SektorMED Pleje og Omsorg.

Ældrerådet havde følgende bemærkninger:

Ældrerådet er løbende blevet orienteret om belægningen på kommunens ældrecentre samt udgifterne til tomgangshusleje. Set i lyset af dette samt beslutningen om at lukke Nørager Ældrecenter finder ældrerådet initiativet omkring flytning af Hjemmeplejedistrikt Syd og lukning af de 6 boliger på Haverslev Ældrecenter som den bedste og billigste løsning, hvorfor rådet tilslutter sig initiativet.

SektorMED Pleje og Omsorg havde følgende bemærkninger:

SektorMED kan godt anbefale dette forslag. Det fremhæves dog, at en evt. personalereduktion eller personaleflytning skal foregå på ordentlig vis. Der skal tages hensyn til personalet, hvis nogle f.eks. skal flyttes fra ældrecentret til hjemmeplejen. SektorMED kan være bekymret over den lille størrelse Haverslev Ældrecenter vil få, og den sårbarhed det kan bevirke. Med forslaget følger en forholdsvis stor personalereduktion, som SektorMED kan være bekymret for, vil gøre personalegruppen sårbar ved f.eks. sygdom og ferie.

SektorMED gør ydermere opmærksom på, at der skal tages højde for logistik og parkeringsforhold ved ældrecentret i Haverslev, både for pårørendes, personalets og hjemmeplejens biler.

Resume

Sagen afgøres i: Sundhedsudvalget

Sundhedsudvalget besluttede på udvalgsmøde d. 3. september 2019 (pkt. 102), at der igangsættes arbejde med at flytte Hjemmeplejedistrikt Syd til Haverslev Ældrecenter. Forvaltningen præsenterer hermed en samlet sag om flytningen og genhusning af beboere på ældrecentret.

Flytningen af Hjemmeplejedistrikt Syd til lokaler på Haverslev Ældrecenter indstilles godkendt af Sundhedsudvalget.

Beslutning

Godkendt.Sundhedsudvalget indstiller, at Allan Jæger udpeges til bestyrelsen.

Indstilling

Sundhedsudvalget, 3. september 2019, pkt. 103:

Indstilling godkendt med bemærkning om, at Ældrerådet også omfattes af høringen.

Børne- og Familieudvalget, 4. september 2019, pkt. 121:

Sendes i høring hos Handicaprådet med høringsfrist d. 15. september 2019.

Forvaltningen indstiller:

- at Sundhedsudvalget og Børne- og Familieudvalget træffer beslutning om at godkende samarbejdsaftale med CKU på voksenområdet med Mariagerfjord Kommune og Vesthimmerlands Kommune samt løsning på børneområdet hos Rebild Kommunes PPR.

- at Sundhedsudvalget og Børne- og Familieudvalget indstiller til Byrådet, at der udpeges en repræsentant fra Rebild Kommunes byråd til bestyrelsen i det tværkommunale samarbejde.

Økonomi

Den nuværende finansieringsaftale med Taleinstitut og Hjerneskadecenter, der udløber ultimo 2019, indebærer, at Rebild Kommune betaler et fast beløb uanset hvor mange personer, der er i behandling. Faktisk forbrug viser hvor meget der er forbrugt i hhv. 2017 og 2018. Uforbrugt ramme er udtryk for, at Rebild Kommune under den nuværende aftale med Taleinstitut og Hjerneskadecenter Nordjylland ikke har forbrugt lige så meget, som der er betalt for i hverken 2017 eller 2018:

Forvaltningen forventer, at behovet for ydelser på området i 2020 og fremover vil afspejle det hidtidige forbrug. På den baggrund anvendes i det følgende helårstal fra 2018 som pejlemærke:

Når der tages udgangspunkt i takster og antal forbrugte timer fra 2018, ser den økonomiske sammenligning således ud:

Der er i budget 2019 1,2 mio. kr. til objektiv finansiering af Taleinstitut og Hjerneskadecenter. Denne budgetpost videreføres som udgangspunkt i 2020. Et evt. mindreforbrug i 2020 ved de nye takstfinansierede løsninger, vil skulle dække stigende efterspørgsel, samt nødvendig uddannelsesmæssig opkvalificering, af de PPR medarbejdere der skal varetage mere specialiserede opgaver på børneområdet.

Den udarbejdede samarbejdsaftale på voksenområdet bygger på fuld takstfinansiering, og alle tre kommuner forpligtiger sig til at købe ydelsen hos CKU, hvis de kan løfte opgaven. Serviceniveauet fremgår af ydelseskataloget.

Hvis det indenfor en overgangsperiode på to år viser sig, at en central visitation ud fra det kommunalt besluttede serviceniveau fører til en lavere efterspørgsel, garanterer de tre kommuner et mindstekøb på 4.200.000 kr. om året. Af disse forpligter Rebild Kommune sig til et forbrug ved CKU for minimum 0,2 mio. kr. årligt i 2020 og 2021.

Økonomien i en løsning på børneområdet, hvor PPR løser en del af de opgaver, der tidligere blev videresendt til Taleinstitut eller Hjerneskadecenter, forventes at kunne holdes indenfor den nuværende ramme, og aftales internt mellem CFH og PPR.  

Sagsfremstilling

Den fælles nordjyske finansieringsaftale om drift af Taleinstituttet og Hjerneskadecentret under Aalborg Kommune udløber med udgangen af 2019. I KKR har et flertal af kommunerne besluttet, at finansieringsaftalen ikke forlænges. Mariagerfjord Kommune, Rebild Kommune og Vesthimmerlands Kommune har siden februar haft drøftelser på chef- og direktørniveau, med henblik på at afdække om det nuværende samarbejde i Center for Kommunikation og Undervisning (CKU) mellem Mariagerfjord Kommune og Vesthimmerlands Kommune kan udbygges med Rebild Kommune, samt om det er muligt at løfte det faglige niveau til også at omfatte ekspertydelser, som typisk har været købt hos Taleinstituttet og Hjerneskadecentret eller i Region Midt.

Aalborg Kommune har tilbudt, at kommunerne fra 2020 og frem kan indgå bilaterale aftaler. Aftalerne indgås i pakker på forskellige ydelsestyper og for 2 eller 4 år ad gangen. Ubrugt økonomisk ramme vil ikke kunne overføres imellem ydelsestyper, men alene på tværs af år ved indgåelse af 4-årige aftaler. Aalborg Kommune satte en kort frist (ultimo april 2019) for indgåelse af bilaterale aftaler for 2020. Forvaltningen rettede primo april henvendelse til Aalborg Kommune med en forespørgsel om mulighed for at udsætte svarfristen med minimum en måned, således at den alternative løsning i Himmerland kunne undersøges. Dette afviste Aalborg Kommune, hvorfor muligheden for at gøre brug af Taleinstituttet og Hjerneskadecentret i 2020 vil skulle ske til VISO-takst (se økonomiafsnit).

Samarbejdsaftalen på voksenområdet med Mariagerfjord og Vesthimmerlands Kommuner

Mariagerfjord Kommune, Vesthimmerlands Kommune og Rebild Kommune har sammen udarbejdet vedlagte oplæg til en samarbejdsaftale (se bilag) på voksenområdet til beslutning i de tre kommunalbestyrelser med virkning fra 1. januar 2020. Aftalen bygger på følgende:

  • Aftalens målgruppe er borgere med erhvervede eller medfødte handicap indenfor hjerneskader og borgere med stemmevanskeligheder. Derudover er der mulighed for borgere med generelle indlæringsvanskeligheder og sindslidelse eller Parkinsonisme/sklerose.
  • Aftalen løser det samlede specialiserede tilbud overfor borgere i målgruppen i de tre kommuner indenfor det kommunalt fastsatte kvalitetsniveau og gældende lovgivning, herunder specifikt overholdelse af Sundhedsstyrelsens nationale retningslinjer for erhvervet hjerneskade. Ydelseskatalog vedhæftet. CKU vil i efteråret 2019 efteruddanne personalet til at kunne varetage opgaverne omkring Amyotrofisk Lateral Sklerose (ALS er en sygdom, som rammer de motoriske nerver i hjerne, hjernestamme og den forlængede rygmarv, og som med tiden blandt andet giver synke- og talebesvær), borgere med løbsk tale, Laryngotonede (strubeopererede) og mundhuleopererede, som tidligere har været købt hos Taleinstituttet. Specialfysioterapi kan købes igennem Børn i Bevægelse (BIB) i Vesthimmerlands Kommune, der har efteruddannet og specialiseret en fysioterapeut. De neuropsykologiske undersøgelser vil fremover blive købt udført igennem Center for Pædagogik og Psykologi (CPP) i Vesthimmerlands Kommune med supervision af neuropsykolog fra Østerskoven i Hobro, Taleinstituttet eller Region Midt. Lignende opgaver kan efter aftale på sigt varetages af PPR/sundhedsmedarbejdere i Rebild Kommune og Mariagerfjord Kommune.
  • Undervisningen vil foregå på lokaliteter rundt i de tre kommuner, hvilket vil minimere borgernes transporttid.
  • Aftalen skal sikre dialog om tilbud, planlægning, kvalitet og udvikling i de enkelte faglige tilbud og skolen som helhed. Dette sker i en administrativ styregruppe, hvor fagchefen for de tre kommuner har sæde med ad hoc deltagelse af lederen af CKU.
  • Aftalen skal sikre, at undervisningstilbuddene koordineres fagligt og planlægningsmæssigt med den samlede vifte af tilbud på det sociale område. Hver af de tre kommuner udpeger en visitator og en stedfortræder for denne, som forestår visitation, og er kontaktperson til CKU.
  • Aftalen er gældende fra 1. januar 2020 og indtil videre, med et opsigelsesvarsel på 1 år til udgangen af et kalenderår. Aftalen er uopsigelig til og med 31. december 2021. Aftalen skal løbende evalueres og styregruppen foranstalter, at der årligt udarbejdes en evalueringsrapport.
  • Aftalen er under lov om specialundervisning for voksne, så der skal nedsættes en bestyrelse med et medlem fra hver kommunalbestyrelse, to medlemmer udpeget af handicaporganisationerne, to medarbejdere valgt af og blandt institutionens lærere og øvrige medarbejdere og et medlem valgt af og blandt institutionens brugere. Fra Vesthimmerlands Kommune er valgt Kirsten Moesgaard, og fra Mariagerfjord er valgt Peter Muhl.
  • Aftalen er fuldt takstfinansieret som det fremgår af ydelseskataloget (se bilag). Dog forpligter alle tre kommuner sig til at købe ydelserne hos CKU, hvis de er i stand til at løse opgaven.

Samarbejdsaftalen løser det samlede specialiserede tilbud overfor voksne borgere i målgruppen i de tre kommuner indenfor det kommunalt fastsatte kvalitetsniveau og gældende lovgivning, herunder specifikt overholdelse af Sundhedsstyrelsens nationale retningslinjer for erhvervet hjerneskade.

Det er forvaltningens faglige vurdering, at vi med aftalen får en opgaveløsning, der vil kunne matche borgernes behov.

Organisering og kommunikation

Siden februar 2019 har der været afholdt 4 møder med deltagelse af fagchefer og direktører fra Mariagerfjord Kommune, Rebild Kommune og Vesthimmerlands Kommune. Derudover har der været afholdt et antal arbejdsmøder med blandt andet Østerskoven.

Samarbejdsaftalen er til politisk behandling i de tre kommuner i september måned 2019.

Ydelser på børneområdet

På børneområdet vil Rebild Kommunes PPR fremadrettet varetage de enkleste af de specialiserede opgaver, der tidligere er blevet løst gennem Taleinstituttet / Hjerneskadecentret. Der er tale om problematikker, som Rebild Kommunes tre tale- og hørekonsulenter forventes at blive i stand til at varetage med uddannelsesmæssig opkvalificering. Der vil også være opgaver, hvor barnets udredning nødvendigvis skal foretages af en ekstern udbyder med høj specialisering, og hvor den efterfølgende træning kan varetages af en medarbejder i PPR.

Til børn med problematikker hvor der kræves en høj grad af specialisering i både udredning og træning, vil disse ydelser fortsat blive håndteret eksternt gennem køb af ydelser fra Taleinstituttet / Hjerneskadecentret eller vejledning gennem VISO. Dette vil typisk være meget få børn.  

Forvaltningens indstilling

Forvaltningen indstiller, at Rebild Kommune tilslutter sig samarbejdsaftalen på voksenområdet med Vesthimmerlands og Mariagerfjord Kommuner. Forvaltningen vurderer, at denne aftale vil løse det samlede specialiserede tilbud for voksne borgere i målgruppen. Desuden vil tilbuddet kunne leveres i egen kommune, hvilket vil betyde kortere transporttid for de fleste borgere. Endelig er aftalen takstfinansieret, hvorfor Rebild Kommune fremover alene har udgifter til faktisk leverede ydelser. På børneområdet indstiller forvaltningen, at ydelserne fremover leveres af PPR i Rebild Kommune med tilkøb af de mest specialiserede ydelser enten i de øvrige kommuner i Himmerland eller hos Taleinstituttet.

Sag genoptaget efter høring

Samarbejdsaftalen og løsningen på børneområdet har været sendt til høring i Ældrerådet og Handicaprådet. Høringssvar fra Ældrerådet og Handicaprådet indgår som bilag.

Sammenfatning af Ældrerådets høringssvar:

  • Der ønskes en lægefaglig visitation til tilbuddene i CKU. Kommentar fra forvaltningen: Med den nye samarbejdsaftale med CKU ændres der ikke på den hidtidige visitationsprocedure. Visitationen vil fortsat foretages socialfagligt baseret på en lægelige vurdering.
  • Der ønskes handicapvenlige adgangsforhold til tilbuddene. Kommentar fra forvaltningen: Adgangsforholdene i forbindelse med tilbuddene vil være handicapvenlige for sikring af, at borgere med handicaps også kan anvende tilbuddene.
  • Der stilles spørgsmål til, hvem der repræsenterer Rebild Kommune i bestyrelsen. Kommentar fra forvaltningen: Udpegning af repræsentant til bestyrelsen finder sted på kommende byrådsmøde.

Sammenfatning af Handicaprådets høringssvar:

  • Der ønskes en sikring af, at den rette opkvalificering af personalet finder sted, og at denne er opnået inden aftalen træder i kraft. Forvaltningens kommentar: I aftalen med CKU indgår kompetenceløft af medarbejdere i efteråret 2019. Ved behov vil de specialiserede kompetencer blive indkøbt hos anden aktør med den rette specialisering.
  • Der er bekymring for, om de børn der har mest specialiserede behov, kan få den rette hjælp fra Rebild Kommunes PPR. Forvaltningens kommentar: I de tilfælde hvor kommunens PPR-medarbejdere ikke besidder de specialiserede kompetencer til at kunne hjælpe barnet, vil udredning og/eller behandling overgå til Taleinstituttet eller Hjerneskadecenter Nordjylland.
  • Der ønskes ekstern audit i forhold til håndteringen af de berørte borgere samt personalets kompetenceløft. Forvaltningens kommentar: Styregruppen vil, udover at følge processen tæt, foretage en løbende evaluering af aftalen og udarbejde en årlig evalueringsrapport der også vil tilgå Handicaprådet.

Forvaltningen understreger på baggrund af drøftelser på de seneste udvalgsmøder, at den nødvendige opkvalificering af de PPR medarbejdere, der skal varetage mere specialiserede opgaver på børneområdet, vil finde sted uafhængigt af den mulige besparelse.

  

Resume

Sagen afgøres i: Sundhedsudvalget og Børne- og Familieudvalget

I Kommune Kontakt Rådet (KKR) har et flertal anbefalet, at der fra 2020 ikke længere skal være en fælleskommunal finansieringsaftale med Taleinstituttet og Hjerneskadecentret i nordjysk regi. På byrådsmødet den 28.03.19 vedtog et flertal, at anbefalingen fra KKR følges, således at der ikke indgås en fælles nordjysk finansieringsaftale med Taleinstituttet og Hjerneskadecentret i nordjysk regi, til erstatning for den aftale der udløber med udgangen af 2019.

Byrådet besluttede på samme møde, at forvaltningen skulle udarbejde forslag til sikring af forsyningsforpligtelsen på tale- og hjerneskadeområdet, herunder både en aftale med Vesthimmerland og Mariagerfjord Kommune samt en fortsat aftale med Taleinstituttet.

For voksenområdet fremlægges udkast til en samarbejdsaftale for Mariagerfjord Kommune, Rebild Kommune og Vesthimmerlands Kommune. Derudover indgår også forslag til overordnet aftale for håndtering af de specialiserede ydelser på børneområdet, der hidtil er varetaget af Taleinstituttet og Hjerneskadecentret. Endelig fremgår muligheden for fortsat køb af ydelser på Taleinstituttet og Hjerneskadecentret.

Sagen har været behandlet i Børne- og Familieudvalget d. 4. september 2019 og Sundhedsudvalget d. 3 september 2019. Høringssvar fra Rebild Kommunes Ældreråd og Handicapråd indgår som bilag.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0