1. Råstofplan 2020 i høring
Region Nordjylland har sendt udkast til Råstofplan 2020 i høring indtil 1. oktober 2020. Af udkast til Råstofplan 2020 fremgår det, at der ikke er ændret i udlagte råstofområder i Rebild Kommune. Forvaltningen forventer at indsende et kort høringssvar, hvor vi vil henvise til kommunens tidligere høringssvar i forbindelse med debatoplæg til Råstofplan 2020. Området ved Øster Hornum – Estrup Mark ønskes fortsat udtaget under samme hensyn som angivet i høringssvar til Råstofplan 2016.
2. Status til Miljøstyrelsen på den kommunale indsats på spildevand i det åbne land
Miljøstyrelsen har anmodet Rebild kommune om status på indsatsen på spildevand i det åbne land i medfør af de statslige vandområdeplaner. Kommunerne er forpligtet til at gennemføre indsatsen inden udgangen af 2021.
Forvaltningen vil orientere Miljøstyrelsen om at status i Rebild Kommune er, at vi administrativt har gennemgået ejendomme indenfor de udpegede områder og vurderer at ca. 325 ejendomme kræver fysisk opsporing. Rebild Kommune er endnu ikke påbegyndt opsporingen. Rebild Kommune har prioriteret de enkelte indsatsområder i forhold til vandløbenes vigtighed og vil udføre opsporingen herefter. Rebild Kommune vurderer ikke at kunne opfylde indsatsen for alle udpegede oplande indenfor Vandområdeplanens tidsfrist.
Der er også i vandområdeplanen udpeget et regnbetinget udløb som skal håndteres. Det er er overløbsbygværket fra Gl. Skørping. Forvaltningen forventer, i samarbejde med Rebild Vand & Spildevand A/S og Miljøstyrelsen, at finde en løsning på udløbet.
Rebild Kommune har de seneste tre år prioriteret indsatsen for opsporing af fejlkoblinger i særligt to byer, Øster Hornum og Haverslev. Opfølgningen på opsporingen er næsten færdig for Øster Hornum og opsporingsarbejdet for Haverslev er ved at være afsluttet, hvorefter opfølgningen vil påbegyndes. Fejlkoblingerne i Haverslev har udløb til Haverslev Bæk (Vandområde id: o7384), som jævnfør Basisundersøgelsen 2021-2027 ikke har målopfyldelse. Det er Rebild Kommunes vurdering at fejlkoblinger i Haverslev kan være en væsentlig årsag til der ikke er målopfyldelse i Haverslev Bæk. Det er Rebild Kommunes vurdering at fejlkoblinger er en større miljøforurening end direkte udledninger i det åbne land, hvorfor vi har prioriteret fejlkoblinger i højere end indsatsen i det åbne land.
3. Afgørelse i sag om tillægsregulativ for Skelbækken
Miljø- og Fødevareklagenævnet har i brev af 17. april 2020 ophævet Rebild Kommunes afgørelse af 8. juni 2016 om vedtagelse af tillægsregulativ for Skelbæk. Afgørelsen blev påklaget af Sportsfiskerforeningen Pirken og Danmarks Naturfredningsforening. Klagerne gik på, at der ikke er overensstemmelse mellem anvendelse af mejekurv og opretholdelse af gode fysiske og økologiske forhold i vandløbet, og at fastholdelse af to årlige grødeskæringer i et vandløb med gode faldforhold vil have en begrænset effekt på afvandingen og vil ske på bekostning af vandløbskvaliteten.
Klagenævnet finder, at afgørelsen er ugyldig som følge af retlig mangel. Rebild Kommune mangler i sin afgørelse at træffe screeningsafgørelse efter Miljøvurderingsloven om, hvorvidt regulativet er omfattet af kravet om miljøvurdering.
Klagenævnet henviser til Vandrammedirektivet og fremhæver, at der skal foretages de nødvendige foranstaltninger med henblik på at forebygge forringelse af tilstanden for alle overfladevandområder. Regulativet skal vurderes i forhold til vandmiljøet, og tilladelse skal nægtes, såfremt projektet kan medføre en forringelse af tilstanden for et overfladevandområde, eller når det indebærer risiko for, at der ikke opnås en god økologisk tilstand for overfladevand.
Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærker, at antallet af skæringer, tidspunktet herfor, måden der skæres på og omfanget af vandløbsvedligeholdelsen kan have betydning for, hvorvidt der kan opnås målsætningsopfyldelse for den økologiske tilstand i de målsatte vandløb.
4. Ny stiforbindelse ved Kærvej i Støvring
I forbindelse med realiseringen af vejprojektet i Støvring Ådale ændres jf. byrådets beslutning 29.06.2017 og dispositionsplanen for Støvring Ådale, viadukten ved Kærvej, til stiforbindelse.
Viadukten er højde- og breddebegrænset, hvilket betyder at to køretøjer ikke kan passere hinanden samtidig, og at lastbiler og høje varevogne ikke kan passere. Med den fortsatte byudvikling i Støvring Ådale er det, i forhold til trafikafviklingen og trafiksikkerheden, derfor ikke hensigtsmæssigt at opretholde viadukten for biltrafik. Viadukten skal fremadrettet udgøre en sikker forbindelse for gående og cyklende, herunder specielt skolebørn.
Biltrafikken til og fra Støvring Ådale, samt området ved Volsted, skal anvende den nordlige broforbindelse over jernbanen, indtil den nye bro ved Klepholmvej kan ibrugtages ved udgangen af indeværende år. Det estimeres at dreje sig om ca. 900 bilture/døgn, som i perioden omlægges til den nordlige forbindelse.
Ændringen gennemføres i løbet af juni måned.
5. Udbud af projektering og lokalplan for Mastrup Bæk
Rebild Kommune og Rebild Vand & Spildevand A/S har indgået et samarbejde om at forbedre regnvandshåndteringen, Mastrup Bæk og den rekreative oplevelse omkring Mastrup Søerne i Støvring. I forbindelse med dette projekt er der blevet udarbejdet et dispositionsforslag, afholdt et borgermøde og udført undersøgelser af sedimenterne i søerne. På baggrund heraf har Rebild Kommune og Rebild Vand & Spildevand A/S udarbejdet et fælles udbud for Mastrup Søerne. Udbuddet omhandler et projektforslag for området, en ny lokalplan og miljøvurderingen af både projektforslaget og lokalplanen. Udbuddet er på kommunens udbudsplan for 2020. Rådgiver vælges i starten af juni. Projektet forventes at vare til oktober 2021 med forventet udførsel herefter.
6. Projekt Ren Natur i 2020
Rebild Kommune deltager igen i affaldsindsamlingsprojektet: Ren Natur. I år er der oprettet 12 ruter. Der er god opbakning til konceptet, alle ruter er tildelt og der er flere foreninger på venteliste. Center Natur og Miljø har valgt at oprette to ekstra ruter i år for at støtte op om de frivilliges gode indsats. Det er eksisterende ruter, der bliver gennemgået på to forskellige tidspunkter. På grund af Corona er det stadig lidt usikkert, hvornår indsamlingerne starter.