Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Beslutning

Orientering taget til efterretning.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget tager orienteringen til efterretning

Sagsfremstilling

Regeringens Klimaplan Den 16. juni blev regeringens nye klimaplan offentliggjort. Planen indeholder en række politiske aftaler der har betydning for affaldssektoren. Aftalerne skal yderligere konkretiseres og udmøntes i lovgivning. Miljøstyrelsen forventer en ny affaldsbekendtgørelse og tilhørende vejledninger i høring efter sommerferien.

Planens hovedformål er at øge genanvendelse af ressourcer i affald og derved reducere CO2-udledning som følge af mindre forbrænding af affald. Dette skal opnås ved øget og bedre sortering både ved husholdninger og erhverv.

Affaldssorteringen skal ensrettes i hele landet, så der sikres større mængder ensartet affald, der vil gøre det nemmere for private virksomheder at operere på markedet for genanvendelse og cirkulær økonomi. Planen udstikker en række konkrete krav til kommunernes affaldsindsamling og -sortering. Se bilag 1 og 2 for henvendelse fra Miljøstyrelsen.

Planens overordnede tiltag
Forbrændingskapaciteten i Danmark er for høj til de forventede reducerede mængder affald. Kapaciteten skal reduceres med 30 % indtil 2030. Der er i dag fem affaldsforbrændingsanlæg i Nordjylland, men i fremtiden skal der måske kun være halvdelen. Senest om et halvt år skal der foreligge en plan for nedlukning af de mindst miljørigtige affaldsforbrændingsanlæg.

Kommunerne skal udbyde sortering og behandling af genanvendeligt affald, gerne tværkommunalt. Kommunale anlæg skal fremover konkurrere og byde på husholdningsaffaldet på lige vilkår med private aktører. Kommunerne har fortsat det fulde ansvar for at sikre høj reel genanvendelse af samtlige genanvendelige affaldstyper.

Genbrugspladser skal fortsat drives af kommunerne, og der skal øget fokus på direkte genbrug. Det er et krav at der er et område på hver plads, hvor borgere kan aflevere og hente genbrugseffekter. Kommunerne forpligtes til at inddrage frivillige organisationer i forhold til at øge direkte genbrug. Rebild Kommune har tidligere forsøgt at opstarte et samarbejde med frivillige og forventer at dette skal genoptages.

Fra 2023 er der krav om standardiserede nedrivningsplaner og kompetencekrav til selektiv nedrivning af byggerier, så værdifulde materialer i højere grad end i dag, genbruges og genanvendes, før de nyttiggøres som fx fyld under veje eller i støjvolde.


Borgernære tiltag

Der skal indsamles ti forskellige typer affald husstandsnært fra boliger. Rebild indsamler otte forskellige typer affald ved husstandene i dag. Se bilag 3 for oversigt over affaldssortering ved husstande i region Nordjylland.


Affaldet skal indsamles i 2-4 containere ved enfamilieboliger, eller i fællesløsninger, for eksempel nedgravede containere, ved flerfamilieboliger. Glas kan fortsat indsamles på centrale steder. I Rebild står glascontainere typisk ved indkøbsmuligheder.



Nye ordninger I Rebild Kommune

Rebild Kommune skal etablere ordninger for indsamling af madaffald og drikkevarekartoner. Desuden kan vi forvente at skulle revurdere tilrettelæggelse af storskraldsindsamlingen, fordi det er meget manuelt arbejde. Derudover skal der evt. ske yderligere udsortering af brændbart storskrald efter indsamling. Frivillige organisationer skal have adgang til genbrugstekstiler, så indsamling af tekstil skal evt. tilrettelægges på en anden måde. Vi forventer at ordning for genbrugscontaineren kan udvides til at omfatte drikkevarekartoner. Dette vil nødvendiggøre at beholder tømmes oftere end hver 4. uge som det er i dag. Denne løsning arbejdes der på sammen med de andre nordjyske kommuner, der leverer affald til sorteringsanlægget ved Reno-Nord.


Madaffald skal indsamles separat og forbehandles til energiudnyttelse i biogasanlæg. Det er besluttet i Rebild d. 26. marts 2020 at indsamling skal ske i opdelte beholdere med restaffald og madaffald med tømning hver 14. dag. Beholderne tømmes af to-kammer biler. Behandlingen af madaffald skal i udbud, men omlastning og transport til modtager forventer vi selv at skulle stå for, evt. i samarbejde med andre nordjyske kommuner.


Udbud af indsamling og indkøb af materiel

Det er nødvendigt at være i god tid, når vi skal udbyde indsamling af rest- og madaffald, for der er min. 1½ års ventetid på nye to-kammer skraldebiler. Fordi der sker meget på affaldsområdet lige nu, forventer forvaltningen at udnytte optioner på de nuværende kontrakter fuldt ud. Det vil sige at en ny ordning forventes at kunne træde i kraft april 2023. Udbudsmaterialet skal offentliggøres i løbet af 2021.


Indkøb af materiel til ny indsamlingsordning skal udbydes samtidig med indsamling, så kontrakterne følges ad. Vi planlægger en test af forskellige containertyper før udbuddet. Det er vigtigt at materiellet er holdbart. Det tager tid og koster penge, når vi ofte skal reparere eller udskifte materiel. Der vil ske en udfasning af 770 L containere + 70 L containere. Begge typer er ringe i forhold til arbejdsmiljø og 70 L forventes overflødig, når vi tømmer hver 14. dag.


Rebild Kommunes affaldsplan

Affaldsplanen er planlagt til offentlig høring og endelig godkendelse i 2020, men den nationale affaldsplan er endnu ikke udgivet. De kommunale planer skal følge den nationale og må ikke stride mod den.

Forvaltningen arbejder med forskellige initiativer til planen med afsæt i de krav fra regeringen, som vi kender på nuværende tidspunkt. Affaldsplanen fremlægges for Byrådet senere på året.

Resume

Sagen afgøres i: Teknik- og Miljøudvalget


Udvalget orienteres om affaldsområdet

Beslutning

Godkendt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget træffer beslutning om:

- at procesplanen for håndtering af BNBO i Rebild kommune godkendes,

- at principper for risikovurdering af BNBO godkendes

Økonomi

Frivillige dyrkningsaftaler med lodsejerne i BNBO er mod fuld erstatning på markedsvilkår. Vandsamarbejdet betaler for de aftaler, som vandsamarbejdet indgår på vegne af medlemsvandværkerne. Regningen for de aftaler, som kommunen indgår, kan sendes videre til vandværket eller vandsamarbejdet.


Hvis forvaltningen skal forhandle frivillige aftaler for nogle vandværker og stå for f.eks. tinglysning af dyrkningsdeklarationer eller opkøb, tilsyn med dyrkningsaftalen og flere møder med konsulent, vandværk mv. vil det kræve betydelige ressourcer (både medarbejderressourcer og konsulentbistand) i forvaltningen.

Sagsfremstilling

Baggrund:

BoringsNære BeskyttelsesOmråder (BNBO) er områder omkring almene vandværkers boringer, hvor grundvandet og drikkevandet er særligt sårbart mod forurening med blandt andet pesticider. BNBO er udpeget af staten og beregnet på baggrund af oplysninger om bl.a. jordlagenes egenskaber, grundvandets strømningsretning og indvindingens størrelse. I disse områder kan f.eks. en væltet marksprøjte have store konsekvenser, da der kun er en lille fortynding og kort transporttid til boringerne. Der er pt. 50 BNBO i Rebild Kommune med et samlet areal på ca 124 ha. BNBO i kommunen har størrelser, der varierer mellem 0,1 og 16 ha.


Der er i januar 2019 vedtaget en tillægsaftale til Aftale om Pesticidstrategi 2017-2020 i Folketinget med bred politisk opbakning. Tillægsaftalen har blandt andet til formål at reducere risikoen for forurening af grundvandet fra erhvervsmæssig brug af pesticider i BNBO. Aftaleparterne ønsker frivillige lokalt forankrede aftaler med lodsejerne.


Tillægsaftalen til Aftale om Pesticidstrategi 2017-2020 indeholder en indsats inddelt i to faser:

  • FASE 1, som er gennemgang/risikovurdering af alle BNBO og frivillige aftaler mod fuld erstatning på markedsvilkår via vandtaksten. FASE 1 kører indtil udgangen af 2022.
  • FASE 2 kommer kun i spil, hvis aftaleparterne vurderer, at kommunerne ikke er kommet i mål med beskyttelsen i FASE 1. Der vil så ved lov blive indført et generelt sprøjteforbud mod kompensation for tab i alle BNBO.


Procesplan for BNBO:

Forvaltningen har vedlagt et forslag til procesplan for Rebild kommunes håndtering af BNBO i bilag 1 til godkendelse, hvor rollefordelingen i BNBO-opgaven er vist sammen med de politiske beslutninger, der skal træffes i processen.


Forvaltningen foreslår en proces, hvor Koordinationsforum (landbrugsorganisationer, vandværker mfl.) inddrages umiddelbart efter at procesplanen er vedtaget. Koordinationsforum vil her have mulighed for at komme med input til procesplanen og de principper, som foreslås anvendt i forvaltningens risikovurdering af BNBO. Når Koordinationsforum er blevet inddraget, og risikovurderingen er færdig, skal det politisk besluttes, om processen skal fortsætte med de BNBO, som risikovurderingen viser skal beskyttes. Her kan der også skulle træffes principbeslutning om hvorvidt kommunen er villig til ekspropriation. Det er bl.a. afgørende for om lodsejerne kan opnå skattefrihed på erstatningen.


Når det er politisk besluttet at gå videre med beskyttelsen starter arbejdet med at forhandle frivillige aftaler med lodsejerne. Her vil det være muligt at tilpasse f.eks. brugsgrænser og andre forhold til lodsejerens ønsker. Hvis der ikke kan opnås enighed om indgåelse af en frivillig aftale kan kommunen påbyde stop med brug af pesticider. Det vil blive lagt op til politisk beslutning inden der udstedes påbud.


Det skal nævnes, at det også har betydning for processen, om vandsamarbejdet i Rebild Kommune (VSRK) kommer til at inkludere alle kommunens almene vandværker (se også dagsordenspkt. nr. 138 om vandsamarbejde om grundvandsbeskyttelse).


Principper for risikovurdering af BNBO:

Reglerne for risikovurdering er overordnet fastlagt med lovgivningen. Den tidligere minister har også i et hyrdebrev sat retning med en udtalelse om, at det er det helt klare udgangspunkt, at det skal være slut med at sprøjte i BNBO. Nogle kommuner har forsøgt sig med en mere lempelig tilgang med det sigte at centralisere indvindingen omkring få boringer. Der er dog en risiko for, at det kan medføre at FASE 2 komme i spil med et generelt sprøjteforbud i alle BNBO - også dem som kommunerne har vurderet ikke skal beskyttes. Et generelt forbud vil dog ikke omstøde de frivillige aftaler, som er indgået.


Den nye bekendtgørelse stiller kun krav om, at risikovurdering og indgåelse af aftaler skal foretages i forhold til erhvervsmæssig brug af pesticider. Det anbefales dog, at der i de BNBO hvor risikovurderingen viser, at der skal beskyttes for pesticider samtidig, foretages risikovurdering i forhold til nitrat og andre forureninger. På denne måde kan det undgås, at samme areal skal genbesøges flere gange ved først at lave aftaler om brug af pesticider for så senere at skulle lave aftaler om f.eks. begrænsning af brug af gødning på arealet.


Forvaltningen foreslår, at gennemgang / risikovurdering af BNBO foretages ud fra følgende principper i Rebild Kommune (se også bilag 2):

  • Boringer, som planlægges sløjfet inden for få år beskyttes ikke
  • Hvis vandkvaliteten i boringen viser, at boringen er sårbar, beskyttes BNBO
  • Hvis boringen vurderes at være vigtig for den fremtidige forsyningsstruktur, beskyttes BNBO
  • Der foretages en fuld risikovurdering, hvis ingen af de ovenstående udsagn er sande
  • Der beskyttes også mod udvaskningen af nitrat, hvis indholdet af nitrat i boringen er større end 10 mg/l og/eller der er en stigende tendens i indholdet af nitrat i boringen.

Resume

Sagen afgøres i: Teknik- og Miljøudvalget


Kommunerne er blevet pålagt at gennemgå alle (drikkevands-)boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), så de kan blive beskyttet mod forurening fra erhvervsmæssig brug af pesticider. Målet er at opnå frivillige lokalt forankrede aftaler, hvor der tages højde for lodsejernes ønsker til brugsgrænser mv.


Der skal træffes beslutning om en procesplan for opgaven samt principper for, hvornår der skal beskyttes.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0