Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Beslutning

Taget til efterretning.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget tager orienteringen til efterretning

Økonomi

Ingen økonomiske konsekvenser

Sagsfremstilling

Kvalitativt ledelsestilsyn på socialområdet børn og unge, april måned 2017

I forlængelse af den overordnede Plan for ledelsestilsyn i CFH Myndighed (udarbejdet i juli 2016 - se bilag), udarbejdes det konkrete ledelsestilsyn april 2017. Sagsudsnittet på Socialområdet er 10 sager, der er udvalgt fra følgende kriterier:

·  Sagsudsnittet fordeles repræsentativt fra alle rådgivere

·  Sagsudsnittet fordeles mellem de respektive foranstaltningstyper

·  Sagsudsnittets skal supplere det kvantitative og belyse den samlede arbejdsindsats i sagsarbejdet

Det kvalitative ledelsestilsyn på socialområdet børn og unge sker ud fra Deloittes skabelon - se vedhæftede bilag.

Ledelsestilsynet omfatter sager fra to af de tre teams:

Børneteam - §50, §52, børnesamtale, handleplan, opfølgning.

Ungeteam - §50, §52, §76, børnesamtale, handleplan og opfølgning.

Resultatet af ledelsestilsynet viser denne gang, at den allerede opnåede kvalitet i sagsarbejdet fastholdes på trods af en signifikant stigning i den samlede produktion (sagstal, afsluttede BFU). Sagerne er rettidigt fulgt op og de børnefaglige undersøgelser udarbejdet indenfor de 4 måneder. Beskrivelser og vurderinger er adskilt og det fremgår tydeligt, hvorfra informationerne stammer.

Der er dog opmærksomhedspunkter, hvor der er skal ske en konkret udvikling/forbedring:

·  Målene i handleplanerne skal være mere konkrete (og målbare).

·  Målene i handleplanerne skal være tidsafgrænsede.

·  Fortsat fokus på tydeligere kriterier for målopfyldelse – altså hvornår er målene nået?

·  Skriftligt og mundtligt samtykke skal fremgå klart og tydeligt i sagerne.

Ovenstående er allerede en del af den daglige sparring og i fokus på teammøderne. Funktionsleder Jesper Jensen vil sammen med faglig koordinator gennemføre individuel sagsgennemgang (maj/juni 2017) med rådgiverne i alle tre teams på Familieområdet, og ovenstående vil være i fokus ved denne gennemgang.

Der er ligeledes aftalt undervisning af rådgiverne af forvaltningens jurist og borgerrådgiver, ligesom der arbejdes på at udvikle og gennemføre et samlet kompetenceløft af rådgivergruppen under temaet ”Et styrket myndighedsarbejde”.

Kvalitativt ledelsestilsyn i Center Familie Handicap på handicapområdet børn april 2017

I forlængelse af den overordnede Plan for ledelsestilsyn i CFH Myndighed (udarbejdet i juli 2016), udarbejdes det kvalitative ledelsestilsyn for april 2017 på handicapområdet med kontrol af 5 sager.

Overordnet er sagerne valgt ud fra følgende kriterier:

·  Sagsudsnittet fordeles repræsentativt fra alle rådgivere 

·  Sagsudsnittet fordeles mellem de respektive foranstaltningstyper

·  Sagsudsnittet fordeles mellem nye og løbende foranstaltninger

Det kvalitative ledelsestilsyn i børnehandicapsager sker ud fra Deloittes skabelon - se vedhæftede bilag.

Det primære fokusområde i april 2017 handleplaner.

På børneområdet er der udvalgt 5 sager. Alle sager er valgt med udgangspunkt i Servicelovens § 52.3.5 og Servicelovens § 84. 

BFU/BHU (børnefaglig undersøgelse/børnehandicapudredning):

Generelt er udredningerne af en høj kvalitet. Ledelsestilsynet viser, at der arbejdes grundigt med dokumentationen i de sager, hvor BFU/BHU er af nyere dato. Der er tale om grundige og gennemarbejdede udredninger og analyser i sagerne. Udredningerne bygger på samtaler med forældre, ligesom der er indhentet lægefaglig dokumentationer og udtalelser fra bo- og eller aflastningstilbud. Den brede informationsafdækning er med til at sikre en ensartet tilgang og sagsbehandling.

Handleplaner:

Handleplanerne er generelt set gode. Både mål og indsatsmål er tydelige og angiver retning for indsatserne og er dermed med til at sikre det fortsatte udviklingsarbejde for barnet. Der skal fremadrettet sættes fokus på varigheden af det enkelte mål. Det er ikke tydeligt, hvornår et mål forventes afsluttet. I flere sager er der tale om perioder med aflastning for det enkelte barn samme sted i flere år, med fare for at handleplanerne let blive ”copy paste” fra tidligere år.

Afgørelser og serviceniveau:

I sagerne findes velbeskrevne afgørelser om den aktuelle foranstaltning. Begrundelserne for afgørelsen er kortfattede og konkrete.

Opfølgning:

I alle sager der fulgt rettidigt op.

Kommunens generelle serviceniveau er overholdt i samtlige sager

For at sikre forbedringer af de områder, hvor ledelsestilsynet viser behov, laves opfølgning som følger:

·  Den enkelte sag drøftes med rådgiveren med fokus på individuelle læringspunkter. 

·  Læringspunkterne anvendes til samlet læring og udvikling i børnehandicapteamet. Tages med på teammøde 

Resume

Sagen afgøres i Børne- og Ungdomsudvalget

Der er foretaget det kvartalsvise ledelsestilsyn af myndighedsarbejdet indenfor udsatte børn og unge, hvor 10 sager er gennemgået på socialområdet og 5 sager gennemgået på børnehandicap området.

Beslutning

Taget til efterretning.

Indstilling


Forvaltningen indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget tager ledelsens informationer for udsatte børn og unge til efterretning.

Sagsfremstilling

Pr. 27. april 2017 er der 438 aktive sager i området for udsatte børn og unge (socialområdet).

I de seneste tre måneder har der været en tilgang på 51 sociale sager, og der er afgangsført 43 sager, mod en tilgang/afgang ved sidste opgørelse på 41/50 sager.

Pr. 27. april 2017 er der 189 aktive sager i området for børn med handicap (børnehandicap). 

I de seneste tre måneder har der været en tilgang på 16 børnehandicapsager og der er afgangsført 8 sager, mod en tilgang/afgang ved sidste opgørelse på 13/12 sager.

Socialrådgivere på børn- og ungeområdet har i gennemsnit en sagsstamme på 39 aktive sager.  

Underretninger


I perioden fra 1. januar 201 til 31. marts 2017 har Center Familie og Handicap modtaget 215 underretninger mod 102 ved sidste opgørelse.

  • 31 underretninger har ført til afgørelse om en børnefaglig undersøgelse.
  • 7 underretninger har ført til et § 11 forløb (kort social indsats i familien hvor der ikke er lavet en børnefaglig undersøgelse). 

Børnefaglige undersøgelser


Fra det tidspunkt, hvor der er truffet afgørelse om en børnefaglig undersøgelse (BFU), har myndighedsrådgiver 4 måneder til at lave undersøgelsen. På det udsatte børne- og ungeområde arbejdes der pt. i 34 børnefaglige undersøgelser (BFU), hvoraf 9 af disse har overskredet den lovpligtige 4. måneders frist.

Vi oplever i øjeblikket en stor tilgang af sager, der giver anledning til børnefaglige undersøgelser. I 2017 har vi indtil 27. april igangsat 65 børnefaglige undersøgelser - det er ligeså mange som på et helt år, som tallene så ud i 2016 og 2017. Hvis denne eksplosive udvikling fortsætter, så vil der i 2017 blive 3 gange så mange børnefaglige undersøgelser, som der årligt har været de seneste to år.  

Samlet udvikling siden oktober 2015

 

Børnesamtaler


Det er et lovkrav, at der afholdes børnesamtaler med barnet. Der er afholdt børnesamtaler i 76% af bevillingssagerne, hvor der er lovkrav om det på socialområdet. Der er afholdt børnesamtaler i 63 % af bevillingssagerne, hvor der er lovkrav om det på børnehandicapområdet. Der skal dog gøres opmærksom på, at datagrundlaget på børnehandicap kun er på 8, hvilket gør statistikken meget følsom for udsving.

Samlet udvikling:

 

Handleplaner


Forvaltningen har besluttet at øge kvaliteten og ambitionsniveauet på kravet om, hvor hyppigt der skal udarbejdes en revideret handleplan for barnet/den unge. Det betyder, at der foreligger en handleplan i 96 % af sagerne på socialområdet og i 91% af sagerne på børnehandicapområdet, hvor det er et lovkrav.

Vedrørende handleplanernes rettidighed er socialområdet nu på 68% og børnehandicapområdet til 78%. Målet er fortsat et rettidighedsmål på 95 % af handleplanerne, hvofor der vil fortsat være fokus i forhold til den enkelte medarbejders opgaveløsning i denne forbindelse.

  

Opfølgninger
Der er forskellige krav til opfølgningskadencen på børne- og ungeområdet. For §§ 41 og 42 er der krav om årlig opfølgning, mens der er krav om halvårlig opfølgning i § 52 og § 76 sager.  

Der er samlet set fulgt op i 92 % af § 41-sagerne (merudgifter), og i 90 % af 42-sagerne. Der er fulgt op på 75% af § 52 (§ 76) -sagerne på børnehandicapområdet. Der er fulgt op på 49% procent af § 52 (§ 76) - sagerne på socialområdet.

 

 Samlet udvikling

Det er ikke lykkedes at opnå et tilfredsstillende resultat på denne indsatsdel for socialområdets vedkommende - der vil være stor opmærksomhed på den samlede produktion, og fokus på opfølgning med den enkelte medarbejder. 

Centerchef Niels Sandemann vil til udvalgsmødet uddybbe ledelsesinformationen.

Statistik vedr. ankeafgørelser og sager fra Børn og Unge-udvalget

Børne- og ungdomsudvalget besluttede på udvalgets møde den 12. marts 2014, at statistik vedrørende ankeafgørelser og sager fra Børn og Unge-udvalget skulle omfatte ledelsesinformationen.

Der har været 7 ankeafgørelser i perioden 1. januar til 21. april 2017.

I 3 af afgørelserne er Rebild kommunes afgørelse blevet stadfæstet - i 1 af afgørelserne har Rebild kommune ikke fået medhold - 2 er hjemsendt til fornyet behandling og 1 enkelt er afvist, fordi klagefristen er overskredet.

Der er ialt behandlet 3 sager i Børn og Unge-udvalget i 2017:

I 1 sag har Børn og Unge-udvalget stadfæstet Rebild kommunes indstilling - i 1 sag er der truffet beslutning om genbehandlet på grund af procedurefejl - og i 1 sag ændrede Børn og Unge-udvalget Rebild kommunes indstilling.

Vedlagt er:
Status på ankeafgørelser/tvangssager pr. 21. april 2017
Ankeafgørelser/tvangssager i Center Familie og Handicap ialt 2016

 

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0