Flextur
Det foreslås, at der spares 300.000 kr. ved forhøjelse af taksten for kørsel med Flextrafik fra 3,5 kr/km til 5,5 kr/km. Ændringen får virkning fra 01.01.2019. Ordningen med Plustur vurderes at sikre et fornuftigt serviceniveau, idet Plustur er et billigt alternativ til Flextur. Det ekstra tilskud på 20 kr. pr. Flekstur foreslås også fjernet. Kun 56 borgere har benyttet sig af ordningen i 2017 og der er en betydelig administration forbundet med kontrol og udbetaling af tilskuddet. I 2017 blev der i alt udbetalt 63.120 kr. til ekstra Flexturtilskud.
Kollektiv trafik
På kollektiv trafik spares 0,750 mio. kr. på busdriften. Det foreslås, at de tidlige dobbelture som ikke har konsekvenser for skolekørslen på rute 103 og 104 ophører. Herudover spares eftermiddagsture på 12 lokalruter, efter princippet færrest passagerer. Der skal tages forbehold for om besparelserne kan udmøntes i forhold til indgåede aftaler. NT oplyser at det vil være uhensigtsmæssigt, at ændre køreplaner uden for den almindelige planlægning. Praksis er, at ændringer slår igennem fra august måned. Der bliver muligvis udgifter til kompensation til de vognmænd, der er indgået kontrakt med, idet ændringerne ligger ud over de småjusteringer, kontrakterne giver mulighed for.
Besparelserne udmøntes så vidt muligt 1.1.2019. Udvalget får en orientering om de gennemførte besparelser, herunder ikrafttræden af ændringer.
Vejvedligeholdelse
Det foreslås, at spare i alt 500.000 kr. på vejvedligeholdelse. 200.000 kr. på udskiftning af autoværn, da de dårligste betonautoværn efterhånden er udskiftet til stålautoværn. 100.000 kr ved neddrosling af den lovpligtige udskillelse af de offentlige veje. 100.000 kr. på reduceret afhøvling af rabatter. Til sidst spares der 100.000 kr. på reparationer på gadelyset, da alt gadelys nu er udskiftet til LED belysning.
Et alternativ til de ovennævnte besparelser, er en samlet besparelse på 500.000 kr. på asfaltkontoen til udlæggelse af slidlag.
Vandløbsvedligeholdelse
Her spares 70.000 på at undlade eksternt tilsyn på vandløbsstrækninger. Det er politisk besluttet for mange år siden og tilsynet udføres både i vandløb som skæres af Driftsenheden og vandløb som skæres af to eksterne entreprenører. Forvaltningen vurderer at det eksterne tilsyn med Haslevgård å skal opretholdes og derfor vedrører besparelsen de øvrige vandløb og beløber sig til kr. 70.000
Vedligeholdelse af grusveje
På vedligeholdelse af grusveje kan spares kr. 180.000,-. Rebild kommune vedligeholder årligt ca. 92 km offentlige grusveje. Grusvejene høvles/afrettes ca. 6 gange årligt. Der kan her findes en besparelse ved at reducere til ca. 4 gange pr. år.
Nedsættelse af serviceniveau på græsklipning, rabatter og grønne områder
Besparelsen udgør kr. 250.000. Plejefrekvensen i vejrabatter, parkanlæg og i det hele taget grønne områder nedsættes – eller ændres. Bede med ”sort jord” kan omlægges og ændres så de kræver mindre vedligeholdelse. Udvalgte zoner i græsarealerne kan braklægges. Græsarealer brydes derved op, og der skabes mosaikker hvor klippefrekvensen rykkes fra ugentligt til ingen klipning. Biodiversiteten i både flora og fauna vil højnes markant i sådan et tiltag. I vejrabatter fokuseres på klipning om omkring skilte og ved oversigtsforhold. I alt udgør besparelsen kr. 250.000,-
Besparelserne udmøntes så vidt muligt 1.1.2019. Udvalget får en orientering om de gennemførte besparelser, herunder ikrafttræden af ændringer.