Byrådet satte i forbindelse med formuleringen af "Visionen 2015" et mål om, at der i 2025 var 32.000 indbyggere i kommunen og et delmål i 2017 på 29.500. Status er at der pr 1.12.2016 bor 29.366 borgere i kommunen, dvs 517 borgere flere end i januar 2015. Udviklingen går støt og roligt i den rigtige retning, godt hjulpet på vej af konjunkturudviklingen, hvor stigende huspriser bla i Aalborg får unge familier til at bosætte sig i den nære omegn af storbyen, og det kommer Rebild Kommune til gavn. Det momentum skal naturligvis udnyttes optimalt, og der planlægges derfor en ny bosætningskampagne i 2017, der skal medvirke til at fastholde den positive udvikling og herunder også styrke salget af byggegrunde.
Bosætningskampagnen har 5 centrale elementer:
1) Omdrejningspunkt. Kampagnen baseres på Rebild kommunes suveræne styrkeposition omkring beliggenhed og den enestående natur. Alle undersøgelser viser, at kommunen skal satse på det, der er unikt for Rebild, og her er geografien og naturen vores bedste medspillere.
2) Testimonials. For at skabe maksimal troværdighed omkring kampagnens budskaber baseres den på såkaldte testimonials, hvor herboende borgere, direkte eller indirekte, vil italesætte beliggenheden tæt på alt (storby, natur, infrastruktur mm) som Rebild kommunes største trækplaster. De sociale medier, annoncering i dagblade, fysiske bannere, lufthavnsmagasiner mm vil være de medier, der inddrages i kampagnen, som forventes at løbe hele 2017.
3) Kampagnen dækker hele kommunen. Gennem valg af testimonials/borgere vil kampagnen afspejle bosætning bredt i kommunen. De yngre familier med/uden børn er traditionelt de mest mobile, og derfor vil kampagnen også rette en væsentlig del af sit fokus mod dem.
4) Bosætning - én indgang. Forvaltningen vil i løbet af 2017 arbejde med, hvordan potentielle tilflyttere kan opleve, at det er nemt og overskueligt at finde oplysninger om, hvordan det vil være at bosætte sig i Rebild Kommune. Det kunne eksempelvis være i form af en "bosætningsrådgiver", der hurtigt kan svare på mange af de spørgsmål, som borgere, der overvejer at flytte til kommunen, måtte have.
5) Rabat på byggegrunde. I foråret 2014 kørte en kampagne med prisnedsættelse på byggegrunde på 10% i udvalgte udstykninger. Vurderingen var dengang, at en rabat på 10% simpelthen vurderes til at være for lille til at udløse et mersalg af byggegrunde. I efteråret 2015 forsøgtes med en budrunde, hvor der kunne afgives bud under mindsteprisen. 4 grunde blev solgt, kun en heraf til en køber, der ikke forinden budrunden havde udtrykt interesse. Forvaltningen foreslår, at kampagnen med prisnedsættelse gentages, igen for grundene udenfor Støvring, men med større nedsættelser, evt efter en ny model.
Det er afgørende, at kommunen ikke sælger byggegrundene under markedspris, men det kan på den anden side være vanskeligt at fastsætte den præcise markedspris på en byggegrund, der har været til salg i en årrække. Her kan en mærkbar rabat være det, der skal til for at fastsætte den reelle markedspris og udløse et salg.
I starten af 2017 afsluttes en større flytteanalyse, hvor borgere, der i løbet af det forgangne år enten er flyttet fra, flyttet til eller flyttet rundt i kommunen, er blevet udspurgt om deres bevæggrunde og præferencer, når de har valgt at skifte bopæl. Bosætningskampagnen tilrettes, hvis analysen peger på nye veje at gå for at øge tilflytningen til kommunen.