Orientering om samarbejdet med asylcenteret i Skørping
Nedenstående status er udarbejdet i samarbejde med kontraktholder for Børnehusene i Skørping, Bente Devantie, kontraktholder på Bavnebakkeskolen Lars Lerup, kontraktholder for Tandplejen Inge Hald og leder af asylcenteret i Skørping, Bente Engelsbæk.
Asylcenteret i Rebild Kommune drives af Asylcenter Vesthimmerland. For at leve op til de forpligtelser der er i forbindelse med driften af et asylcenter, køber Asylcenter Vesthimmerland ydelser hos både private virksomheder og Rebild Kommune.
I forbindelse med etableringen af asylcenteret, skulle følgende opgaver varetages.
- Indkvartering
- Ydelser til børn (0-17 år)
- Sundhedsydelser
- Voksenundervisning
Indkvarteringen på Rebild Park Hotel i Skørping er en kontrakt mellem ejer af bygningen og Asylcenter Vesthimmerland. Ligeledes bliver voksenundervisningen i dansk varetaget af ekstern leverandør, firmaet A2B.
Rebild Kommune leverer ydelser vedrørende:
- Legestue for børn mellem 3 og 5 år
- Undervisning af børn og unge fra 6- 17 år
- Sundhedsydelser som sundhedspleje og tandpleje.
De første asylansøgere flyttede ind på asylcenteret ultimo november 2013. Ved opstarten af asylcenteret var målgruppen udelukkende enlige kvinder med børn, hvor der var 70 pladser i alt. Dette blev i september 2014 ændret til 30 pladser til uledsagede mindreårige piger, og 40 pladser til enlige kvinder med børn.
Grundet det store pres der har været, og stadig er på asylsystemet, har der ind i mellem været behov for hurtigt at kunne levere nye typer af undervisningsmæssige ydelser. Ligeledes har behovet for andre ydelser været mindre eller faldende i forhold til, hvad der som udgangspunkt har været forventet.
Legetilbud for 3-5 årige asylbørn
I kontrakten fremgår følgende om organisering og indhold i legestuetilbuddet.
Oprettelse og organisering
Legestuetilbuddet oprettes af Rebild Kommune.
Indmeldelse og udmelding af tilbuddet sker via datasystemet LET- Asyl, der udgiftsfrit stilles til rådighed for Rebild Kommune. LET- Asyl anvendes til såvel registrering af børn, der modtager tilbuddet såvel som til informationsudveksling mellem Vesthimmerlands Kommune og institutionen om børnene.
Fysiske og praktiske rammer
Legestuetilbuddet til asylbørnene oprettes, hvor Rebild kommune finder det mest hensigtsmæssigt.
Legestuetilbuddets omfang og indhold:
Legestuetilbuddet holdes åbent dagligt alle skoledage (følger Rebild Kommunes skolers ferieplan), gennemsnitligt 20 timer pr. uge. Dermed holder legestuetilbuddet åbent i alt 200 dage/40 uger årligt, og kravet om minimum 800 timer pr. år vil være opfyldt.
Tilbuddets åbningstidspunkter aftales nærmere med asylcentret, så der kan opnås sammenhæng mellem børnetilbuddets åbningstider og familiens deltagelse i hhv. voksenundervisning og aktivering.
Pædagogisk tilrettelæggelse
Rebild Kommune står for bemanding og tilrettelæggelse af det pædagogiske indhold i legestuen. Tilrettelæggelsen af indholdet sker i henhold til Udlændingestyrelsens retningslinjer om et struktureret og kvalificeret pædagogisk tilbud som beskrevet i bilag 2.1.5. Legestuetilbud (3·5 årige) - Opholdscentre.
I tilrettelæggelsen af hverdagsaktiviteter tages hensyn til særlige forhold som fx kultur og religion.
Forældresamarbejde
I legestuen lægges vægt på at pædagogen og forældrene har en god relation/kontakt ved aflevering og afhentning, og det planlægges at afholde forældremøder/forældresamtaler i det omfang det giver mening i forhold til opstart/indkøring, og i forbindelse med evt. overgang til skoletilbud. Relevante oplysninger fra legestuen om barnet overgives til en kommune, hvis et barns forældre opnår opholdstilladelse. Hermed sikres en god overgang til en plads i et dagtilbud i barnets nye opholdskommune.
Økonomi:
31.944 kr/barn pr. år betragtes som et takstbeløb for beregningen af prisen på de leverede ydelser. Rebild Kommune modtager betaling pr. dag pr. barn i tilbud – dette udregnes og faktureres til Vesthimmerlands Kommune.
Der faktureres pr. barn pr. dag på rammebeløbet delt med 365 dage.
Desuden er en aftale om, at der betales for madordning.
Legestuetilbud I Skovtrolden, Skørping
Børnehusene i Skørping har stået for legestuetilbuddet i Børnehaven Skovtrolden. De første børn kom i januar 2014. Der har i alt været 8 børn, inkl. det barn det pt. er i børnehaven.
Børnehavens tilbud er på 28 timer. Mandag og onsdag fra 7-16 tirsdag og torsdag fra 9-14.
Børnehaven Skovtrolden har integreret børnene fra asylcenteret i hele gruppen, hvilket har fungeret fint. Der hvor de har været udfordret, er i forhold til børn, som kræver en særlig indsats så som en udredning, eller en iagttagelse af en inklusionspædagog. Dette er ikke indbefattet i den aftale der er indgået med Asylcenter Vesthimmerland. Det er her uklart, hvordan der kan rekvireres hjælp, da der ikke er lavet aftaler om, hvordan sådanne situationer håndteres.
Samarbejdet med asylcenteret
Børnehusene i Skørping, har haft et godt samarbejde med asylcenteret. Der afholdes altid opstartsmøder med mor, deltager fra asylcenteret og en tolk. Dette er med til at sikre en god opstart. Dog har der ind i mellem været lidt utydelig kommunikation i forhold til koordinering og rollefordeling, og informationer der ikke er blevet givet videre til Skovtrolden. Eksempelvis er asylcenteret ikke længere kun for enlige kvinder med børn, hvilket jo har en markant betydning for antallet af asylbørn i legestuetilbuddet.
I forhold til brugen af Let-Asyl er der kun adgang til registreringsdelen, og ikke den del der omhandler erfaringsudveksling der er beskrevet i kontrakten.
Økonomi
Aftalerne omkring administration af økonomi og kontrakt var længe om at falde på plads, hvorfor der gik lang tid, før betalingen for legestuetilbud og madordning kom i drift. Den afregningsordning der er aftalt dækker personaletimer, aktiviteter og madordning.
Generel oplevelse af arbejdet med asylbørnene
Børnehusene i Skørping er positive overfor opgaven, og de positive vinkler det giver alles hverdag. De danske børn ser en anden del af livet, og de forskellige omstændigheder, problemer og kulturer, der kan være i livet. Derudover er det en fantastisk mulighed for at få et bredere kendskab til andre kulturer, hvilket Skovtrolden oplever, bidrager med noget positivt for både børn og voksne.
Forældrene i Skovtrolden har været nervøse for, hvor mange børn der kunne komme, med tanke på, om børnehaven blev en asylbørnehave, med en hovedvægt af asylbørn. Den skepsis der var, er ikke længere til stede, og forældrene er nu mere positivt interesseret.
Børnehusene i Skørping vil gerne fremover løse denne opgave.
Børneundervisning til børn og unge 6-16 år
I kontrakten fremgår følgende.
Aftalen omfatter undervisning af børn og unge, der er tilknyttet Asylcenter Skørping.
Undervisningen af eleverne placeres hvor Rebild Kommune måtte finde den bedste løsning.
Eleverne undervises i tre (fire) hold:
• førskole-klasse: 0.-2. årgang
• yngste:1.-3. årgang
• mellemste: 4.-6. årgang
• ældste: 7.-9. årgang
Eleverne fra Asylcenter Skørping deltager i det omfang det er muligt i undervisningen i skolens almindelige klasser. Beslutningen om dette sker på baggrund af en individuel vurdering af elevens kompetencer.
Undervisningen og undervisningens organisering
Undervisningens indhold og omfang svarer til den undervisning, der tilbydes tosprogede elever, dog tilpasset asyl børnenes særlige situation.
De enkelte holds lektionstimetal planlægges med udgangspunkt i minimumstimetallet for de tilsvarende niveauer/klassetrin i folkeskolen.
Obligatoriske emner
som skolens øvrige elever.Valgfag og tilbudsfag
som skolens øvrige elever, såfremt der er plads på eksisterende hold.
Lejrskoler mv.
Elever, der er integrerede i normalklasser, kan efter vurdering deltage i lejrskoler og hytteture sammen med pågældende klasser.
Særlige forhold
Der tages hensyn til særlige forhold som fx kost og religion. Asylcentret udpeger en tilgængelig kontaktperson i forhold til asyl børnene som institutionerne kan benytte.
Økonomi
90.000 kr./ elev pr. år betragtes som et takstbeløb for beregningen af prisen på de leverede ydelser. Rebild Kommune modtager betaling pr. dag pr. elev i tilbud – dette udregnes og faktureres til Vesthimmerlands Kommune. Der faktureres pr. elev pr. dag på rammebeløbet delt med 365 dage.
Forelægger der nogen form for brugerbetaling ved deltagelse i ex. vis skolefester, lejrskole eller anden aktivitet dækker Vesthimmerlands Kommune denne udgift.
I forbindelse med at der er flyttet uledsagede unge piger under 18 år ind på asylcenteret, er der blevet lavet en tillægskontrakt, da de unge over 16 også skal have et undervisningstilbud. Ved uledsagede på 17 år afregnes der efter en takst på 13.700. pr. år. Da denne takst er markant lavere end for børn op til 16 år, gives en garanti afregning på 20 skolepladser for børn mellem 6 og 16 år fra 1. oktober 2014 frem til udgangen af marts 2015, hvor tillægskontrakten evalueres.
Undervisningstilbuddet på Bavnebakkeskolen
Januar 2014 var der opstart på Bavnebakkeskolen for undervisningen af asylbørn i alderen 6-16 år. 1. oktober 2014 var der opstart for undervisningen af uledsagede mindreårige piger. Undervisningen af asylbørn i alderen 6-16 har haft en klassekvotient mellem 4-8 frem til 1. august, hvorefter den kun har været 3 elever tilmeldt.
Undervisningen af uledsagede mindreårige piger havde ca. 20 elever frem til ultimo oktober, hvorefter elevtallet frem til nu ligger på 28 elever.Samarbejdet med asylcenteret
Mange forhold omkring asylbørnene er behæftet med en meget stor uforudsigelighed. Børnene venter alle på en opholdstilladelse, og rejser i det øjeblik den gives. Dette må betegnes som et vilkår, men skaber udfordringer i forhold til planlægning af undervisningsforløb og aktiviteter.
Bavnebakkeskolen har løbende møder med personalet fra asylcenteret i Skørping, og opfatter egentlig samarbejdet som velfungerende. Dog bliver tingene hurtigt meget komplicerede og tidskrævende, såfremt der opstår problematikker vedrørende elevernes skolegang, da der er uklarhed over, hvordan situationen skal håndteres, og hvor eksempelvis en underretning skal sendes hen.
Økonomi
Undervisningen af asylbørn i alderen 6-16 år hænger økonomisk ikke sammen med tre indmeldte elever, og uden en aftalt minimumstildeling.
Undervisningen af uledsagede mindreårige piger løber rundt, grundet den høje klassekvotient (dog er der altid tilknyttet 2 lærere). Ligeledes er der aftalt en garanteret elevtildeling svarende til 20 elever.
Generel oplevelse af at undervise og have asylbørn på skolen
Bavnebakkeskolen oplever asylbørnenes tilstedeværelse som uproblematisk i forhold til den øvrige skoledel. De har ikke oplevet konflikter med skolens andre elever og ej heller kritiske forældrehenvendelser.
Undervisningsmæssigt er der et meget stort behov for undervisningsdifferentiering, men det er skoleleder Lars Lerups klare indtryk, at de tilknyttede lærere løfter opgaven på bedste vis.
Sundhedsydelser
Der er alene ydet sundhedsydelser i form af tandpleje. Rebild Tandpleje har indgået en separat aftale om vilkår og afregning for tandpleje med Asylcenter Vesthimmerland.
Antal tandlægebehandlinger
Der er ydet tandpleje til 17 børn og 35 voksne.
Økonomi
Der faktureres pr. optaget patient under 18 år 1500 kr. Tandbehandling for asylansøgere over 18 år er honoraret 1500 kr. pr. time. Behandling af asylansøgere over 18 år foretages kun ved akut behov for smertelindring eller uopsættelig behov for behandling.Tandplejen vurderer, at der bruges flere ressourcer på asylansøgerne, end de reelt får betaling for.Samarbejdet med asylcenteret
Samarbejdet med asylcentret har været godt. Der har været afholdt et par møder, og souschef Lone Hansen har været på besøg på asylcentret.
Generel oplevelse af at arbejde med asylbørn/voksne
Tandplejen har erfaret, at der har været mange med meget store tandproblemer. Dette har været tidskrævende, ikke mindst pga. sprogproblemer og kulturforskelle. Tandplejens personale er engagerede i opgaven, og tager godt imod udfordringen med at arbejde med asylansøgerne.
Asylcenteret i Skørping
Leder asylcenteret i Skørping, Bente Engelsbæk tilkendegiver, at de oplevet et godt samarbejde med Rebild Kommune, hvor samarbejdet med Bavnebakkeskolen på nuværende tidspunkt er det der fylder mest.