Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Beslutning

Taget til efterretning.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Arbejdsmarkedsudvalget og Børne- og Familieudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning fra Arbejdsmarkedsudvalget, 8. juni 2021, pkt. 51:

Taget til efterretning.

Økonomi

Naturvidenskabernes Hus deltager i et igangværende fondsstøttet projekt, hvor de skal samarbejde med mindst ni kommuner hen over de næste tre år. Rebild Kommune er med skole-virksomhedsprojektet én af de ni. De timer som Naturvidenskabernes Hus lægger i projektet, er derfor finansieret af fondsmidler. Udgifter som ellers er forbundet med skole-virksomhedssamarbejdet som for eksempel bustransport, forplejning m.v., dækkes af puljen Fremtidens Folkeskole, hvor 200.000 kr. er afsat til projektet i budgetåret 2021.

Sagsfremstilling

Projektets baggrund og formål
Skole-virksomhedssamarbejdet tager sit afsæt i et tværgående kommunalt samarbejde mellem Center Børn & Unge og Center Arbejdsmarked. Projektet er et led i en fælles målsætning jf. centerkontrakter for de to centre om at styrke elevers viden og bevidsthed om job- og uddannelsesvalg samt et eksisterende arbejde i Center Børn og Unge med ’Den åbne skole’ og ‘En spændende og motiverende skoledag’. Formålet er, at eleverne gennem konkrete oplevelser, rollemodeller og virkelighedsnære læreprocesser i mødet med virksomheder og forskellige erhverv, får udvidet deres udsyn og et bedre kendskab til job- og uddannelsesmuligheder, samtidig med at de oplever en problemløsende tilgang til læring og får øget praksisfaglighed ind i undervisningen.

Skole-virksomhedssamarbejdet er tilmed et tiltag til at fremme elevers viden, interesse for og søgning til erhvervsuddannelser - en fælles kommunal opgave på nationalt plan, da prognoserne siger, at Danmark får hårdt brug for mere faglært arbejdskraft i fremtiden. D. 20. maj 2021 vandt Rebild Kommune Ørneprisen, fordi kommunen har haft den største stigning i søgningen til erhvervsuddannelserne sammenlignet med året før. I 2020 søgte 24,4 procent af kommunens 9. og 10. klasse-elever en erhvervsuddannelse. I 2021 var det steget til 32,8 procent, og stigningen på 8,4 procentpoint gjorde Rebild Kommune til dette års vinder.


Målgruppe

Skole-virksomhedssamarbejdet igangsættes på alle overbygningsskoler i kommunen fra august 2021 og strækker sig over tre skoleår 2021-2024. Projektets primære målgruppe er elever på 8. årgang og organiseres som virksomhedsbesøg og undervisningsforløb i klasser. Ambitionen er, at alle elever deltager. Hver 8.klasse deltager i mindst ét samarbejde med en virksomhed i løbet af det 8. skoleår. Projektets sekundære målgruppe er lærerne, der skal varetage undervisningsforløbet og samarbejdet med virksomheden.


Målet er:

  • at eleverne gennem konkrete oplevelser med erhvervslivet får styrket deres udsyn og kendskab til job- og uddannelsesmuligheder
  • at eleverne får perspektiveret deres skolegang, så den opleves virkelighedsnær og relevant
  • at elevernes udsyn og bevidsthed omkring job- og uddannelse kvalificeres gennem en kreativ, varieret og praksisfaglig undervisning
  • at elevernes motiveres til selv at træffe erhvervs- og uddannelsesvalg


Undervisningsforløbene og virksomhedsbesøgene tilrettelægges således, at alle elever uanset forestilling om bestemt uddannelse- og jobvej udfordres på deres uddannelses- og jobforestillinger og tilegner sig et større arbejdsmarkedskendskab og udsyn. Dette kan bl.a. gøres ved, at eleverne præsenteres for virksomhedernes mange forskellige erhverv, rollemodeller og job-fortællinger, som tilsammen kan bidrage til at udfordre, motivere og kvalificere deres uddannelsesmuligheder og -valg. Hensigten er, at elevernes undervisning på skolen skal lægge op til besøget på virksomheden, så eleverne oplever sammenhæng mellem den faglige undervisning, besøget på virksomheden og jobmuligheder.


Samarbejder

Projektet gennemføres i samarbejde med lokale virksomheder, Naturvidenskabernes Hus og lærerne på 8. årgang, som i samspil med Jobcenteret etablerer virksomhedskontakten på baggrund af skolernes specifikke ønsker til virksomheder. De involverede lærere på 8. årgang vil have vidt forskellige forudsætninger for at varetage skole-virksomhedssamarbejdet; nogle vil have erfaring hermed, og for andre vil det være helt nyt. For at sikre størst muligt læringsudbytte hos eleverne, klædes lærerne på til at varetage opgaven gennem deltagelse i en workshop og virtuelt sparringsforum. Disse faciliteres af Naturvidenskabernes Hus, som har stor ekspertise i skole-virksomhedsamarbejde i relation til en bred vifte af virksomheder og erhvervsuddannelser. Det handler fx om at gøre konkrete problemstillinger fra praksisområdet til afsæt for elevernes læring i fagene, men også at give eleverne opgaver, hvor de erfarer, at virkelighedens problemstillinger ofte kræver tværfaglige løsninger, hvor der skal eksperimenteres og bringes flere fag i spil samtidig for at løse opgaven. Projektet har derfor følgende delmål:


  • at lærerne udvikler kompetencer til at tilrettelægge og varetage undervisning i skole-virksomhedssamarbejdet, herunder skabe kobling mellem fag og virksomhedens praksis
  • at skolerne efter projektperioden fortsætter skole-virksomhedssamarbejdet og er i stand til selv at varetage opgaven lokalt


Evaluering

Projektet evalueres løbende og justeres i takt med de erfaringer, der gøres. Det forventes, at når projektet er afsluttet, vil de deltagende skoler og lærere, være i stand til selv at udvikle og gennemføre undervisningsforløb, der involverer samarbejder med virksomheder og lever op til målene for elevernes læringsudbytte. Projektet slutevalueres i 2024.


Perspektiver fra Uddannelsesrådet og Fælleselevrådet

Skole-virksomhedssamarbejdet har været fremlagt og drøftet i Uddannelsesrådet d. 26. maj 2021 og Fælleselevrådet d. 27. maj 2021 - og begge råd har givet positive tilkendegivelser. Uddannelsesrådet pointerer vigtigheden af, at de konkrete samarbejder med virksomhederne afspejler en bred palette af virksomhedstyper og erhverv, således at fokus på elevernes udsyn styrkes og udfordres, herunder bl.a. i mødet med faglærte. Fælleselevrådet er optaget af mødet med rollemodeller og den mulighed, der ligger her for at rykke nogle grænser hos eleverne i forhold til at blive inspireret og vække nysgerrighed for de faglærte erhverv. Tilmed fremhæves potentialet i, at elevernes motivation kan fremmes ved at skulle løse 'virkelige' problemstillinger for virksomheder - og at der laves en kobling mellem fagene og virkeligheden.

Resume

Sagen afgøres i: Arbejdsmarkedsudvalget og Børne- og Familieudvalget


På Uddannelsesrådsmøder i april og november 2020 har samarbejdet mellem folkeskoler og virksomheder været på dagsordenen ud fra et ønske om at nuancere elevers uddannelsesvalg og fremme deres udsyn. På baggrund af rådets drøftelser blev nedsat en arbejdsgruppe bestående af tre lederrepræsentanter fra skolerne samt funktionsleder og to medarbejdere fra Ungeenheden, som har haft til opgave at udvikle en indsats til formålet. Arbejdsgruppens arbejde foreligger nu som projektet Skole-virksomhedsamarbejdet. Projektet er præsenteret og drøftet i Uddannelsesrådet og Fælleselevrådet på maj-møderne og fremlægges her til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.


Udvalget udtrykker ros for den store indsats og ser frem til at følge arbejdet.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget tager orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Baggrund:I oktober 2020 behandlede udvalget en henvendelse fra bestyrelsen i Kilden Børne- og Ungeunivers vedrørende initiativ om en analyse af udskolingen i Kilden med henblik på at styrke udskolingen. Udvalget tog henvendelsen til efterretning og gav opbakning til bestyrelsens gennemførelse af den foreslåede analyse på baggrund af de foreslåede kriterier. I januar 2021 fremsendte bestyrelsen deres analyse, og i marts 2021 blev der truffet endelig beslutning i Byrådet om at samle udskolingen for Kilden Børne og Ungeunivers på afdelingen i Terndrup.

Bestyrelsen har gennem længere tid arbejdet med en styrkelse af udskolingen i Kilden, så elevernes motivation fastholdes fra mellemtrin til udskoling. Ambitionen er, at kvaliteten af undervisningen skal være endnu bedre, og der skal være mulighed for at designe et uddannelsesmiljø, hvor den varierende og motiverende skoledag er i centrum, samtidig med at det professionelle arbejdsfællesskab udvikles yderligere. Bestyrelsens vision er, at en samlet udskoling vil give mulighed for at organisere et ungemiljø, som understøtter de unges motivation og lyst til en uddannelse.

Målene for arbejdet med den samlede udskoling er:

  • Alle unge får en ungdomsuddannelse
  • Alle unge i folkeskolen oplever at lykkes med deres skolegang
  • Alle får flere udfordringer og valgmuligheder
  • Alle får mulighed for at blive livsduelige mennesker

På baggrund af analysen var bestyrelsens anbefaling, at Kildens udskoling fra skoleåret 2021/22 blev samlet i Terndrup. Det blev vurderet, at der ville være store faglige og sociale fordele i en samlet udskoling fremfor fastholdelse af to udskolingsafdelinger.

I forbindelse med den politiske beslutning var der stor opmærksomhed fra bestyrelsen på, at der skulle iværksættes en meget inddragende proces frem til sammenlægningen. En proces, som skulle involvere både elever og forældre med fokus på information, inddragelse og fælles aktiviteter på årgangene på tværs. Desværre har forårets coronarestriktioner gjort det meget vanskeligt at gennemfører denne proces, da der fortsat ikke må arbejdes med blanding af klasser på skolerne.

I forbindelse med den politiske beslutning var det et ønske fra Børne- og Familieudvalget at følge arbejdet med udvikling af både den skærpede faglige profil og det styrkede sociale liv for eleverne på alle alderstrin og alle 3 matrikler i Kilden.

Skærpet faglig profil i udskolingen

Den skærpede faglige profil vil i udskolingen særligt tage udgangspunkt i, at eleverne arbejder med løsning af konkrete problemstillinger/ opgaver. Det vil sige, at eleverne vil arbejde med problembaserede arbejdsmetoder, hvor der arbejdes fra problem til idé via udvikling til et produkt, der kan anvendes. Undervisningen vil i høj grad tage afsæt i elevansvar og elevstyring af arbejdsprocesserne. Derudover vil der med udgangspunkt i de tidligere erfaringer fra udviklingsprojektet om praksisfaglighed fokuseres på samarbejde med virksomheder, erhvervsskoler og interesseorganisationer i området.

Udskolingseleverne vil derudover opleve, at samarbejdet mellem parallelle klasser styrkes gennem et øget arbejde i dynamiske læringsfællesskaber, hvor eleverne kan samarbejde på tværs af klasser afhængig af interesser, læringsbehov, kompetencer mm. Dette styrker ligeledes de fagprofessionelles arbejde med planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisningen.

Styrket socialt liv i udskolingen

Et væsentligt element ved samlingen af udskolingen er de nye klassedannelser. Her har det været vigtigt at involvere eleverne i denne proces.

Derudover samarbejdes der med Rebild Ungdomsskole om forskellige tiltag, som skal styrke det sociale liv for de unge eksempelvis My-Life og andre samarbejdsprojekter, der giver eleverne mulighed for at lære hinanden at kende, skabe social tryghed og nye venskaber.

Forældrene spiller derudover en vigtig rolle i at understøtte det styrkede sociale liv. Der skal derfor nedsættes fælles forældreråd mellem parallelklasserne.

Elevernes stemme er vigtig i hele processen, derfor er der nedsat en elevstyregruppe, som sammen med medarbejdere og ledelse løbende skal evaluere og udvikle den styrkede faglig profil og det sociale liv.

Skærpet faglig profil 0.-6. klasse (Bælum, Blenstrup og Terndrup)

For eleverne på 0.-6. klassetrin arbejdes der med at skabe en rød tråd for eleverne, sådan at de allerede i de yngre klasser møder den problembaserede tilgang til læring. Særligt vil det for eleverne i indskoling og mellemtrin være med afsæt i udeskoleundervisning. Erfaringerne med udeskole er, at eleverne bliver mere motiverede for at gå i skole, de er mere fysisk aktive og lærer på anderledes måder, og derved husker de også bedre.

I Blenstrup og Bælum samlæses klasserne på tværs af årgange i hele eller dele af skoledagen. Det giver mulighed for, at alle elever har kammerater de kan spejle sig i, og fagligt er der større samarbejdsflader, for alle elever. Med to undervisere i timerne, vil der didaktisk være rum for at udfordre alle på det niveau, de er på. 

Styrket socialt liv 0.-6. klasse (Bælum, Blenstrup og Terndrup)

For at styrke det sociale liv for eleverne på 0.-6. årgang arbejdes der med aktiviteter lokalt på den enkelte afdeling og fælles på tværs af afdelingerne. Eksempelvis vil der for alle elever være tema- og fagdage, hvor de tre afdelingers skoleårgange er sammen. Derudover er der aktiviteter/ traditioner som lejrskoler, svømning og musik som foregår på tværs af afdelingerne.

I det vedhæftede bilag kan der læses mere om arbejdet med en skærpet faglig profil og et styrket socialt liv for alle elever og på alle matrikler.

Udvalget vil få mulighed for at spørge yderligere ind til arbejdet og erfaringerne i forbindelse med dialogmødet med Kildens bestyrelse i det kommende skoleår.

Resume

Sagen afgøres i: Børne- og familieudvalget

I forbindelse med behandling af forslag om at samle udskolingen i Kilden, ønskede Børne- og Familieudvalget at følge arbejdet med udvikling af både den skærpede faglige profil og styrket socialt liv for eleverne på alle alderstrin og alle 3 matrikler i Kilden. Nærværende sag er en orientering med status på arbejdet siden den politiske beslutning i marts 2021.


Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0