Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Beslutning

Revision af styrelsesvedtægt sendes i høring.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget godkender udmøntningen af decentralisering af ledelse, sparring og vejledning og sender den reviderede "Styrelsesvedtægt - dagtilbud" vedrørende bestyrelsen i høring i dagtilbud med høringsfrist 24. maj 2019 kl. 9.00.

Økonomi

Decentraliseringen af dagplejens ledelse, sparring og vejledning blev vedtaget i forbindelse med budget 2019, med henblik på at realisere en besparelse på 650.000 kr.

Besparelsen realiseres ved at dagplejens samlede budget beskæres med 650.000 og derefter fordeles på de 9 distrikter.

Af nedenstående tabel holdes dagplejens budget for 2019 før eller uden decentraliseringen op mod dagplejens budget for 2019 efter decentraliseringen opgjort for hele året. Det alene realiserer en besparelse på 548.200 kr. Derudover er der en afledt effekt ved nedsættelsen af dagplejens budget, som betyder, at der udbetales mindre i tilskud til de private pasnings ordninger/private instiutioner. Det skyldes, at deres tilskud afhænger af de kommunale tilbuds driftsomkostninger. Denne afledte effekt skaber alene en besparelse på 103.000 kr. Samlet set realiserer reduktionen i det samlede budget til dagplejen og det lavere tilskud til private som følge heraf besparelsen på 650.000 kr.

I 2019 vil der være nogle afledte udgifter ved beslutningen i forbindelse med omplacering af medarbejdere og selve implementeringen. Derfor vil den fulde besparelse først realiseres i 2020. På nuværende tidspunkt vides det nøjagtige omfang af disse omkostninger ikke, da der fortsat pågår forhandlinger vedrørende personale.  

Jævnfør notatet "Udkast til udmøntning af byrådets beslutning om decentralisering af dagplejen" blev det besluttet at fastholde alle midlerne til tompladser, og efter årets udgang fordele dem i forhold til behov. I smarbejde med dagtilbudslederne er der enighed om, at midler, der svarer til 1 tomplads pr. distrikt, fordeles ud indledningsvis og de resterende midler fordeles fortsat ved årets udgang efter behov. Det giver lederne større fleksibilitet i styringen gennem et større økonomisk råderum over året. Der er tale om ca. halvdelen af midlerne til tompladser, som der ønskes fordels ved budgettets start.

Sagsfremstilling

Baggrund

I forbindelse med budget 2019 blev det vedtaget, at ledelse, vejledning og sparring af dagplejen skulle decentraliseres til de ni distrikter/dagtilbudsledere. Den 20. december 2019 godkendte byrådet udkast til udmøntning af denne beslutning efter den havde været i høring i dagtilbud.

Siden byrådets beslutning har der været en proces i forvaltningen for at realisere den konkrete udmøntning. Der har været forhandlinger med FOA og BUPL, hvor der har været drøftelser vedrørende AMR, TR og MED strukturen foruden de konkrete personalesager for de fire dagplejepædagoger, lederen af dagplejen, nuværende AMR og TR.

Derudover har været mange møder med dagtilbudslederne, hvor der er blevet orienteret om dagplejens praksis, overenskomst, kommunikation, forhåndsaftaler, håndbog mm. Der har været oplæring og adgang til nye it-systemer. Dagtilbudslederne har truffet beslutninger om, hvem der skal varetage sparring og vejledning i de enkelte distrikterne, og hvad dagtilbudslederne fortsat ønsker skal være fælles, og hvor der skabes lokale løsninger.

Dagplejerne var i forbindelse med beslutningen om decentraliseringen første gang indkaldt til fælles orienteringsmøde vedr. beslutningen d. 31. oktober 2018. Dagplejerne er dernæst blevet informeret d. 23. januar, 1. marts og 15. marts via breve i deres Intra-system. Ligeledes er forældrene til børn i dagplejen både blevet orienteret den 23. januar og 1. marts. Forældrene i dagtilbud har også fået information d. 1. marts. Informationsbrevene er vedlagt sagen som bilag.

Der har ligeledes løbende været decentrale møder mellem dagplejerne og deres nye ledere, hvor de har lært hinanden at kende og har kunne forventningsafstemme i forhold til tiden efter 1. april. Endelig har alle dagtilbudsledere fået tilbudt - og de fleste har afholdt - et overleveringsmøde med den nuværende leder af dagplejen. Ved disse møder er dagtilbudslederne blevet informeret om generel pædagogisk praksis, håndtering af distriktets drift, faglige forhold, specifik viden om børn med særlige behov samt viden om tværfaglige samarbejder.

Den 28. marts afholdes der stormøde, hvor alle dagplejere er inviteret ind på Rådhuset til en fælles information, hvorefter de fordeles med deres respektive ledere, hvor lederne informerer deres dagplejere om de lokale forhold, der gælder for lige netop deres distrikt.

Udmøntning

Der er siden beslutningen 20. december 2018 truffet mange konkrete beslutninger af praksis-karakter vedrørende beslutningen om at decentralisere ledelse, sparring og vejledning af dagplejen, som har taget udgangspunkt i den politiske godkendelse af "Udkast til udmøntning af byrådets beslutning om decentralisering af dagplejen" (vedlagt sagen). Det har resulteret i en række konkrete udmøntninger, som præsenteres i nedenstående. Derudover er der i processen klarlagt et behov for at opdatere styrelsesvedtægten både for dagtilbud og skole (pga. børneunivers som er beskrevet i styrelsesvedtægten for skoler). De styrelsesmæssige ændringer præsenteres særskilt efter de konkrete udmøntninger.

- Vejledning og sparring af dagplejere

Der er nu i alle distrikter en afklaring på, hvordan og af hvem sparring og vejledning af dagplejerne håndteres efter 1. april. Der er lokale løsninger for dette, og alle vil modtage kompetent vejledning og sparring. Derudover arbejdes der lokalt på at videreudvikle sparring og vejledning i legestuerne.

- Gæstepasning i dagplejen

Det er besluttet af dagtilbudslederne i fællesskab, at gæstepleje fortsat skal koordineres centralt fra. Det betyder konkret, at de ni distrikter går sammen om at finansiere en central gæsteplejekoordinator. Denne funktion varetager akut sygdom, gæsteplacering ifbm. akut sygdom (håndtering heraf og kontakt til dagplejere såvel som forældre) og raskmelding. Den planlagte ferie og frihed for dagplejerne planlægges af dagplejerne med deres dagtilbudsleder, som har ansvaret for at koordinere og håndtere dette - også med den centrale gæsteplejekoordinator. Dette gøres blandt andet ved at holde KMD dagplejemodulet ajourført. Det vil for dagplejerne betyde, at de skal gøre, som de plejer i forbindelse med akut sygdom og gæstepleje i forbindelse hermed. Gæstehuset i Støvring fortsætter under Støvring Nords ledelse. Det vil fortsat være muligt for de andre distrikter at gøre brug af pladserne i gæstehuset. Anvisningsprincipperne for gæstepleje er fortsat de samme jf. Styrelsesvedtægtens bilag 4.

Endelig er der et fundet en fælles løsning blandt dagtilbudslederne for gæstepleje på tværs af distrikter. Der har i hele processen været et godt samarbejde dagtilbudslederne mellem. Der er en gensidig forståelse for situationen, og der gives udtryk for, at lederne vil hjælpe hinanden, ligesom der ikke er nogle økonomiske incitamenter til at sige ja eller nej til børn fra andre distrikter eller til at anvise til eget kontra andet distrikt. En plads i gæstepleje koster det samme om det er inden for eller uden for distriktet.

- Pladsanvisning

Pladsanvisningen håndteres forsat centralt men i et tæt samarbejde med dagtilbudslederne, som har ansvaret for at sikre, at den fornødne kapacitet er til stede. Der er i løbet af 1. kvartal 2019 afholdt de første møder i distrikterne med pladsanvisningen, hvor generel praksis, prognoser og placering af nye børn er drøftet med de respektive dagtilbudsledere. Der vil fremadrettet være et tæt samarbejde ml. pladsanvisning og dagtilbudslederne med henblik på at optimere kapacitetsstyringen.

- AMR/TR/MED

Det er ikke endeligt besluttet, hvordan dagplejens repræsentation i MED og AMR- og TR-funktion løses i den nye organisering. Løsninger tilpasses ud fra gældende aftaler og efter forhandling med de faglige organisationer. Dette forventes afsluttet inden 1. april.

- Håndbog og sygemeldingsprocedure

Den nuværende dagpleje har haft en fælles håndbog, hvor retningslinjer og aftaler har været noteret. De nye dagtilbudsledere skaber tilsvarende for deres respektive distrikter. Heri vil deres beredskabsplan blandt andet fremgå. Fælles fra håndbogen bevares sygemeldingsproceduren, som er tilpasset den nye situation og uddelt til dagplejerne 15. marts. Sygemeldingsproceduren er vedlagt sagen som bilag.

- Valg til forældrebestyrelser

Der har i samtlige distrikter været afholdt valg til forældrebestyrelserne i 1. kvartal 2019, hvor dagplejen er sikret repræsentation ind i de nye bestyrelser. I de to børneuniverser er der alene valgt nye repræsentanter for dagplejen.

- Kommunikation internt og eksternt

Samtlige dagplejere og deres profiler fra hjemmesiden er pr. 1. april flyttet over i de respektive distrikternes BørneIntra. Derfor vil dagplejerne fortsat være synlige for forældre og andre interesserede på distrikternes hjemmeside, ligesom kommunens hjemmeside fortsat beskriver dagplejen og henviser til deres profiler. Den nuværende hjemmeside for Rebilds dagpleje vil lukke ned, når alt data er overført.

I dag har dagplejerne fået information fra deres leder via dagplejens eget intra-system. Det er forskelligt, hvordan distrikterne kommunikerer med deres medarbejdere digitalt. Inden 1. april vil alle dagplejere have modtaget en chromebook og en rk-mail (Rebild Kommune-mailadresse), ligeledes vil alle vil overgå til AULA, når dette er klar. Indtil da er det op til de enkelte distrikter, at tilbyde dagplejerne en kommunikationsform. Den lokale løsning præsenterer lederne for dagplejerne til overleveringsmødet d. 28. marts.

-Lager

Der oprettes lokale lagre i distrikterne. Det gør det nemmere for dagplejerne at hente og aflevere emner til lageret, ligesom det gør det nemmere for lederne at styre lageret. Det fælles lager lukkes derfor i efteråret 2019.

- Fælles faglig udvikling

Som det blev vedtaget i december 2018 anvendes dagplejens overskud fra 2018 blandt andet til at give ICDP-kursus til de dagplejere, der mangler dette. Der er allerede planlagt to aftenmøder for dagplejerne i 2019 (overleveringsmøde og pædagogisk workshop 2. maj). Derfor ønskes det, at udsætte nedsættelsen af et eventuelt pædagogisk udvalg til næste år, hvis der er ønske herom. Det er til gengæld blevet besluttet, at der oprettes et netværk for dagplejepædagoger og pædagoger med ansvar for sparring og vejledning, så dem der varetager sparring og vejledning har et fora, hvor de kan mødes og sparre med hinanden og skabe fælles udvikling.

- Distrikter

På baggrund af ønsker fra bestyrelserne i forrige høringsrunde foreslås en samling af dagplejedistrikterne Blenstrup og Bælum til et dagplejedistrikt; Kilden, og dagplejedistrikterne Haverslev og Ravnkilde til et distrikt; Haverslev/Ravnkilde. Dette muliggør i højere grad anvisning af gæstebørn gennem øget fleksibilitet. Børnene vil stadig fortrinsvis blive anvist til en plads i lokalområdet.

Revision af styrelsesvedtægter

Designmæssige rettelser:

Der er lavet ny forside med opdateret layout for både styrelsesvedtægt for skole og dagtilbud.

Sproglige rettelser:

Indledningsvis er styrelsesvedtægterne tilrettet med de nye titler 'skoleleder' og 'dagtilbudsleder', hvor der før stod 'kontraktholder'.

Derudover er styrelsesvedtægten for dagtilbuds tilrettet sprogligt, således at der fremadrettet alene sondres mellem dagtilbud (som samlet betegnelse for dagpleje og daginstitutioner), distrikt (som samlet betegnelse for tidligere kontraktholderområde), daginstitutioner, dagpleje og enheder (som betegnelse for tidligere "huse"). Førhen har kontraktområder i nogle tilfælde været beskrevet som 'institutionen'. Institution er i sig selv et tvetydigt begreb, som kan forstås på forskellig vis og huse er problematisk, da dagplejerne også selv har deres egne huse mv. Derfor er der nu lavet en skarp sondring, så tvivl om hvornår, der menes hvad, undgås.

Indholdsmæssige rettelser:

- § 5 i Styrelsesvedtægten for dagtilbud og skole er skrevet om, så det er opdateret i forhold til, at der nu er en centerkontrakt i forhold til før, hvor det var dagtilbudslederne/skolelederne, der var kontraktholdere.

- I styrelsesvedtægten for dagtilbud er der yderligere rettet således at information om "bestyrelser på tværs" ikke længere fremgår som en mulighed, men i stedet indledningsvis beskriver, hvordan bestyrelser i Rebild Kommunes dagtilbud er organiseret, med de følger, det har for bestyrelsens kompetencer. Dette skyldes en afklaring, der er kommet fra Socialministeret undervejs i processen. Det betyder i praksis, at bestyrelserne i Rebild Kommunes dagtilbud er såkaldte bestyrelser på tværs jf dagtilbudslovens § 14 stk. 3. Det medfører, at forældrerepræsentanten for dagplejen har kompetence til at træffe beslutninger, når det er noget, der alene vedrører dagplejen og omvendt jf. dagtilbudslovens § 14. stk. 4.

- Derudover var der i Styrelsesvedtægten § 11 stk. 4 beskrevet, at: "institutioner med flere huse har hvert enkelt hus fortrinsret til 2 pladser i bestyrelsen." Det er tilføjet denne bestemmelse, at denne udfases med næste valg til bestyrelsen i 2020 og fremover. Det har vist sig, at denne bestemmelse skaber en uhensigtsmæssig skævvridning af repræsentationen i forældrebestyrelserne, nu hvor dagplejen er sikret mindst en plads, hvorfor det skaber udfordringer i praksis. Uden denne bestemmelse er det alene gældende, at bestyrelserne sammensættes (jf. dagtilbudsloven) så: Hver daginstitution er sikret repræsentation, ved integrerede institutioner sikres vuggestue og børnehave en plads, dagplejen sikres en plads og evt. specialtilbud sikres en plads. Dernæst udfyldes de sidste pladser efter stemmetal alene. Således er der en ligelig fordelt mindstegaranti for alle typer af dagtilbud og enheder. Rammerne for bestyrelserne i dagtilbud i styrelsesvedtægten sendes i høring med høringsfrist 24. maj 2019 kl. 9.00.

- Der er ændret i Styrelsesvedtægtens Bilag 3 - Pladsanvisningsprincipper jf ovenstående beskrivelse af samling af distrikter i forbindelse med omorganiseringen af dagtilbuddene. Det betyder, at børn fremover anvises til en plads hos en dagplejer i Kildens distrikt, hvis de bor i Bælum eller Blenstrup, mens børn der bor i Haverslev eller Ravnkilde anvises til en plads i dette distrikt. Børnene vil stadig fortrinsvis blive anvist til en fast dagplejer i lokalområdet.

For Styrelsesvedtægten - skole er der tilføjet forældrerepræsentanter fra dagplejen til bestyrelserne i de to børneuniverser i Øster Hornum og Kilden i overensstemmelse med byrådets beslutning 20. december 2018.

Resume

Sagen afgøres i: Børne- og Familieudvalget.

Opsamling på udmøntning af decentralisering af ledelse, vejledning og sparring af dagplejen samt justering i økonomien og revidering af styrelsesvedtægter.

Beslutning

Forvaltningen indstiller til Økonomiudvalget og Byrådet, at justeringer i tildelingsmodel godkendes.

Udvalget er opmærksom på, at lovgivning endnu ikke er vedtaget. Der gives løbende status til udvalget, herunder om hvordan situation håndteres, såfremt lovgivning bliver forsinket.

Indstilling

Forvaltningen indstiller at Børne- og Familieudvalget tager høringsvarerne til efteretning og godkender justeringerne i tildelingsmodellen for skoleområdet.

Økonomi

Finansieringen i aftalen viser, at kommunerne tilføres penge i 2019 med 79 mio. kr. (Rebilds andel 0,4 mio. kr.) stigende til 190 mio. kr.  i 2020 (Rebilds andel 1,0 mio. kr.) Der er i finansieringen antaget at ”øget aktivitet i fritidstilbud” for kommunerne stiger med 78 mio. kr. i 2019 og 188 mio. kr. i 2020 som følge af den nye aftale. Beløbet er stort set svarende til de nye penge.

En øget åbningstid vil samlet i Rebild Kommune betyde en øget tildeling på 1,7 mio. kr. til kommunens SFO'er, som finansieres dels af de nye penge i aftalen samt af en øget forældrebetaling. Aftalens ændringer på skoleområdet er forudsat finansieret indenfor skoleområdets nuværende økonomi, væsentligst som følge af afkortning af skoleugen for 0.-3. klasse.

Konkret vil forslaget betyde, at den nuværende tildelingsmodel tilpasses den reducerede undervisningstid i 0.-3. klasse (konkret reducering fra 981 til 907 timer pr. skoleår), og at tildelingen til indskolingsmodellen teknisk reguleres til, at elever i 0. klasse ligeledes udløser timer.

Parametre for revideret tildelingsmodel på skoleområdet

Ressourcetildelingsmodellen tager udgangspunkt i en tildeling pr. elev, hvor der er lagt følgende parametre ind:

· Timetal jf. folkeskoleloven på alle klassetrin på alle skoler, 27,75 timer til indskoling, 33 timer til mellemtrin og 35 timer til udskoling.

· Indskolingstimer (10 timer pr. elev fra 0.-3. klasse)

· Tildeling til Administration: 800 timer + 4 timer/elev + for specialfunktioner (80 timer pr. special- eller modtageklasse)

· Fast tildeling til små skoleafdelinger på 5.951 timer

· Minimumstildeling til 22 elever i klasserne på alle skoler

· Maksimumstildeling til 26 elever i klasserne på alle skoler

· Budget til øvrige udgifter til faktisk elevtal

· Specialpædagogisk bistand op til 9 timer (0-3. klasse 5 timer pr. elev, 4.-6. klasse 4 timer pr. elev, 7.-9. klasse 3 timer pr. elev)

På SFO-området foreslås den øgede åbningstid på 2,25 timer tillagt pr. uge i de 40 skoleuger, som SFO'en skal have ekstra åben.

Aftalen vil konkret på baggrund af 2019 betyde følgende ændring pr. skole (beregnet udfra basisbudget 2019) med 5/12-delsvirkning i 2019. 

*SFO'en i Haverslev-Ravnkilde er placeret under Tuen/Kløvermarkens budget og ledelse, hvorfor de øgede midler på SFO tilfalder dem og ikke skolen.

Det er aktuelt ikke afklaret, om KL har til hensigt om at rejse krav om DUT-kompensation i forbindelse med forliget.

Sagsfremstilling

Baggrund
Regeringen har den 30. januar 2019 indgået aftale med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om justeringer af folkeskolen (aftaletekst og faktaark vedlagt sagen som bilag). Justeringerne består af i alt 13 initiativer, som alle ligger ind under de tre hovedoverskrifter: "Klarere rammer for tilrettelæggelse af skoledagen", "Øget faglighed og kvalitet" og "Øget frihed". I overblik består initiativerne af følgende:

Klarere rammer for tilrettelæggelse af skoledagen:
1: Skoleugen for elever i børnehaveklassen til og med 3. klasse afkortes med 2¼ klokketime pr. uge inklusiv pauser. Konkret gennemføres dette ved, at det samlede undervisningstimetal i indskolingen nedsættes med 90 klokketimer pr. klassetrin (iværksættes pr. 1. august 2019). Ændringen medfører behov for øget åbningstid i SFO.
2: Forenkling og klare rammer for anvendelsen af §16b (muligheden for at konvertere understøttende undervisning til to-voksenundervisning).

Øget faglighed og kvalitet:
3: Kvalitetsløft af den understøttende undervisning. Med aftalen følger et mål om, at kvaliteten i den understøttende undervisning skal styrkes, så den kommer til at virke godt og efter hensigten på alle skoler. Den understøttende undervisning skal hænge bedre sammen med og understøtte folkeskolens formål, skolens undervisning i fagene og obligatoriske emner og sikre en mere varieret skoledag, med bevægelse og hvor det omgivende samfund inddrages.
4: Prioritering af udvalgte fag. Der tilføres 90 ekstra fagtimer (klokketimer) i sprog (tysk/fransk), billedkunst og historie på udvalgte klassetrin fra skoleåret 2020/2021. Timerne omprioriteres fra den understøttende undervisning. Samtidig indføres særskilte vejledende timetal for madkundskab og håndværk og design, samtidig med at det præciseres, hvilke klassetrin undervisningen skal foregå.
5: Styrket læseindsats
6: Reduktion af faglige bindinger i undervisningen
7: Færre vikarer og justeret kompetencedækningsmålsætning
8: Kanonlister og styrket fokus på Rigsfællesskab

Kvalitetsløftet finansieres bl.a. ved, at der frigives ressourcer ved implementering af en kortere skoledag samt ved DUT-kompensation. (Det Udvidede Totalbalanceprincip indebærer, at staten kompenserer kommuner og regioner for kommunale og regionale udgiftsændringer som følge af blandt andet ny lovgivning). Specifikt i forhold til SFO-området får Rebild Kommune tilført ca. 1 mio. kr. årligt, som skal dække de øgede udgifter i til SFO, når åbningstiden her udvides for alle indskolingselever.

I aftalen ligger en forventning om, at de ekstra ressourcer prioriteres til:
- Færre elever pr. underviser, to-voksenundervisning, holddannelse, undervisning tilpasset elevernes forskellige faglige udvikling mv.
- At øge tiden til planlægning af og opfølgning på den understøttende undervisning.

I forhold til imødekommelsen af denne forventning foreslår forvaltningen en justering af den nuværende tildelingsmodel, således at undervisningstiden i 0-3. klasse nedsættes i forhold til aftalen, alt imens indskolingsmodellen - der tildelingsmæssigt udløser 10 timer pr. elev i 1-3. klasse - udvides til også at omfatte eleverne i 0. klasse.

Øget frihed:
9: Udvidet kompetence til skolebestyrelser ved ansættelse af skolens leder
10: Mulighed for to-årig valgperiode for forældrerepræsentanterne til skolebestyrelsen
11: Forenkling af elevplanen
12: Evaluering af de nationale test
13: Øget didaktisk frihed og styrket professionel dømmekraft i folkeskolen.

Implementering af aftalen
Mens dele af aftalen vil få virkning allerede fra skoleåret 2019/2020, vil hovedparten først gælde fra 2020/2021. Blandt de dele, der træder i kraft allerede fra skoleåret 2019/2020, er ovennævnte indførsel af en kortere skoleuge for elever i indskolingen. Denne ændring består i praksis i, at skoleugen afkortes i børnehaveklassen til og med 3. klasse med 90 klokketimer årligt, svarende til 2¼ klokketime ugentligt inkl. pauser.
Ændringen indebærer behov for en øget åbningstid i SFO, hvorfor der tillægges 2¼ time pr. uge i 40 uger (skoleugerne), mens åbningstiden i de resterende uger er uændret. Tildelingen pr. time er ligeledes uændret, der vil alene ske en ændring i tildelingen som følge af en øget åbningstid i de 40 uger. Forældrebetalingen vil stige, som følge af at tildeling pr. barn stiger.

Mens undervisningstiden for indskolingen generelt nedsættes, er der også for de resterende klassetrin givet øget frihed til kommunerne og folkeskolerne til lokalt at kunne tilrettelægge skoleugen. Konkret åbnes der mulighed for at konvertere op til to timer af den understøttende undervisning til for eksempel flere voksne i undervisningen, hvilket kan anvendes til afkortning af skoleugen. Dette indebærer samtidig, at det fremover kun vil være klasser i indskolingen, specialklasser eller -skoler, der kan bruge folkeskolelovens paragraf 16b. Denne paragraf har hidtil været anvendt til en konvertering af understøttende undervisning til to-lærerundervisning, men har været forbundet med individuel vurdering ift. hver enkelt klasse samt krav om skriftlig dokumentation for anvendelsen.

Høring vedr. justeringer

Da aftalen betyder, at der er nødt til at ske en ændring af kommunens tildelingsmodel på skoleområdet skal den jf. styrelsesvedtægten sendes i høring ved skolernes bestyrelser og MEDudvalg. Da skolerne i øjeblikket skal til at planlægge næste skoleår og derfor har behov for at kende den økonomiske ramme foreslås en meget kort høring (skolelederne er orienteret herom).

Befordring/ skolekørsel

Når eleverne i indskolingen skal have en kortere skoleuge får det en afledt konsekvens i forhold til befordring. Kommunen er forpligtet til at sikre kørsel til/fra skole, hvis elever har en længere skolevej (for indskolingen mere end 2,5 km) eller skolevejen er erklæret trafikfarlig. Det betyder, at der med den nye aftale vil være behov for ekstra skolebusser for de fleste skoler i Rebild (dog i mindre grad for de tre store skoler i byzoner).

En undersøgelse blandt skolerne i forhold til behov for en ekstra hjemkørsel 2-3 gange om ugen koster jf. NT et sted mellem 350.000-500.000 kr. årligt.

Rebild Kommune har på baggrund af forliget forespurgt omkring finansiering heraf ved KL. KL melder tilbage, at de ikke har været involveret i forhandlingerne om økonomien. KL oplyser derfor om, at en afklaring af økonomien i forhold til kommunens øgede udgifter til befordring må afvente DUT kompensationen efter DUT-høringen.

Sagen genoptaget efter høring

På udvalgsmødet den 6. marts blev det besluttet at udsende forslaget om en justering af tildelingsmodellen på skoleområdet i høring. Ved høringsfristens udløb den 21. marts er der modtaget høringssvar fra alle folkeskolerne i Rebild Kommune. Høringssvarene noterer sig alle den foreslåede ændring og flere udtrykker tilfredshed med, at indskolingsmodellen tildelingsmæssigt nu udvides til også at omfatte 0.klasses-eleverne. Suldrup Skole gør opmærksom på, at det er vanskeligt at lave kvalitetsløft, når budgettet mindskes. Jævnfør tabel i økonomi-afsnit er det dog alene tilfældet, hvis man kigger isoleret på skoledelen og ikke indtænker den ændrede SFO-tildeling.

Endelig gør flere opmærksom på, at det er væsentligt at få en afklaring i forhold til de ekstraordinære busudgifter, der følger med en kortere skoledag for indskolingen. Såfremt der ikke tilgår DUT-midler hertil finder høringssvarene det væsentligt, at udgiften ikke pålægges skolerne.

Status på aftale

Der gøres opmærksom på, at aftalen om justeringen af folkeskolen endnu ikke er endeligt udmøntet i lov. Forvaltningen har rettet henvendelse til Undervisningsministeriet og har her fået oplyst, at lovforslaget forventes fremsat i april. Såfremt lovgivningen ikke nås endeligt udmøntet inden det forestående folketingsvalg, opererer forvaltningen med en alternativ plan for organisering.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0