Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Sagsfremstilling

Der blev lavet aftale med Støvring Multihus om tilbagebetaling af det forudbetalte tilskud, hvor forudsætningen var, at tilbagebetalingen blev gennemført over en 6-årig periode startende med afdrag på 50.000 kr. i 2025. Den nærmere aftale for tilbagebetaling fremgår af bilag 2.


Støvring Multihus anmoder om udsættelse af tilbagebetalingen til start i 2027, da der stadig arbejdes på genopretning af økonomien. Støvring Multihus havde i 2022 et underskud på kr. 484.000 kr. og i 2023 var underskuddet på 415.000 kr. I det vedtagne budget for 2024 forventes et underskud på 30.000 kr., som pt. ikke ser ud til at holde, da der for nuværende forventes et større underskud. Dette fremgår af henvendelsen fra Multihuset i bilag 3 samt regnskab i bilag 4. Multihuset bemærker også, at de ønsker drøftelse af driftstilskuddet til svømmehallerne og hjælp til energioptimering af svømmehallen.


Forvaltningen bemærker, at der i forbindelse med drøftelserne omkring tilskudsmodellen til de selvejende haller og svømmehaller drøftes hvordan tilskuddene skal være fremadrettet. Derudover drøfter udvalget vedligeholdelse af de selvejende haller og svømmehaller, hvor der også er energioptimerende elementer.


Forvaltningen har ligeledes været i dialog med Multihuset for afklaring om deres forventninger til realiseringen af tilbagebetalingen fra 2027. Multihuset oplyser, at de under forudsætning af den stabile udvikling samt en forventelig øget udlejning, vil kunne starte tilbagebetalingen i 2027.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget drøfter henvendelsen og indstiller en beslutning til Byrådet.

Beslutning fra Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget, 27. november 2024, pkt. 95:

Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget indstiller til Økonomiudvalget og byrådet, at Støvring Multihus bevilges udsættelse af afdragsordning, således at den opstarter i 2027.

Resume

Byrådet godkendte på møde, den 27. april 2023 at Støvring Multihus fik en forudbetaling af tilskud på 300.000 kr. Støvring Multihus havde søgt om forudbetalingen grundet stigende energipriser. Den samlede sagsfremstilling fra denne behandling kan ses i bilag 1.


Der blev lavet aftale om tilbagebetaling over en 6-årig periode startende med afdrag på 50.000 kr. i 2025.


Støvring Multihus anmoder om udsættelse af tilbagebetalingen til start i 2027, da der stadig arbejdes på genopretning af økonomien.

Text

Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.

Økonomi

Takster opkræves fremadrettet af Nordværk I/S

Sagsfremstilling

Budgetprocessen på affaldsområdet har været præget af sammenlægningen og de mange lovbestemte opgaver på området. For en redegørelse af den generelle budgetproces for 2025 henvises der til det overordnet Budgetnotat 2025 (bilag 1), som er udsendt til alle ejerkommunerne.


Nordværk I/S har redegjort for det udarbejdede affaldsbudget og den forslåede fremskrivning af affaldstakster for 2025 således:


Takstfremskrivning for de kommuner der har overdraget affaldsområdet til Nordværk I/S er ikke ens, dette beror sig på forskellige udgangspunkter forinden overdragelsen. Takstfremskrivningen fordelt på kommune:


Aalborg Kommune 12,5 %

Brønderslev Kommune 3 %

Hjørring Kommune 5 %

Jammerbugt Kommune 0 %

Rebild Kommune 5 %


De væsentligste ændringer til udgiftsbudgettet for Rebild Kommune for 2025 ift. prognosen for 2024, er følgende:


  • Renovering af nedsivningsbassiner ved Genbrugspladsen Sørup.
  • Belægning og kloakering ved Genbrugspladsen Krastrup.
  • Indkøb af to nye gummihjulslæssere som erstatning for maskiner, der forbliver i driftsenheden ved Rebild Kommune.
  • Etablering af anlæg, som skal afhjælpe problem med overfladevand ved større regnfald.


Udgiftsbudgettet er sammenholdt med den historiske akkumulerede over-/underdækning for hver ordning, og det har givet en indikator for, hvor store indtægterne bør være og dermed, hvordan taksterne skal reguleres. På baggrund heraf har Nordværk vurderet, at affaldstaksterne for Rebild Kommune bør stige med 5 % for at dække de forventede udgifter for 2025. Den reelle stigning i taksterne er 2 %, hvis man modregner prisfremskrivning på 3 % på udgiftssiden.


Nordværk har valgt at anvende de kommunale afrundingsprincipper, og derfor vil de fleste takster blive afrundet til nærmeste tier. Takstblad for 2025 fremgår af bilag 2. Udgift til håndtering af madaffald indgår fremadrettet i grundgebyret, hvorfor prisen for en 240 liters 2-delt container til mad-/restaffald falder.



Forvaltningen noterer sig, at denne første proces vedr. fastsættelse af affaldsbudget og takster, efter selskabsgørelse af affaldsområdet til Nordværk I/S, har været en meget komprimeret proces. Forvaltningen finder det væsentligt at Nordværk, ud over opfyldelse af de mange lovkrav også har fokus på at høste langsigtede rationaliseringer ved fælles drift. Og herunder at denne indsats også på den længere bane afspejles i affaldsbudgettet.



Uddybende bemærkninger vedr. moms

Der sker en omlægning i måden taksterne fremvises og opkræves på i 2025 ift. til tidligere år som følge af en momssag om moms på renovationsydelser. Det betyder, at taksterne i 2025 er momsfrit, men pålagt en stigning på 25 %, tilsvarende momsen, så Nordværk fortsat får dækket udgifter på renovationsydelser.


Et eksempel kunne være, at hvis Nordværk fastsætter deres grundgebyr, før de nye momsregler, i takstbladet til 1.000 kr./år ekskl. moms, vil borgeren skulle betale 1.250 kr./år inkl. moms hvert år. I indeværende år passer det lige præcis med, at Nordværk også haft udgifter for 1.000 kr. ekskl. moms og 1.250 inkl. moms. Det vil sige, at det hele går i nul, både driftsregnskabet og momsregnskabet da købs- og salgsmoms udgør 250 kr.


Med de nye momsregler, hvor taksterne skal være momsfrie, vil samme scenarie betyde følgende: hvis Nordværk fortsætter med at opkræve 1.000 kr. momsfrit overfor borgeren pr., men stadigvæk har udgifter for 1.250 kr./år. inkl moms, vil Nordværk stå med en momsudgift på 250 kr./år, som Nordværk ikke kan trække fra i deres salgsmoms, fordi den ikke eksisterer længere. Derfor er Nordværk nødt til at opjustere alle deres takster med 25 %, tilsvarende momsen, for at få dækket deres købsmoms.


Rebild Kommune har også anvendt dette regnskabsprincip i fastsættelsen af 2024 taksterne, så der vil ikke ske nogen ændring. Dog skal alle takster opdeles i enten Privat, Kommunal og Erhverv, hvilket nu også fremstår mere tydeligt i takstbladene.


Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalg og byråd anbefaler, at godkende affaldsbudget og takster for 2025 som fremgår af bilag 2

Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 26. november 2024, pkt. 164:

Indstilles godkendt.

Resume

Nordværk I/S har på baggrund af udarbejdelse af Affaldsbudgettet for 2025 udarbejdet forslag til takster for affaldsydelser i 2025. Overordnet er der udtrykt behov for en samlet fremskrivning på 5 % samt at taksterne for 2025 afrundes til hele tiere.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0