Rebild Vand & Spildevand A/S planlægger etablering af kloaktilslutning til nyt byggeri på matrikel 3bs på Amtoften i Haverslev, hvor der skal opføres 9 dobbelthuse. I den forbindelse skal der sættes spildevandsstik op til matriklen. Det planlagte ledningsarbejde fremgår af projektbeskrivelsen i bilag 1.
Der skal etableres hovedledninger samt et brøndsæt for regn- og spildevand hen over matrikel 3f for at kunne forsyne matrikel 3bs.
Ledningen skal placeres på et areal, der i lokalplanen er udlagt til grønt areal. Som udgangspunkt skal dette friholdes for bebyggelse. De øvrige regn og spildevandsledninger inde på boligforeningens areal er private ledninger. Den del af ledningen, der går over boligforeningens grund frem til brønden, hvortil de private ledninger er tilsluttet, anses for omfattet af forsyningens leveringsbestemmelser og bliver normalt ikke tinglyst
Rebild Vand og Spildevand A/S ønsker, at ledningerne placeres i overensstemmelse med projektbeskrivelsen og tinglyses med fravigelse af gæsteprincippet.
Gæsteprincippet er et juridisk princip, der betyder, at en ledningsejer, som har placeret sine ledninger på en anden persons ejendom, betragtes som en "gæst". Hvis ejeren af ejendommen ønsker at ændre brugen af arealet, hvor ledningerne er placeret, skal ledningsejeren, som udgangspunkt, betale for flytningen af ledningerne. Dette princip sikrer, at ejendomsejeren ikke pålægges omkostningerne ved sådanne ændringer. At fravige gæsteprincippet betyder, at det er grundejeren og ikke ledningsejeren, der skal betale for eventuelle omkostninger ved flytning af en ledning, såremt grundejeren har behov for en anden ledningsplacering.
Økonomiudvalget traf den 20. maj 2020, pkt. 140, en principiel beslutning om, at alle sager om fravigelse af gæsteprincippet skal forelægges Økonomiudvalget, se bilag 2
Økonomiudvalgets principbeslutning ligger op til, at der generelt ikke sker en fravigelse af gæsteprincippet, men at dette kan bero på en konkret vurdering.
Såfremt det besluttes, at der skal ske en fravigelse af gæsteprincippet, kan dette ske mod erstatning.
Forvaltningen indstiller, at der i den konkrete sag, ikke sker en fravigelse af gæsteprincippet, idet ledningen er placeret efter Rebild Forsynings ønske og at arealet er udlagt til grønt område som ikke vil blive bebygget.