Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Sagsfremstilling

På temamødet den 10. oktober blev det drøftet, hvordan Rebild Kommune bedst muligt kan forebygge og håndtere episoder med chikane, hærværk, vold og trusler mod byrådsmedlemmer. Dette omfatter både fysisk og psykisk vold samt krænkende handlinger, der kan påvirke det psykiske arbejdsmiljø. Forvaltningen har på den baggrund udarbejdet et forslag til tilgang til forebyggelse og håndtering i Rebild Kommune i form af forslag til et actioncard samt en beskrivelse af rammer for bistand og forslag til byrådets egne principper for forebyggelse.


Formålet er at sikre, at Rebild Kommune har en klar og handlingsorienteret procedure for håndtering af chikane, hærværk, vold, trusler og krænkende adfærd mod byrådspolitikere, samt at kommunen aktivt støtter de berørte personer. Forslaget sigter mod at skabe tryghed og sikkerhed for byrådspolitikere i forbindelse med deres arbejde, samtidig med at der arbejdes forebyggende for at mindske risikoen for sådanne episoder.


Forvaltningen har mulighed for at yde støtte i forbindelse med at byrådsmedlemmer oplever chikane, hærværk, vold, trusler og krænkende adfærd som led i hvervet, jævnfør den kommunale styrelseslovs § 16, stk. 11, 2. pkt. Muligheden for at forvaltningen yder administrativ bistand såvel som tilbyder psykologbistand og ekstern juridisk bistand indenfor styrelsesloven fremgår af notatet i bilag 1. Det er en forudsætning for den hjælp, som forvaltningen kan tilbyde, at byrådet har truffet beslutning om, at forvaltningen kan hjælpe med at indgive politianmeldelse, og at kommunen kan betale for psykologbistand samt ekstern juridisk bistand til byrådsmedlemmer.


Byrådet skal i forbindelse med sin beslutning fastlægge rammerne for, at der kan ydes støtte og godtgørelse til medlemmerne. Rammerne skal fastsættes ud fra saglige og objektive kriterier. Sådanne kriterier kan eksempelvis være en krænkelses karakter, omfang og mulige påvirkning samt om overtrædelsen af straffeloven er undergivet privat eller offentlig påtale.


Rammer for forvaltningens bistand samt tilbud om psykologbistand og ekstern juridisk bistand

Byrådsmedlemmer kan få tilbudt psykolog eller krisehjælp, når de oplever chikane, hærværk, vold, trusler og krænkende adfærd som led i hvervet. Der sættes ikke begrænsninger for typen af krænkelser. Byrådsmedlemmer vil være omfattet af den til enhver tid gældende aftale for medarbejdere i Rebild Kommune. Adgang til psykologbistand eller ekstern juridisk bistand skal rekvireres via kommunaldirektøren.

Byrådsmedlemmer er ikke omfattet, hvis chikane, hærværk, vold, trusler og krænkende adfærd sker som led i private eller partipolitiske forhold. Her må kommunen ikke yde støtte eller godtgøre udgifter. Det er desuden en betingelse, at der foreligger en tidsmæssig forbindelse mellem chikanen, volden, truslen, mobningen eller krænkelsen og byrådsmedlemmets ønske om at blive bistået af forvaltningen med henblik på at indgive politianmeldelse eller i øvrigt kontakte politiet herom.


Actioncard for byrådsmedlemmer - Sådan gør vi hvis vold, mobning, chikane, trusler eller krænkende handlinger forekommer. Se bilag 2.

Actioncardet skal ses som en vejledning, der beskriver de konkrete trin, der skal følges hvis et byrådsmedlem oplever episoder med chikane, vold og trusler. Actioncardet omfatter:

  • Kontaktperson er kommunaldirektøren.
  • Fokus på, at ingen byrådspolitikere efterlades alene efter en episode med vold eller trusler.
  • Tilbud om psykologbistand umiddelbart efter en episode eller ekstern juridisk bistand ved behov.
  • Hjælp til anmeldelse af arbejdsskader samt eventuelt politianmeldelse.
  • Opfølgning og udarbejdelse af en handleplan med involverede parter i tilfælde af alvorlige episoder.

Actioncardet for byrådsmedlemmer er baseret på det tilsvarende actioncard målrettet medarbejdere i Rebild Kommune. Ensartethed i formuleringerne skal bidrage til at ensrette og skabe sammenhæng i indsatsen.


Byrådets principper for forebyggelse

Som et led i at skabe gode arbejdsbetingelser for nuværende og kommende byrådsmedlemmer, foreslås at byrådet fastsætter fælles principper for at bidrage til at forebygge chikane, hærværk, vold og trusler mod byrådspolitikere. Principperne gælder både fysiske møder, trykte medier og på digitale kanaler som sociale medier. Det handler om at bidrage til en god tone, når der er tale om kommunikation, både imellem hinanden, om hinanden eller med andre.

Forslag til tre principper for byrådets forebyggelse af chikane, hærværk, vold og trusler mod byrådspolitikere:

  • Vi vil have fokus på åben dialog og tidlig indsats
  • Vi vil skabe en god debatkultur, hvor vi holder en respektfuld tone
  • Vi vil bakke hinanden op og værne om hinandens privatliv

Forslaget tager udgangspunkt i hovedtræk fra anbefalingerne i udgivelsen Vejledning med fokus på forebyggelse og håndtering af chikane, hærværk, vold og trusler mod lokalpolitikere, der ses i bilag 3.

Indstilling

Forvaltningen indstiller at Økonomiudvalget anbefaler overfor byrådet, at 

  • godkende forslag til actioncard for byrådsmedlemmer som en vejledning i håndtering af chikane, hærværk, vold og trusler, herunder muligheden for at forvaltningen yder støtte i forbindelse med politianmeldelser 
  • godkende at stille psykologbistand og ekstern juridisk bistand til rådighed for byrådsmedlemmer, der har behov for assistance forårsaget af varetagelsen af hvervet som byrådsmedlem 
  • godkende forslag til byrådets principper for forebyggelse 

Resume

Forvaltningen har udarbejdet et forslag til actioncard for byrådsmedlemmer som en vejledning i håndtering af chikane, hærværk, vold og trusler. Byrådet skal i den forbindelse tage stilling til forvaltningens mulighed for at yde administrativ bistand og støtte i forbindelse med politianmeldelser såvel som tilbud om psykologbistand og ekstern juridisk bistand.

Text

Direktionen, Økonomiudvalget, byrådet

Økonomi

Det samlede anlægsbudget for daginstitutionen udgør 23 mio. kr. Heraf er 0,5 mio. kr. tidligere frigivet til rådgivning. Der er desuden afsat og frigivet 1,5 mio. kr. på investeringsoversigten 2025-2034.

Der udestår derfor behov for et rådighedsbeløb på 21 mio. kr. Der er afsat midler i budget 2025-2029 i året 2026 til deponering i forbindelse med indgåelse af leasingaftalen, som kan anvendes til finansiering af rådighedsbeløbet.

Rådighedsbeløbet forslås afsat med 11 mio. kr. i 2025 og 10 mio. kr. i 2026. Da deponeringen er budgetlagt i 2026, vil der ske en fremrykning af 11 mio. kr. til 2025, som vil forøge kassetrækket i 2025 i forhold til det budgetlagte.

Besparelsen ved indgåelse af leasingaftale skyldes, at Rebild forventeligt vil spare en rentemarginal mellem forrentning af indestående og renten til leasing på de tidspunkter, hvor der er penge nok på kontoen, og det ikke er nødvendigt at trække på kassekreditten.

Det samlede anlægsbudget på 23 mio. kr. blev beregnet uden at kende til den præcise beliggenhed og kapacitet. Nu, hvor begge er fastlagt, er der erkendt faktorer, der kan medføre ekstra udgifter.

Grunden medfører højere omkostninger til spildevand, intern vej og terrænregulering på grund af dens størrelse (ca. 1,6 ha) og kuperede terræn. Der er også krav om, at regnvand skal nedsives på grunden, da tilslutning til skelbrønd ikke er muligt. De samlede ekstraudgifter skønnes at være 1,5 mio. kr., og derfor vurderes budgettet at være stramt. Licitationsresultat kendes april 2025.

Sagsfremstilling

Børne- og Familieudvalget godkendte den 5. maj 2021 arbejdet med at udarbejde et forslag til en ny integreret institution i Skørping.

Byrådet besluttede den 15. december 2022 at starte planlægningen af en daginstitution på Gammel Skørpingvej 124 (Matr. nr. 22h, Skørping By, Skørping). Grunden er privat, og derfor indgik Rebild Kommune den 22. marts 2023 en aftale om køb, betinget af en godkendt lokalplan, som blev godkendt i 2024.

Den 12. oktober 2023 besluttede Byrådet i forbindelse med budgetvedtagelsen, at daginstitutionen skulle finansieres via leasingaftale. Der er endnu ikke indgået en leasingaftale.

I Rebild Kommunes budgetaftale for 2025 fremgår, at den forbedrede likviditet giver mulighed for at etablere daginstitutionen som en anlægsinvestering, hvilket formentlig vil medføre besparelser i forhold til leasingaftalens forrentning. Besparelsens størrelse afhænger dog af størrelsen af det afledte træk på kommunens kassekredit. Ved leasing kræves en deponering svarende til byggesummen, som frigives med 1/25 årligt.

Byrådet skal afsætte et rådighedsbeløb på 21 mio. kr. fordelt med 11 mio. kr. i 2025 og 10 mio. kr. i 2026 samt give en tilsvarende bevilling til ny daginstitution i Skørping, så den kan etableres ved egenfinansiering som en anlægsinvestering i stedet for den tidligere besluttede leasingfinansiering, jfr. Økonomiudvalgets beslutning den 21. august 2024, pkt. 147 – Godkendelse af budget i balance.


Tidsplan

  • Ultimo 2024: Kontrahering med totalrådgiver
  • Medio 2025: Kontrahering med entreprenør
  • Medio 2026: Indflytning og ibrugtagning


Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget anbefaler Byrådet at beslutte, at afsætte et rådighedsbeløb på 11 mio. kr. i 2025 og 10 mio. kr. i 2026 til etablering af ny daginstitution i Skørping finansieret af det budgetlagte deponeringsbeløb afsat i 2026 samt frigive midlerne.


Resume

Med afsæt i Rebild Kommunes forbedrede likviditet har byrådet i budget 2025 vedtaget, at daginstitutionen etableres ved egenfinansiering som en anlægsinvestering i stedet for leasingfinansiering, da dette er enklere og vil formentlig medføre en besparelse som følge af bortfald af forrentning af leasingaftale.


Byrådet skal afsætte et rådighedsbeløb finansieret af den budgetlagte deponering og frigive bevilling til ny daginstitution i Skørping, så den kan etableres ved egenfinansiering som en anlægsinvestering i stedet for den tidligere forudsatte leasingfinansiering, jfr. Økonomiudvalgets beslutning den 21. august 2024, pkt. 147 – Godkendelse af budget i balance.

Text

Økonomiudvalget, Byrådet


Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0