Kvalitativt ledelsestilsyn på socialområdet børn og unge, december måned 2017
I forlængelse af den overordnede Plan for ledelsestilsyn i CFH Myndighed (se bilag), udarbejdes det konkrete ledelsestilsyn for december 2017. Sagsudsnittet på Socialområdet er 10 sager, der er udvalgt fra følgende kriterier:
- Sagsudsnittet fordeles repræsentativt fra alle rådgivere
- Sagsudsnittet fordeles mellem de respektive foranstaltningstyper
- Sagsudsnittet fordeles mellem nye og løbende foranstaltninger
Ledelsestilsynet omfatter ikke sager fra Team Tidlig Indsats.
Resultatet af ledelsestilsynet viser overordnet set, at der arbejdes struktureret med dataindsamling og dokumentationsarbejdet i sagerne.
Dog er der i de udredninger der er udarbejdet de seneste seks måneder, en tendens til kortere analyser og en mere overordnet bearbejdning af data. Der ses fortsat en grundig dataindsamling men analyserne i de Børnefaglige undersøgelser (BFU) mindre individuelle og mere overordnede. Dette har en direkte afsmittende effekt på opstillingen af konkrete SMARTE mål i handleplanerne. Forklaringen på dette er en klar stigning i den samlede produktion og arbejdshastighed. Generel fint dokumentationsniveau for de øvrige sagsbehandlingskrav.
Ved tilsynet ses der indikationer på behov for at fokusere på at forbedre enkelte dele af sagsarbejdet: f.eks. sammenhængen mellem ”udækkede behov” og den konkrete indsats ift. kommunens serviceniveau. Der skal også sættes fokus på individuel sagsgennemgang ift. indsats og økonomi.
Vi arbejder aktuelt sammen med rådgiverne om at øge kvaliteten af sagernes generelle dokumentation og gennemsigtighed i IT systemet DUBU (opmærksomhed på DUBUs funktionaliteter og sammenhæng lovgivning og ledelsestilsyn og datadisciplin), men udskiftning i medarbejderstaben gør at dette er et løbende opmærksomhedspunkt.
Gennemgang af delområderne: Opfølgninger, børnefaglige undersøgelser, børnesamtaler og handleplaner
Opfølgning
I stort set alle de gennemgåede bevillingssager er der fulgt rettidigt op, hvilket dog ikke er kvantitativt validt. Den kvalitative opfølgning viser, at der i alle sager har været løbende kontakt til børn, forældre og samarbejdspartnere, men der er ikke i alle tilfælde fulgt op på alle mål i handleplanen. Funktionsleder og faglig koordinator vil fremover sikre en konkret stillingtagen fra rådgivere til at kombinere beskrivelsen af ”de udækkede behov” med en stillingtagen til ”hvor” vi befinder os på indsatstrappen. Dette skal munde ud i konkrete overvejelser, over hvilke krav dette stiller til værkstøjssammensætningen/indsatsen ift. Rebild Kommunes serviceniveau.
I forbindelse med opfølgningerne er der varierende grader af fokus på indfrielse af de konkrete mål i handleplanen. Dette gælder også for opfølgning på formål med indsatsen og indsatsens fremadrettede relevans samt endelig justering af mål/opstilling af nye mål. Generelt er der dog et ret højt niveau for opfølgning (frekvens).
Børnefaglig undersøgelse
Der er udarbejdet Børnefaglige undersøgelser (BFU) i alle de udvalgte sager, ligesom grundlaget for at udarbejde BFU generelt er tydeligt i sagerne med konkrete beskrivelser af de relevante udfordringer og ressourcer til at arbejde med disse udfordringer. Der er dog i et par sager en tendens til, at de faglige beskrivelser og vurderinger sammenblandes, således det ikke klart fremgår, hvad der er ”fakta”, og hvad der er rådgivers faglige vurderinger. Dette skal rettes op, da det skaber uklarhed om validiteten i vurderingsgrundlaget også kan have afledte konsekvenser for borgerens retssikkerhed – pga. manglende gennemskuelighed.
Børnesamtalen
I alle sager er der afholdt den lovpligtige børnesamtale. Generelt er dokumentationen af børnesamtalerne øget i kvalitet de seneste tre måneder; fokus på spørgsmål-svar og konkrete beskrivelser uden værdiladede vurderinger. Børnene stilles langt mere konkrete spørgsmål.
Handleplaner
Der findes Handleplaner(HP) i alle de gennemgåede sager med krav herom. Kvaliteten af handleplanen er bedre end for 12 måneder siden. Der er nu en mere konkret sammenhæng mellem ”udækkede behov” og SMART-målene (konkrete/målbare mål). Dog er der generelt brug for et øget fokus på formulere mere handlingsorienterede mål da ”varighed af indsats” ellers bliver umulig at vurdere/følge op på. Konsekvensen er dermed, at den planlagte varighed af indsatsen ikke er tilstrækkelig tydelig.
Opmærksomhedspunkter i kommende sagsgennemgang og ledelsestilsyn
For at sikre forbedringer af de områder, hvor ledelsestilsynet viser behov for at kvalitetssikre sagsbehandling og dokumentation i sagerne bliver der:
- Rettet op på de konkrete fejl og mangler der er fundet i sagerne
- Via ledelsesmæssig sagsgennemgang, sparring og opkvalificering (viden om DUBU), sat fokus på nødvendige individuelle forbedringer af dokumentationen i sagerne
- Gennem sparring med socialfaglig koordinator (ICS) ifb. udredningen sætte fokus på krav til samtykke og børnesamtaler inden afgørelser samt øget fokus på sammenhængen mellem ”udækkede behov” og indsats ift. Rebild Kommunes serviceniveau.
- Gennem sparring med faglig koordinator fokuseres på en mere intensiv opfølgning gennem tydeligere SMARTE mål
Kvalitativt ledelsestilsyn i Center Familie Handicap på handicapområdet børn december 2017
I forlængelse af den overordnede Plan for ledelsestilsyn i CFH Myndighed (se bilag), udarbejdes det kvalitative ledelsestilsyn for december 2017 på handicapområdet med kontrol af 5 sager.
Overordnet er sagerne valgt ud fra følgende kriterier:
- Sagsudsnittet fordeles repræsentativt fra alle rådgivere
- Sagsudsnittet fordeles mellem de respektive foranstaltningstyper
- Sagsudsnittet fordeles mellem nye og løbende foranstaltninger
Det kvalitative ledelsestilsyn i børnehandicapsager sker ud fra Deloittes skabelon
Det primære fokusområde i december 2017 er opfølgning.
På børneområdet er der udvalgt 5 sager. Sagerne er valgt med udgangspunkt i Servicelovens § 41 & § 42.
BFU/BHU (børnefaglig undersøgelse/børnehandicapudredning):
Der er tale om grundige undersøgelser af berettigelse til ydelse jf. SEL § 41 og 42. Der foreligger relevant dokumentation i form af fx lægefaglig dokumentation fra eksempelvis egen læge, somatiske eller psykiatriske hospitaler, status og udtalelser fra skoler, PPR med mere. Generelt er der tale om sagsbehandling af høj kvalitet. Den brede og ensartede tilgang og sagsbehandling og er med til at sikre at det gældende serviceniveau overholdes.
Afgørelser og serviceniveau:
I sagerne findes korrekte afgørelser om den aktuelle foranstaltning. Begrundelserne for afgørelsen er kortfattede og konkrete.
Opfølgning:
I alle sager er der fulgt rettidigt op og det kommunale serviceniveau er overholdt i samtlige sager.
Kritikpunkter:
I en enkelt sag vurderes, at journalføringen kunne være mere omfattende. Det er ikke muligt at se om familien har taget imod det tilbud man fra forvaltningens side har rådet til.
En anden sag må anses som værende afsluttet og bør derfor lukkes.
Den enkelte sag drøftes med den ansvarlige rådgiver ligesom læringspunkter anvendes til samlet læring og udvikling i børnehandicapteamet. Punkterne vil blive taget med på førstkommende teammøde i det nye år.