Ved sidste udvalgsbehandling af ledelsesinformation forventede forvaltningen at kunne fremlægge en ny model, baseret på ny opgørelsesmetode til fremtidig ledelsesinformation. Forvaltningen har i mellemtiden undersøgt praksis fra andre kommuner; hvordan der kan trækkes information direkte fra fagsystemet DUBU og om der er andre data, der vil give et bedre udgangspunkt for de informationer der ønskes.
På nuværende tidspunkt sker dataindsamlingen fra fagsystemet DUBU via et manuelt træk til Excel, som er ret administrativt tungt og giver fejlkilder i og med, at der ikke sker en automatisk opdatering til ledelsestrækket, hvis der sker opdateringer i selve fagsystemet. Desuden betyder metoden, at tallene ikke løbende kan følges tæt, idet trækket kun sker hver 3. måned.
For at kunne trække data direkte fra fagsystemet kræver det, at alle indsatser og hændelser registres på en særlig måde i fagsystemet af rådgiverne – et arbejde der har været særligt fokus på siden efteråret. Da der skal opbygges solide data i mindst ét år, kan der først medio 2019 trækkes valide data via dette system.
Forvaltningen fremlægger derfor medio 2019 ny model til ledelsesinformation baseret på nye metoder. Forvaltningen vil dog allerede nu begynde at arbejde aktivt med de nye muligheder for løbende information for både rådgivere og ledelse.
Denne sagsfremstilling omkring ledelsesinformationen følger de hidtidige principper og opgørelsesmetoder.
Aktive sager
Antal aktive sager fordelt på socialområdet og børnehandicapområdet pr. 1. november 2018:
- På socialområdet er der 432 aktive sager mod 454 ved sidste optælling
- På børnehandicapområdet er der 206 aktive sager mod 207 ved sidste optælling
Socialrådgiverne i Center Familie og Handicap har pr. 1. november i gennemsnit en sagsstamme på 33,6 sager - dette er med de to tilførte årsværk. Ved seneste træk af ledelsesinformation 20. juni 2018 havde socialrådgiverne i gennemsnit en sagsstamme på 38,9 sager.
Underretninger
I perioden 1. august 2018 - 31. oktober 2018 er der i alt indgået 258 underretninger til Center Familie og Handicap på 132 børn. Ved sidste ledelsestilsyn var der over en periode på 3 måneder indgået 164 underretninger på 89 børn.
- 16 underretninger har i perioden ført til afgørelse om børnefaglig undersøgelse
- 6 underretninger har i perioden ført til §11 forløb (forebyggende social indsats i familien)
Børnefaglige undersøgelser
Kommunen skal foretage en børnefaglig undersøgelse, når det vurderes, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte. En børnefaglig undersøgelse omfatter en helhedsbetragtning af barnets eller den unges: Udvikling og adfærd, familieforhold, skoleforhold, sundhedsforhold, fritidsforhold og venskaber, set i forhold til forældrekompetencer, som ligeledes afdækkes. Den børnefaglige undersøgelse udgør fundamentet for en begrundet stillingtagen til, hvorvidt der er grundlag for at iværksætte hjælp overfor barnet og familien.
Pr. 1. november 2018 er der 31 igangværende børnefaglige undersøgelser på socialområdet, hvoraf 68% af disse har overholdt tidsfristen. Forvaltningen finder det utilfredsstillende, at der lige nu er 32% børnefaglige undersøgelser med overskredet tidsfrist. Der arbejdes derfor målrettet på at få de børnefaglige undersøgelser færdige, der ikke har overholdt den 4 måneders tidsfrist. Helt konkret bliver der udarbejdet en målrettet handleplan, der sikrer en tættere ledelsesopfølgning på de børnefaglige undersøgelser - med en særlig koordineret og monitoreret indsats ift. de børnefaglige undersøgelser der lige nu har overskredet tidsfristen. Udvalget orienteres nærnere om handleplanen på udvalgsmødet.


Børnesamtaler
Det er et lovkrav, at der afholdes børnesamtaler med barnet, når der udarbejdes en børnefaglig undersøgelse. Hvor børnesamtalen er et lovkrav, er der afholdt børnesamtaler i 84% af bevillingssagerne på socialområdet og 86% på børnehandicapområdet. På børnehandicapområdet fremgår et fald i antal rettidige børnesamtaler, hvilket konkret drejer sig om en enkelt børnesamtale, der ikke er afholdt rettidigt.

Løbende udvikling:

Handleplaner
Der foreligger en handleplan i 100% af sagerne på både socialområdet og på børnehandicapområdet.

Handleplanernes rettidighed er denne gang på 82% på socialområdet, hvilket er væsentligt højere end ved seneste ledelsesinformation hvor rettidigheden var på 64%. På børnehandicapområdet er handleplanernes rettidighed steget fra 67 til 100%, hvilket ligeledes er en signifikant forbedring siden seneste ledelsesinformation.


Opfølgninger
Der er samlet set fulgt rettidigt op i:
- 75% af §41 sagerne (merudgifter)
- 95% af §42 sagerne (tabt arbejdsfortjeneste)
- 82% af §52/76 sagerne på socialområdet
- 86% af §52/76 på børnehandicapområdet

På børnehandicapområdet er der denne gang status quo i rettidigheden på opfølgninger. På socialområdet er kurven for rettidig opfølgning opadgående. Det samme er gældende ved merudgifter samt tabt arbejdsfortjeneste.

Statistik vedr. ankeafgørelser og sager fra Børn og Unge-udvalget
Udvalget besluttede på mødet den 12. marts 2014, at statistik vedrørende ankeafgørelser og sager fra Børn og Ungeudvalget skulle omfattes af ledelsesinformationen.
Der har i alt været 20 ankeafgørelser i perioden 1. januar til 31. oktober i 2018. I 14 af afgørelserne er Rebild Kommunes afgørelse blevet stadfæstet - i 2 af afgørelserne blev Rebild
kommunes afgørelse hjemvist til fornyet behandling. I 3 sager har Rebild Kommune ikke fået medhold. 1 af sagerne kunne ikke behandles, idet klagefristen var overskredet.
Der er i alt behandlet 3 sager i Børn og Ungeudvalget i 2018. I de 2 sager blev Rebild Kommunes indstilling fulgt - i 1 sag blev Rebild Kommunes indstilling ikke fulgt.
Herudover har Børn og Unge-udvalget godkendt en formandsbeslutning.