Der anbefales igangsat en større gennemgang af den kommunale befordring, med en forventning om, at der kan findes optimerings- og effektiviseringsgevinster i den samlede kørsel. Det handler om at kørsel og serviceniveau justeres, koordineres, planlægges og evt. samles på tværs af kommunen. Vurderingen understøttes af, at erfaringer fra andre kommuner også viser potentiale for transportoptimering.
Byrådet besluttede den 28. april 2016 i forbindelse med beslutning om skolestruktur mv. for de 0-16 årige at se på busforbindelserne for at reducere antallet af elever, der søger skoletilbud udenfor kommunen. De muligheder vil indgå som en del af analysen.
Den kommunale befordring fordeler sig på to ordninger. Den kollektive buskørsel og specialkørslen/flextrafik. Befordringen omfatter den daglige kørsel med visiterede borgere til beskæftigelse, dagtilbud, dagcentre, skoler, genoptræning og læge samt speciallæge.
Specialkørslen omhandler bl.a. kørsel af skolebørn til dagcenter og genoptræning. Her er det ikke mindst arbejdet med at koordinere de forskellige kørsler og serviceniveauet i form af visitering, der skal analyseres. Det nuværende udbud for specialkørslen var planlagt fornyet i år, men aftalerne forlænges med et år, så de ændring vi ønsker at gennemføre på baggrund af analysen, kan indarbejdes i et udbud i 2017.
Der er en lang planlægningshorisont for større ændringer af den kollektive buskørsel. Der er netop gennemført udbud på den kollektive trafik gældende fra skoleåret 2016 og fire år frem. Justeringer af kørslen er mulig inden for perioden, men større nedskæringer kan medføre krav om kompensation fra busselskabernes side. I samarbejde med NT analyseres de muligheder der er for at effektivisere kørslen. Det vil omhandle yderligere koordinering af ringetider på skolerne, omlægning af ruter, ændrede krav til afstand til opsamlingssteder, ændring af status for trafikfarlige veje mv.
Den kollektive befordring er forankret på tværs af organisationer og fagudvalg. Ringetider på skolerne, dele af specialkørslen og trafikfarlige vej besluttes af Børne- og Ungdomsudvalget, økonomien (kollektiv trafik) er under udvalget for Teknik og Miljø og specialkørslen/flextrafik hører under Sundhedsudvalget.
Vi har 2-3 forespørgsler om vurdering af om konkrete veje er trafikfarlige, så vidt muligt lader vi disse afvente en samlet vurdering og evt. fornyet kortlægning af trafikfarlige veje.
Den interne organisering er på plads, der er holdt indledende møder med forskellige rådgivere på området og NT er anmodet om en beskrivelse af deres ydelser som evt. rådgiver.
Andre kommuner har effektiviseret den kommunale befordring væsentligt, og vi har derfor god mulighed for at foretage analysen bl.a. med baggrund af erfaringerne andre steder.