Forvaltningen indstiller, at Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget sender kvalitetsstandarden i høring i Ældreråd, Handicapråd og i kommunens MED-system.
Beslutning fra Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget, 12. januar 2022, pkt. 8:
Godkendt.
Sagen forventes behandet igen på udvalgsmødet i marts efter høringen.
Supplerende sagsfremstilling til møde i Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget, 6. april 2022:
Kvalitetsstandarden har været sendt i høring hos følgende parter: Ældrerådet, Handicaprådet, Lokal-MED Center Familie og Handicap (CFO), samt Lokal-MED Center Sundhed, Kultur og Fritid (CSKF). Der er indkommet høringssvar fra Lokal-MED (CSKF), Handicaprådet og Ældrerådet, som er vedlagt. Lokal-MED (CFO) har ikke afgivet høringssvar.
Lokal-MED CSKF har ingen bemærkninger til kvalitetsstandarden.
I Handicaprådets høringssvar angives det, at Rebild Kommune tilsidesætter og gradbøjer lovgivningen, idet der ikke foretages en konkret individuel vurdering, men at alle borgere tilbydes samme tilbud uagtet individuelle behov.
Forvaltningen kan oplyse, at der foregår en konkret individuel vurdering, og at Rebild Kommune lever op til gældende krav på området, ved at anvende behandlingstilbud, som er godkendt og underlagt tilsynspligt. Det fremgår af sagsfremstillingen, at Rebild Kommune i praksis køber pladser på Neurocenter Østerskoven, som dermed fungerer som det primære behandlingstilbud.
Kvalitetsstandarden indebærer ingen principiel beslutning om, at Rebild Kommune kun anvender Neurocenter Østerskoven. I praksis vil det dog være Neurocenter Østerskoven som anvendes, da de er godkendt og geografisk er nærmeste tilbud for borgere i Rebild Kommune.
I Handicaprådets høringssvar angives desuden, at der ved anvendelse af Neurocenter Østerskoven kan være risiko for ventetid, og at Rebild Kommune har pligt til at iværksætte genoptræning inden for 7 dage.
Forvaltningen kan oplyse, at der i alle tilfælde, iværksættes genoptræningsplaner inden for gældende lovgivningsmæssige rammer. Overgangen fra fase 2 til fase 3 sker via løbende planlægning, og det sikres, at der ved afslutning af fase 2, ikke forekommer en mellemliggende periode, inden fase 3 påbegyndes.
Som det fremgår af høringsbilaget side 5, under punktet Tidsperspektiv, vil forløbet med en borger, hvor en specialiseret rehabiliteringsplan indgår: (…) være præget af løbende planlægning og overlevering mellem de forskellige faser, og der bør således ikke forekomme ventetider.
I Handicaprådets høringssvar påpeges desuden, at Rebild Kommune lægger op til en praksis, hvor der vil blive egenbetaling for borgeren, idet der tilbydes behandlingstilbud efter Serviceloven, og ikke Sundhedsloven.
Som det fremgår af kvalitetstandarden, er lovgrundlaget Sundhedslovens § 140 og Servicelovens § 107. Det afhænger af en konkret individuel vurdering, hvilket tilbud som anvendes og passer bedst til borgerens livssituation. Det indgår ikke i vurderingen om der anvendes egenbetaling på tilbuddet.
Ældrerådet har ligeledes indgivet høringssvar og tager kvalitetsstandarden til efterretning med indstilling til, at der i fase 4 – Den fortsat udviklende fase – ændres således, at der: ”vurderes ud fra den enkelte konkretes behandlingsplan i samarbejde/råd med en lægefaglig vurdering.”
Med udgangspunkt i de indkomne høringssvar, anbefaler forvaltningen, at der foretages en mindre, redaktionel ændring i formuleringerne under punktet Den fortsat udviklende fase (fase 4). Ændringerne vil medføre, at det fremgår tydeligere, at Rebild Kommunes myndighedsfunktion på træningsområdet, i samarbejde med øvrige aktører, som er involveret i borgerens forløb, vil foretage en konkret individuel vurdering med udgangspunkt i borgerens aktuelle funktionsniveau og det videre genoptræningsbehov.
Derudover vil ændringerne medføre øget transparens omkring beslutningsgrundlaget i denne fase. Det vil fremgå, at der dels tages udgangspunkt i den lægefaglige vurderede specialiserede rehabiliteringsplan, og dels den faglige status som er udarbejdet ved endt forløb ved det specialiserede rehabiliteringstilbud.
Indstilling:
Forvaltningen indstiller, at Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget anbefaler over for Økonomiudvalg og byråd at godkende kvalitetsstandarden.
Beslutning fra Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget, 6. april 2022, pkt. 51:
Indstilles godkendt.
Rasmus Rask deltog ikke i behandlingen af sagen.
Beslutning fra Økonomiudvalget, 20. april 2022, pkt. 125:
Godkendt.
Jesper Greth og Allan Busk deltog ikke i behandlingen af sagen.