Sagsfremstilling
Der er udarbejdet et nyt forslag til Økonomisk politik og finansiel strategi for Rebild Kommune gældende for 2022-25.
Formålet med at have en økonomisk politik og finansiel startegi er at fastlægge de overordnede rammer for Rebild Kommunes økonomiske og finansielle styring. Den skal blandt andet være med til at sikre:
- At Rebild Kommune er på forkant med udviklingen, således at Byrådet har reelle handlemuligheder, når kommende års budgetter skal udarbejdes.
- At Rebild Kommune på både kort og lang sigt får en robust og bæredygtig økonomi der sikrer økonomisk handlefrihed.
- At Rebild Kommune kan finansier udviklingsprojekter og investeringer i fremtiden.
Den økonomiske politik vil blive taget op til revision, hvis udviklingen på de finansielle markeder, lovgivningen, kommunens vurderinger af finansiel risiko eller øvrige forhold tilsiger det. Den skal dog som minimum tages op til politisk behandling i det første år i en ny byrådsperiode.
De konkrete mål er at:
- Have overskud på det skattefinansierede område inkl. renter, låneoptag og afdrag.
- Have et bruttoanlægsniveau på 90-110 mio. kr. eksklusiv ældreboliger, således at kommunens kapitalapparat som minimum bevares. Rebild Kommunes andel af kommunernes samlede anlægsramme er ca. 100 mio. kr., men da Rebild kommune er en
vækstkommune kan der være behov for en større anlægsramme. - Have en løbende kassebeholdning (opgjort efter kassekreditreglen), der udgør kr. 3.500 pr. indbygger svarende til ca. 110 mio. kr. i 2022.
- At lånoptagelse (inden for det skattefinansierede område) navnlig sker, hvor der lovgivnings- eller aftalemæssigt er en forudsætning for kommunens finansiering af projekter eller aktiviteter.
- Der som udgangspunkt sker en nettoafvikling af kommunens samlede gæld over de kommende 4 år for derved at sikre kommunens handlemuligheder (eksklusiv ældreboliger).
- Økonomiske udfordringer uden for det lovbundne område finansieres via omstillinger. Tillægsbevillinger på lovbundne områder finansieres om muligt ved træk på forud opbygget råderum. Der tillades dog overførsel mellem årene i henhold til gældende vedtagne regler herfor.
- Taksterne på de brugerfinansierede områder følger omkostningsudviklingen.
Der gøres opmærksom på at beløbene i pkt. 2 og 3 ovenfor er tilpasset vækst og udvikling i Rebild Kommune.
I den økonomiske politik er der endvidere indarbejdet en finansiel strategi, der i store træk skal betragtes som et arbejdsredskab for kommunens forvaltning til brug for den løbende håndtering af kommunens finansielle portefølje, herunder likviditetspleje, låne- og gældspleje.
Formålet med den finansielle strategi er at:
- Samle og samordne gældende "politikker" for kommunens finanser.
- Optimere afkast/risikoforholdet på likviditetsplaceringen.
- Minimere finansieringsomkostninger indenfor blandt andet lånoptagelse og gældspleje.
- Klargøre hvem og hvilke kompetencer der er indenfor de enkelte områder.
Til den finansielle strategi er der endvidere udarbejdet retningslinjer for leasing og afgivelse af kommunale garantier.