I forbindelse med byggesagsbehandlingen kan kommunen dispensere helt eller delvist fra krav i forhold til byggeloven eller lokalplanlægningen om etablering af parkeringspladser på egen grund.
Cirkulære nr. 10 af 17. januar 1994 giver mulighed for at oprette kommunale parkeringsfonde, som gør det muligt af fravige bestemmelser i bygningsreglementet og lokalplaner om etablering af parkeringsarealer på egen grund betinget af, at der sker indbetaling til parkeringsfonden. Ved indbetaling til parkeringsfonden forpligtiger kommunen sig til inden for 5 år at tilvejebringe p-pladserne så tæt ved bidragsyderen som muligt.
Der er pt. indbetalt 758.250 kr til parkeringsfonden i forbindelse med byggeprojekter på Hobrovej 88 og Jernbanegade 16 i Støvring. Midlerne søges anvendt til etablering af p-pladser (ca. 12 stk) i tilknytning til eksisternde p-plads i Fredensgade, og i løbet af de kommende år til etablering af p-pladser ved stationen og øst for jernbanen.
Administrativt er det vanskeligt at administrere parkeringsfonden, idet det ofte er vanskeligt at finde de nødvendige arealer til anlæg af nye p-pladser, og som regel er det kun få pladser, der skal findes plads til, hvilket bevirker at pladserne ofte anlægges uden sammenhæng med den øvrige offentlige parkering. Parkeringsfonden kan endvidere have den negative effekt, at bygherre ”spekulerer” i (mht. arealudnyttelse, anlægsøkonomi) at få dispensation mod indbetaling til p-fonden.
Administrationen anbefaler derfor, at parkeringsfonden nedlægges, og at der herefter ikke kan ske nye indbetalinger. Herefter vil parkeringsfonden formelt nedlægges, når indbetalingerne til fonden er udmøntet i nye p-pladser. Eventuelt resterende midler i fonden tilbagebetales senest 5 år efter indbetalingsdato.
Som erstatning for parkeringsfonden foreslås ansøgninger om dispensation fremadrettet administreret efter retningslinjer i henhold til bilag.
Retningslinjerne er:
- Som udgangspunkt skal lokalplanernes bestemmelser om parkeringsarealer overholdes.
- Dispensation kan gives, hvis denne ikke er i strid med lokalplanens formåls- eller anvendelsesbestemmelser, og hvis bygherre kan godtgøre, at det anlægsteknisk er problematisk at realisere det krævede antal pladser på egen grund.
- Betingelse for dispensation er, at bygherre kan anlægge de manglende pladser i nærområdet (afstandskriterier fremgår af bilag), at pladserne realiseres enten ved køb af areal eller ved en tinglyst tidsubegrænset brugsret, og at der er tale om nye pladser dvs. det skal sikres at arealet ikke i forvejen anvendes til at dække et parkeringsbehov.
- Der kan som udgangspunkt ikke erhverves eller tinglyses brugsret af kommunalt ejede parkeringspladser.
- Dispensation i forhold til at fritages for at anlægge det nødvendige antal plader på egen grund eller i nærområdet, godkendes af Teknik- og Miljøudvalget.
- Der kan ikke meddeles dispensation til helt at fritage bygherre fra at anlægge de krævede parkeringspladser.