Økonomiudvalget besluttede på møde den 21. november 2018, punkt 249, at de resterende midler i byzonepuljen for 2018 skal uddeles i en ansøgningsrunde. Den resterende pulje udgør 306.425 kr.
Ansøgninger til byzonepuljen skal fremme projekter, der ligger i forlængelse af byrådets vision 2030 "et aktivt liv - sammen", og som understøtter visionens formål som er følgende:
- Vi gør det sammen. Vi inddrager og involverer. Vi samarbejder med alle, der vil og lader os inspirere - også udefra. Samarbejdet skaber idéer, erkendelser og muligheder. Sammen udvikler vi velfærden og vores kommune.
- Vi forebygger. Vi er på forkant. Vi tager det i opløbet og sætter tidligt ind. Den rettidige omhu kræver måske noget ekstra nu, men betaler sig på den lange bane. Med forebyggelse kommer vi længst.
- Vi ser sammenhængen. Vi kommer hele vejen rundt. Tingene skal hænge sammen - og afbalanceres ud fra det samlede billede. Helhedstænkningen sikrer forståelse, tryghed og sammenhæng.
Hvem kan søge støtte:
Foreninger, borgere og interessegrupper med et relevant projekt i Støvring, Suldrup, Øster Hornum, Sørup, Skørping, Rebild, Terndrup, Bælum, Blenstrup, Nørager, Ravnkilde, Rørbæk og Haverslev.
Ansøger skal repræsentere en bredere kreds af borgere i byerne. Der kan således ikke søges fra enkeltpersoner eller foreninger, der kun repræsenterer en smal kreds af borgere, da der ønskes en så bred forankring og accept af projekterne som muligt i de enkelte byer. Ansøgninger kan også være forankret i et samarbejde på tværs af byerne.
Der kan søges til enkeltprojekter, og der må gerne være tale om kommunal medfinansiering ved eksterne ansøgninger. Der kan ikke søges midler til at løse kommunale opgaver f.eks. bosætningsanalyser og udviklingsplaner, som er en del af kommuneplanen, eller etablere faciliteter i kommunens bygninger.
Hvis projektet ikke gennemføres, skal beløbet betales tilbage til Rebild Kommune.
Der har været indkaldt ansøgninger til Rebild Kommunes projektpulje til byzonebyer ved annoncering i Vores Avis i ugerne 49 og 51.
Ved ansøgningsfristens udløb den 4. marts 2019 er der indkommet 3 ansøgninger. Der er ansøgt for i alt 473.602 kr.
Prioritering af ansøgninger
Forvaltningen skal med baggrund i Økonomiudvalgets vedtagne projektformål komme med forslag til prioritering af de enkelte ansøgninger.
Rebild Øst klyngesamarbejdet
Bosætningsmesse i de 3 idrætshaller i Blenstrup, Bælum og Terndrup i foråret 2020 med fokus på det særlige indsatsområde FÆLLES IDENTITET, BOSÆTNING OG MARKEDSFØRING.
Ansøgt beløb: 168.602 kr.
Lokalrådet for Suldrup og omegn m.fl.
Færdiggørelse af den vestlige del af stierne omkring Suldrup sø og en flydeponton/bro ud i søen.
Ansøgt beløb: 85.000 kr.
Haverslev Borgerforening
Etablering af primitiv lejrplads med 3 shelters samt en bygning med toilet/bad og enkle køkkenfaciliteter i form af vask og bordplade.
Ansøgt beløb: 220.000 kr.
Ansøgningerne er vedhæftet som bilag. Bilagene til ansøgningerne er ikke medtaget, men findes i sagen.
Forvaltningen vurderer, at ansøgningen fra Rebild Øst klyngesamarbejdet bedst opfylder ansøgningskriterierne, idet de ligger i forlængelse af byrådets vision 2030 "et aktivt liv - sammen" og understøtter visionens formål. Endvidere adresserer projektet flere af fokusområderne i vision 2030, som Økonomiudvalget besluttede skulle prioriteres højest ved uddelingen af de resterende midler. Desuden er projektet særdeles gennemarbejdet og involverer mange forskellige interessenter.
Ansøgningen fra Lokalrådet for Suldrup og omegn m.fl. og ansøgningen fra Haverslev Borgerforening er begge projekter, som involverer rigtig mange interessenter, men de opfylder begge i mindre grad ansøgningskriterierne i forhold til byrådets vision og dens formål.