Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Arbejdsmarkedsudvalget godkender forslaget til implementering af frikommuneforsøget "Differentiering i valg af lægeattester på sygedagpengeområdet".

Økonomi

Implementering af frikommuneforsøget har ingen økonomiske konsekvenser for Arbejdsmarkedsudvalgets budget, men det forventes at kunne bidrage til at reducere merforbruget til lægeattester på konto 6 (administration).

Sagsfremstilling

Til 2. ansøgningsrunde d. 1. maj 2017 blev der udarbejdet 4 nordjyske ansøgninger, hvor Rebild Kommune medansøgte på 3 forsøg. Et af de godkendte forsøg indebærer muligheden for differentiering i valg af lægeattester på sygedagpengeområdet. Forvaltningen har efterfølgende udarbejdet forslag til en model for lokal implementering i Rebild Kommune.

Herunder opsummeres implementeringen af forsøget.

I dag skal den såkaldte lægeattest “LÆ285“ indhentes ved egen læge inden den første sygedagpengeopfølgning i alle sager, hvor der ikke forventes en raskmelding inden 8 uger fra 1. sygefraværsdag. Attesten indeholder lægens vurdering af den sygemeldtes muligheder for at arbejde samt eventuelle skånehensyn. For at kunne udarbejde attesten, skal borgeren indkaldes til konsultation hos lægen.

Den obligatoriske indhentning af LÆ285 opleves i mange sager som unødvendig og som et dårligt beslutningsgrundlag f.eks. for de borgere, som primært følges på sygehuset. Derudover skaber den uhensigtsmæssig ventetid i sygedagpengesagerne. Den er således i mange tilfælde spild af ressourcer hos både borger, læge og sagsbehandler samt spild af penge.

Med forsøget skabes der mulighed for at differentiere i valget af lægeattester med udgangspunkt i en socialfaglig vurdering. Forvaltningen har på den baggrund opstillet følgende forslag til retningslinjer for den socialfaglige vurdering:

Sager hvor LÆ285 fortsat indhentes:

  • Hvis der er tvivl om uarbejdsdygtighed
  • Hvis borger har en arbejdsgiver og ikke er i primær behandling på sygehus
  • Hvis der er flere konkurrerende lidelser

Sager hvor LÆ285 ikke indhentes:

  • Hvis borger er indlagt på sygehuset (i så fald indhentes journaloplysninger)
  • Hvis borgerens primære behandling foregår på sygehuset (i så fald indhentes journaloplysninger)
  • Hvis borgeren ikke har en arbejdsgiver (i stedet indhentes status- eller specifik helbredsattest)

Derudover gælder det, at der senest i uge 9 skal indhentes lægelig dokumentation i sygedagpengesagen, således der sikres et veloplyst dokumentationsgrundlag og dermed borgerens retssikkerhed.

Resume

Sagen afgøres i: Arbejdsmarkedsudvalget

Rebild Kommune indgår i det nordjyske frikommunenetværk under titlen "En mere fleksibel og effektiv beskæftigelsesindsats". Her blev der i 2. ansøgningsrunde indsendt 4 forslag, hvoraf Rebild Kommune var medansøger på 3. De godkendte forsøg fra 2. ansøgningsrunde kan igangsættes fra januar 2018. Derfor skal der tages stilling til lokale implementering af forsøgene.

Forvaltningen fremsætter anbefaling til lokal implementering af forsøget omkring differentiering i valg af lægeattester i Rebild Kommune til Arbejdsmarkedsudvalgets godkendelse.

Beslutning

Godkendt som indstillet.

Lars Hørsmann og Anders Norup deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Arbejdsmarkedsudvalget godkender implementeringsforslaget til lokal udmøntning af frikommuneforsøget "Psykologbehandling". 

Økonomi

Businesscase fremgår af bilag.

Der er en forventning om, at varigheden på sygefraværet nedsættes med gennemsnitligt 2,3 uger i 2018 og gennemsnitligt med 3,3 uger i 2019 – 2021. Der forventes ikke fuld effekt fra år 1 grundet implementeringsperioden.

I den beregnede businesscase med de fremsatte mål og forudsætninger forventes der i forsøgsperioden at være en netto besparelse på udgifterne til sygedagpenge på i alt 4.681.268, og en udgift til behandling m.m. på 1.661.313. Det giver en forventet netto besparelse i alt på kr. 3.019.955 i forsøgsperioden.

Sagsfremstilling

Til 2. ansøgningsrunde d. 1. maj 2017 blev der udarbejdet 4 nordjyske ansøgninger, hvor Rebild Kommune medansøgte på 3 forsøg. Et af de godkendte forsøg, gav mulighed for psykologbehandling i jobcentret. Forvaltningen har efterfølgende udarbejdet en model for en lokal implementering.

Efter at have godkendt forsøget, har regeringen fremsat et lovforslag i Folketinget, som sikrer lovhjemmel til frikommuneforsøgene. Lovforslaget forventes 3. behandlet i Folketinget medio december 2017. Så nedenstående model for implementering af forsøget forudsætter, at der ikke sker ændringer i forhold til nærværende forsøg.

Herunder opsummeres implementeringen af forsøget.  

Formål

Baggrunden for forsøget er, at lette sygemeldtes adgang til psykologbehandling, med henblik på at understøtte en hurtigere raskmelding. Der er for nogle en udfordring i adgangen til psykologbehandling. Udfordringerne består i de relativt lange ventetider ved privatpraktiserende psykologer (i gennemsmit 11,5 uger i Rebild Kommune) og derudover får dele af målgruppen ikke den nødvendige psykologbehandling enten pga. krav om egenbetaling eller manglende tilskudsmuligheder.  

Frikommuneforsøget giver helt konkret muligheden for at tilbyde en afgrænset målgruppe psykologbehandling hos en psykolog ansat i jobcentret. Det vil derfor lette adgangen til psykologbehandling for en gruppe af sygemeldte borgere, som på nuværende tidspunkt ikke får den rette behandling tidligt i sygeforløbet. 

Ved at have psykologer ansat i jobcentret til behandling af visse sygemeldte borgere, kan der tilbydes en målrettet behandling langt tidligere i sygefraværsforløbet. Derudover giver psykologernes tilknytning til jobcentret bedre mulighed for koordinering med den øvrige indsats i jobcentret.

Målgruppen

Målgruppen for forsøget er sygedagpengemodtagere med en af følgende diagnoser: 

  • Belastnings- eller tilpasningsreaktion
  • Let til moderat angst
  • Let til moderat depression

Forvaltningen har vurderet det hensigtsmæssigt, at fjerne angst fra målgruppen, da diagnosticeringen og behandlingen ofte kræver et længere forløb, hvorfor den relevante behandling for denne målgruppe allerede findes i praksissektoren.

Rammerne

For at der kan startes et behandlingsforløb, skal der foreligge en henvisning fra praktiserende læge eller en autoriseret psykolog. Rammerne i forsøget giver mulighed for, at et behandlingsforløb kan indeholde op til 12 behandlinger og der er ingen grænse for, hvor mange forløb der kan tilbydes. Det fremgår af lovforslaget, at behandlingen skal udføres af psykologer ansat i jobcentret. Opgaven kan derfor ikke udbydes til privatpraktiserende, men alle psykologer vil kunne indgive en ansøgning til stillingen.

Forvaltningen foreslår, at behandlingsforløbene skal have en kortere varighed end hvad der tilbydes i privat regi. Begrundelsen herfor er, at der ved præcisering af Rebild Kommunes serviceniveau prioriteres en tidlig og relevant behandling med beskæftigelsesrettet sigte og derved mulighed for at tilbyde behandling til flere borgere, fremfor at bruge kapaciteten på længerevarende behandlingsforløb. Således tilbydes sygemeldte med belastnings- eller tilpasningsreaktion 8 behandlinger med mulighed for 6 yderligere behandlinger. Borgere med let til moderat depression tilbydes 10 behandlinger med mulighed for 8 yderligere behandlinger. Hvis der herefter fortsat er behov for behandling, fortsættes denne i privat regi. 

Businesscase

Psykologbehandling adskiller sig fra de øvrige frikommuneforsøg ved, at det kræver en investering i ny indsats. Ved at sætte målrettet ind med en tidligere behandling for sygemeldte i målgruppen, forventes en positiv effekt i form af afkortede forløb, hvilket vil medføre en reduktion i forsørgelsesudgifterne til sygemeldte. Således har forvaltningen opstillet en businesscase for at anskueliggøre og vurdere investeringsperspektivet. På baggrund af en investering i den beskrevne indsats samt en vurdering af de forventede afledte effekter, vil investeringen over de 4 år forsøget løber, samlet set medføre en nettobesparelse på ca. 3 mio. kr. Beregningen tager udgangspunkt i at 100 personer tilbydes og modtager behandling af psykologer i jobcentret i 2018 og 2019 og 90 personer i 2020 og 2021. Reduktionen de sidste 2 år skyldes en forventet nedgang i gensygemeldinger for målgruppen. 

Forsøget vil være en serviceudvidelse, da den tilbydes oven i den nuværende indsats. Således er forsøget betinget af en opnormering ved ansættelse af en psykolog i jobcentret i forsøgsperioden. 

Det fulde forslag til den lokale implementering af forsøget er vedlagt i bilag. 

Under forudsætning af Folketingets godkendelse af lovbekendtgørelsen kan forsøget sættes i gang fra den 1. januar 2018.

Resume

Sagen afgøres i: Arbejdsmarkedsudvalget 

Rebild Kommune indgår i det nordjyske frikommunenetværk under titlen "En mere fleksibel og effektiv beskæftigelsesindsats". Her blev der i 2. ansøgningsrunde indsendt 4 forslag, hvoraf Rebild Kommune var medansøger på 3. De godkendte forsøg fra 2. ansøgningsrunde kan igangsættes fra januar 2018. Derfor skal der tages stilling til lokal implementering af forsøgene.

Forvaltningen fremsætter forslag til lokal implementering af forsøget omkring psykologbehandling i Rebild Kommune til Arbejdsmarkedsudvalgets godkendelse.  

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0