Omdrejningspunktet for sygedagpengereformen er, at sygemeldte skal hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet ved hjælp af en tidligere og virksomhedsrettet indsats. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering udmeldte på den baggrund en ansøgningspulje med det mål, at fremme inddragelse af sygemeldtes arbejdsgiver.
Puljen blev udmeldt så sent, at det ikke var muligt, at behandle sagen på AMU mødet i juni 2017 og som følge af den korte ansøgningsfrist (den 1. august 2017), har det ikke været muligt at behandle sagen på udvalgsmøde før efter ansøgningsfristen udløb.
Forvaltningen har vurderet, at baggrunden for og indholdet af puljen ligger i tråd med den indsats Jobcenteret allerede gør og i tråd med udvalgets politiske mål om at yde service og have et tættere samarbejde med virksomhederne. Samtidig har forvaltningen vurderet, at puljemidlerne vil understøtte de politisk godkendte strategier i beskæftigelsesplanen og ligger indenfor Arbejdsmarkedsudvalgets værdigrundlag. På den baggrund har forvaltningen ansøgt styrelsen om midler fra puljen. Der er i den forbindelse udarbejdet ansøgning/projektbeskrivelse og budget. Hvis udvalget ikke er enige i forvaltningens vurdering om at søge puljen, er det muligt at trække ansøgningen igen.
Baggrund
Det fremgår af Carsten Koch-rapporten (2015): Nye veje mod job, at der for sygemeldte: ”findes indikation for, at indsatser som inddrager arbejdspladsen øger sandsynligheden for tilbagevenden til beskæftigelse". Puljens hovedfokus er, at første opfølgningssamtale holdes på den sygemeldtes arbejdsplads efter aftale med virksomheden, samt at der som led heri indgår en samtale med deltagelse af den sygemeldtes nærmeste leder.
Målgruppe
Målgruppe for projektet er alle nye sygedagpengemodtagere fra beskæftigelse med et forventet sygefravær på mere end 8 uger.
Formålet med projektet
Det er formålet med projektet at afprøve en model for sygedagpengemodtagere fra beskæftigelse, hvor den første opfølgningssamtale afholdes ude på den sygemeldtes arbejdsplads, hvor både den sygemeldte, arbejdsgiver og kommunen deltager. Modellen skal bidrage til, at den sygemeldte vender hurtigere tilbage til sin arbejdsplads og dermed fastholdes på arbejdsmarkedet. I dag afholdes stort set alle førstegangssamtaler på Jobcentret.
Det overordnede formål med ansøgningspuljen er dermed at understøtte, at flere sygedagpengemodtagere fra beskæftigelse raskmeldes helt eller delvis.
Der er opstillet følgende succeskriterier:
- Flere sygedagpengemodtagere skal overgå til beskæftigelse
- 70 % af målgruppen har deres første opfølgningssamtale på deres arbejdsplads
- Andelen af sygedagpengemodtagere, der får en virksomhedsrettet indsats inden 13. sygefraværsuge, øges med 10 %-point
Projektets indsatsmodel
Første opfølgningssamtale skal finde sted på sygemeldtes arbejdsplads inden udgangen af 8. fraværsuge, hvor både arbejdsgiver, sygemeldte og beskæftigelsesrådgiver skal deltage. Derudover er der krav om, at sygemeldte kun tilknyttes en rådgiver og at denne skal varetage både fastholdelses- og myndighedsopgaven og dermed har ansvaret for hele sygedagpengesagen indtil den sygemeldte enten raskmeldes eller opsiges. Vedrørende den gennemgående sagsbehandler har Jobcenter Rebild allerede indført denne praksis for flere år siden under overskriften ”En hånd på bolden”. Puljemidlerne derimod muliggøre/give ressourcer til at første opfølgning kan afholdes på sygemeldtes arbejdsplads samt at der kan ske kompetenceudvikling af medarbejderne i forhold til virksomhedssamarbejdet omkring den sygemeldte.