Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Sagsfremstilling

Ansøger ønsker dels at udvide parkeringskapaciteten ved Rema1000, og dels at åbne for centerfaciliteter i form af tankstation, restaurant og el-ladestandere. Der er vedlagt et udkast til disponering af området. Det gøres opmærksom på, at det er ansøgers udkast, som ikke er godkendt.

Området ligger i byzone og er omfattet af lokalplan 277, hvor anvendelsen fastlægges til helårsbeboelse i det område.

Der er pres på boligarealerne i Skørping, og det skal indgå i overvejelserne i beslutningen om at ændre anvendelsen fra boligformål til centerområde. Det kan tale for en anvendelsesændring, at der kommer flere centernære parkeringspladser i Skørping. En restaurant eller café kan måske være med til at understøtte bymidten, samt skabe en bedre sammenhæng mellem Rytters Plads og den resterende del af bymidten. En tank vurderes ikke at have samme effekt.

Skitsen opererer med en flytning af overkørslen til Møldrupvej længere mod nord. Det vurderes at være problematisk i forhold til at få afviklet trafikken, hvorved der kan ske en tilbagestuvning af bilister ud på Jyllandsgade. Yderligere centerfunktioner i området vil alt andet lige medføre en øget trafikmængde, og der skal som minimum tilvejebringes en trafikal redegørelse, også selvom den eksisterende overkørsel til Rema1000 fastholdes. Den trafikale redegørelse skal medvirke til at vurdere ny anvendelse og adgang i forhold til trafikafvikling og trafiksikkerhed. Det foretrækkes, at området trafikeres fra krydset Møldrupvej x Under Broen.

En tankstation med vaskehal kan generere støjgener for den omkringliggende beboelse. Derfor skal der gennemføres en støjberegning, hvis der etableres vaskehal. Den kræver ligeledes udarbejdelse af en grundvandsredegørelse. Restaurant eller café kan medføre støj- og lugtgener, hvilket medfører krav om støjberegning, samt hvordan udluftning, ventilationsanlæg m.v. kan placeres.

Der er en del udfordringer ved at muliggøre centeraktiviteter i området, og særligt kan afvikling af trafik udgøre en udfordring. Der ligger to tankstationer nær området, og derfor bør det overvejes om der skal tillades endnu en tankstation på en placering, der kan medføre en øget trafikal belastning, eller om anvendelsen skal begrænses til øvrige centeraktiviteter.

Resume

Sagen afgøres i: Teknik og Miljøudvalget

Der er ansøgt om planlægning for centerformål på Torvegyden 2, Skørping, der ligger i tilknytning til Rema1000. Den eksisterende lokalplan giver alene mulighed for boligformål. Der skal tages stilling til, om lokalplanen for centerformål på Torvegyden skal indgå i planprioriteringen.

Beslutning

Indstilles godkendt.


Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalg og byråd anbefaler at forslag til lokalplan nr. 0.4.1. T1 sendes i offentlig høring i 4 uger

Økonomi

Ingen bemærkninger

Sagsfremstilling

Beskrivelse af lokalplanforslag

Formålet med lokalplanen er at give Rold Skov Golfklub mulighed for at etablere en overdækning over udslagsstederne ved driving range samt yderligere byggeri i forbindelse med klubbens klubhus.

Lokalplanområdet er ca. 13 ha stort, og ligger på Golfvej 1 ved Skørping. Lokalplanen giver mulighed for at opføre et byggeri til indendørs faciliteter på golfcenteret, en overdækning over udslagsstederne på driving range og en udvidelse af det eksisterende maskinhus. Hertil udlægges et areal til parkering. Lokalplanen er udarbejdet som et tillæg til lokalplan 0.4.1. og ophæver det eksisterende tillæg 0.4.3.

Formålet er at ny bebyggelse tilpasses omgivelserne og det omkringliggende landskab. Derfor har der i planlægningen været et særligt fokus på at ny bebyggelse ikke skal syne dominerende i landskabet og at bebyggelsens omfang og fremtræden skal tilpasses den eksisterende bebyggelse ved golfklubben.

Lokalplanen fastlægger placeringen af ny bebyggelse samt overordnede bestemmelser for dens fremtræden. Derudover fastlægger den hvordan overdækningen af udslagssteder skal udformes.

Miljøvurdering

Planen er omfattet af Miljøvurderingsloven. Der er foretaget en screening af planforslagets mulige indvirkning på miljøet. På den baggrund er det vurderet, at der ikke skal laves en miljøvurdering.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet


På baggrund af ansøgning om yderligere byggeri ved Rold Skov Golfklub er der udarbejdet et forslag til lokalplan nr. 0.4.1. T1. Der skal tages stilling til om planforslaget skal sendes i offentlig høring.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0