Lokalplanen giver mulighed for at udvide erhvervsområdet i Terndrup, og giver mulighed for erhverv i form af håndværks- samt industri- og fremstillingsværkstedsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder, butikker med særligt pladskrævende varer, samt ikke-publikumsorienterede kontor- og serviceerhverv.
Kommuneplantillægget udvider den eksisterende kommuneplanramme 12.E91. Der tilføjes bestemmelser til sikring af grundvandet, samt at området også kan bruges til kontor- og serviceerhverv, og der gives mulighed for butikker på max 250 m2 til salg af egne fremstillede produkter.
Da arealet ikke i forvejen er udlagt til erhverv i kommuneplanen, udtages et tilsvarende areal, så det totale areal udlagt til erhverv ikke øges. Rammeområde 03.E242 i Haverslev aflyses i sin helhed, og en del af rammeområde 08.E50 i Skørping erstattes af en ny ramme 08.T51 til regnvands- og klimaanlæg.
I høringsperioden er der indkommet 2 høringssvar. Høringssvarene er uddybet og kommenteret i bilag 6.
Det ene høringssvar er fra Nordjyllands Historiske Museum, som gør opmærksom på, at der er stor sandsynlighed for at påtræffe fortidsminder under terræn. Museet opfordrer til, at der gennemføres en større, arkæologisk forundersøgelse i området.
Det andet høringssvar er fra Vejdirektoratet, som foreslår præciseringer i lokalplanen vedrørende vejadgang, en tinglyst vejbyggelinje samt naturbeskyttelseslovens regler for skiltning. Forvaltningen vurderer ikke, at Vejdirektoratets bemærkninger giver anledning til ændringer bortset fra, at oplysning om den tinglyste vejbyggelinje tilføjes lokalplanens afsnit om tilladelser eller dispensationer efter anden lovgivning.
Ændringen medfører ikke supplerende høring.