Kommunens totalrådgiver Rambøll A/S er igang med at skitsere og projektere en ny genbrugsplads i Sørup.
Bilag 1 indeholder de forudsætninger og overvejelser, der ligger til grund for et sådan skitseprojekt.
Bilag 2 viser skitseprojektet med en 3-delt plads og etableret med både sænkede containere og containere placeret i niveau.
Ved denne indretning er det muligt at ændre på antal og størrelse på containere. Det vil ikke være muligt, hvis alle containere er sænkede.
Den foreslåede løsning giver samtidig mulighed for at udnytte de naturlige terrænforhold på grunden, og dermed søge at reducere mængden af jord, der skal håndteres.
Desuden tages der hensyn til jordbundsforholdene på grunden, hvor der tidligere har været fyldplads.
Genbrugspladsen er endvidere trafikdifferentieret, så trafik fra besøgende til genbrugspladsen (borgere og erhvervsdrivende) er adskilt fra lastbiler, der afhenter containere m.v.
Den tidligere skitserede modulløsning er valgt fra pga. overslag, der viser at en sådan løsning vil blive dyrere og pga. fare for sætningsskader i modulerne, da der er tale om en tidligere fyldplads.
I forhold til udbudsform anbefaler rådgiver, at der anvendes prækvalifikation for at sikre, at de bydende har den fornødne erfaring og økonomiske kapacitet til at løfte opgaven (se bilag 3).
De overordnede vilkår for udbuddet og byggeriet forelægges senere til politisk godkendelse. Herudover forelægges resultatet prækvalifikationen også til politisk godkendelse inden udsendelse af udbudsmateriale.