Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling Norddanmark (NBEN) har indbudt Rebild Kommune til at bliver partner i netværket. NBEN er et samarbejde mellem Aalborg Kommune, Hjørring Kommune, kommunernes erhvervscentre, Aalborg Universitet, Energi Nord og en række nordjyske virksomheder, der har til formål at styrke de deltagende virksomheders konkurrenceevne gennem målrettet indsats i retningen af miljø- og energimæssig bæredygtighed. NBEN har en ambition om, at netværket skal udbredes til hele Nordjylland.
I januar er der afholdt et møde med deltagelse af repræsentanter fra NBEN, Rebild Kommuner og Rebild Erhvervsudviklingsråd. På dette møde blev det aftalt, at forelægge NBEN’s henvendelse for Erhvervsudviklingsrådet med henblik på en afklaring af, hvorvidt initiativet er relevant for erhvervslivet i Rebild og efterfølgende at komme med en indstilling til Økonomiudvalget vedr. evt. deltagelse i NBEN.
Yderligere oplysninger om NBEN
NBEN er et forum, hvor virksomheders arbejde med bæredygtighed videreudvikles. Netværkets formål er at styrke de deltagende virksomheders konkurrenceevne gennem målrettet indsats i retningen af miljø- og energimæssig bæredygtighed.
De konkrete aktiviteter i NBEN omfatter:
Bæredygtighedsscreeninger:
I samarbejde med kommunale forvaltninger, erhvervscentre, Aalborg Universitet og Energi Nord gennemføres der bæredygtighedsscreeninger af virksomhedernes produktion og produkter.
Screeningen giver overblik over:
• energioptimering
• optimering af materialeanvendelsen
• reduktion af ressourceforbrug
• affaldsreduktion
• udvikling af mere energieffektive og miljøvenlige produkter.
Samarbejdsaftaler:
Baseret på bæredygtighedsscreeningen og på en dialog mellem virksomheden, Kommunen, Energi Nord, erhvervsafdelingen og Aalborg Universitet identificeres de indsatsområder, som prioriteres i første omgang. De prioriterede indsatsområder angives i en samarbejdsaftale, som underskrives af NBEN og virksomheden.
Konsulentstøtte til Plan for Bæredygtig Forretningsudvikling:
I processen med Plan for Bæredygtig Forretningsudvikling er det muligt for virksomheder at få gratis konsulenthjælp til at gennemføre intentioner i samarbejdsaftalen.
Netværksmøder:
Der afholdes større netværksmøder i NBEN 4 gange årligt. Her er der mulighed for vidensdeling, erfaringsudveksling og at få inspiration omkring miljø og bæredygtighed på tværs af brancher.
Økonomi
Økonomimodellen er bygget op således, at deltagende kommuner betaler et kontant bidrag for at deltage i NBEN, ligesom de leverer medarbejdertimer. Aalborg Kommune bidrager pt. med 1,5 mio. kr. og Hjørring Kommune bidrager med 0,5 mio. kr. p.a. i kontante bidrag. Virksomheder med under 10 ansatte betaler kr. 5.000,- p.a. og virksomheder over 10 ansatte betaler kr. 10.000 p.a.
NBEN har ikke fremsendt et forslag vedr. Rebild Kommunes økonomiske bidrag ved deltagelse i netværket.
Erhvervsudviklingsrådet indstilling til Økonomiudvalget
På rådsmødet den 5. marts besluttede Erhvervsudviklingsrådet at indstille følgende til Økonomiudvalget:
”Rådet drøftede NBEN, herunder de økonomiske perspektiver. Det anslås med afsæt i de kommunale bidrag fra Hjørring og Aalborg, at Rebild Kommune må forvente at skulle bidrage med ca. 200.000 kr. for at deltage i netværket.
Erhvervsudviklingsrådet konkluderede med henvisning til økonomien, at det på nuværende tidspunkt ikke vil indstille til Økonomiudvalget, at Rebild Kommune deltager i NBEN. Rådet vil dog følge netværket, og viser der sig større interesse fra erhvervslivet, kan deltagelse tages op til overvejelse.”