Byrådet har i Budget 2020 afsat 250.000 kr. på Teknik- og miljøudvalgets budget som kommunal medfinansiering til et anlægsprojekt ved Sortebakkehallerne i Nørager. Projektets arbejdstitel er "Nyt Udemiljø". Teknik- og Miljøudvalget har på sit udvalgsmøde d. 4/12-19 overleveret beslutningskompetencen i forbindelse med projektet til Kultur- og Fritidsudvalget.
Projektet handler om at skabe et udemiljø ved hallerne / hallernes indgangsparti, så omgivelserne bliver mere indbydende at færdes og opholde sig i, og samtidig skaber sammenhæng med fitness-område på skolens grønne områder bag hallerne.
Forvaltningen har haft et indledende møde med repræsentanter fra bestyrelsen i Sortebakkehallerne.
Hallens bestyrelse er allerede på nuværende tidspunkt godt i gang med projektet. De indledende tegninger er lavet og der er tilknyttet en fundraiser til at hjælpe med at finde den resterende finansering til projektet. Derudover har bestyrelsen snart en projektbeskrivelse samt en procesplan klar. Bestyrelsen har ambitioner om, at projektet skal stå færdig i løbet af 2020. Det samlet budget for projektet er 1,2 mio. kr. Bestyrelsen arbejder i øvrigt på at få Sortebakkeskolen og andre interessenter involveret i projektet, således at flere brugere tænkes ind og der skabes et bredere ejerskab og forankring.
Forvaltningen har på denne baggrund udstedt bevilling på den kommunale medfinansiering, således at denne bevilling kan indgå i ansøgninger til relevante fonde, med henblik på at finde yderligere finansiering til projektet. Bevillingen er givet med nedenstående vilkår. Disse vilkår er givet ud fra samme vilkår, som gælder for lignende projekter, som for eksempelt MeNaTeket, Haverslevhallen og Aarestruphallen:
- Bevillingen er givet til det projekt, som er beskrevet i det materiale, som Byrådet er blevet præsenteret for (se bilaget)
- Det kommunale tilskud gives til ikke-kommercielle aktiviteter.
- Bevillingen gælder i 2 år. Fra 10. december 2019 til 10. december 2021. Inden for denne periode skal projektet finde restfinansiering til det beskrevne projekt. Lykkes det ikke at finde restfinansiering, bortfalder det kommunale tilskud. Optagelse af lån kan ikke indgå som del af finansieringen.
- Sortebakkehallerne skal følge Rebild Kommunes udbudspolitik i forbindelse med projektet
Forvaltningen vil i øvrigt i fornødent omfang bistå Sortebakkehallens bestyrelse med at gennemføre projektet. Kultur- og Fritidsudvalget vil blive orienteret om / inddraget i projektet i løbet af 2020.