Hermed præsenteres årets anden økonomivurdering for Sundhedsudvalget. Økonomivurderingen omfatter udelukkende vurdering på driftsområderne og dermed indgår der ikke vurdering på anlæg. Som udgangspunkt er vurderingen lavet på baggrund af forbruget for 3. kvartal 2021, dog er der taget højde for kendte og forventede afvigelser resten af året.
På nuværende tidspunkt forventer vi et samlet forbrug på 550,1 mio. kr. Det giver en afvigelse på 28,7 mio. kr. i forhold til det korrigerede budget inkl. overførsler på 521,4 mio. kr.
Sundhedsudvalgets områder har samlet fået overført 1,2 mio. kr. i merforbrug fra regnskab 2020.

Det forventede merforbrug på Sundhedsudvalgets områder afspejler ligesom i 2020 stadig udgifter til Covid-19, både direkte og indirekte. På Sundhed afholdes udgifter til kviktest som er direkte relateret til Covid-19. Dertil kommer udgifter på ældreområdet til eksempelvis isolationsfaciliteter, vaccinationsudgifter, ekstra rengøring, og timer afsat i hjemmepleje, sygepleje og ældrecentre til Covid-19 hensyn.
For nærmere beskrivelse af de forventede budgetafvigelser henvises til økonomivurderingsrapporten som er vedlagt som bilag.
I løbet af de seneste måneder har der været en væsentlig forbrugsstigning i Pleje og Omsorg, som har betydning for det forventede regnskab. En del af stigning relaterer sig til udfordringerne over sommeren med rekruttering af sommerferieafløsning. Forvaltningen har igangsat en handlingsplan for at reducere udgifterne resten af året. Det indebærer blandt andet fokus på vakante stillinger, udsættelse af uddannelsesaktivitet og et fokus på reduktion af brug af timelønnet personale. Der er vedlagt et bilag, som beskriver handleplanens indsatser mere detaljeret.