Kommunen skal udarbejde indsatsplaner for grundvandsbeskyttelse for områder udpeget af Miljøstyrelsen som indsatsområder, hvor der er behov for at foretage indsatser med henblik på sikring af den nuværende og fremtidige drikkevandsinteresser.Forvaltningen forelægger hermed:
Indhold i planerne
Indsatsplanerne indeholder blandt andet:
- handleplaner for kommunen og for hvert vandværk indenfor indsatsområder
- målsætning for grundvandsbeskyttelse
- retningslinjer for Rebild Kommunes sagsbehandling og planlægning
Kommunen har pligt til af følge retningslinjerne i indsatsplanerne, når kommunen træffer afgørelser (fx. giver tilladelser).
Handleplanerne er udarbejdet med baggrund i det administrationsgrundlag, der blev vedtaget af byrådet den 22. december 2016 (punkt 198) med de ændringer forvaltningen foreslår i dagsordenspunkt om Administrationsgrundlag for grundvandsbeskyttelse (punkt 41, TMU d. 07.03.18), herunder at der skal gøres en målrettet indsats, når nitratindholdet i grundvandsmagasinet overstiger 37,5, med det forbehold at vandværket ikke har økonomi til indsatsen, eller ikke satser på den pågældende kildeplads.
De vandværker som planerne omfatter er endvidere blevet inddraget i forbindelse med udarbejdelsen af handleplanen for deres vandværk. Indsatserne i handleplanerne er på den måde afstemt i forhold til, hvad vandværket har mulighed for, også i forhold til det økonomiske.
De to udkast til indsatsplaner har yderligere været forelagt Koordinationsforum. Koordinationsforum er et høringsorgan sammensat af repræsentanter fra vandværker, andre myndigheder og organisationer f.eks. landboforeninger og Danmarks Naturfredningsforening. På baggrund heraf er der foretaget enkelte redaktionelle ændringer, omformulering af et par indsatser samt præciseringer af retningslinjer.
Særligt for udkast til Indsatsplan Støvring - Torsted
Udkastet er ændret i forhold til det tidligere udkast til "Indsatsplan Støvring - Torsted", Byrådet den 27/3 2014 (pkt. nr. 64) besluttede at sende i høring. Blandt andet på baggrund af de indsigelser, der kom ind i høringsperioden i 2014 er administrationsgrundlag og udkast til indsatsplan blevet rettet. Det nye udkast omfatter færre vandværker og mindre område end det første udkast, da nogle af vandværkerne er blev koblet sammen og indsatsplanen nu kun omfatter indsatsområder udpeget af Miljøstyrelsen.
Handleplanerne indeholder ikke indsatser om ændringer af arealanvendelse, da de små og mindre vandværker har begrænsede ressourcer og indsatsplanernes ambitionsniveau for beskyttelse afspejler disse vandværkers muligheder. Forvaltning er opmærksom på, at på længere sigt kan disse vandværker have en stor udfordring med at løfte de nødvendige indsatser i forhold til at kunne levere vand, der overholder kvalitetskravene.
Særligt for udkast til Indsatsplan Rold Skov Hellum
Nogle af handleplanerne indeholder indsatser om ændringer af arealanvendelsen.
Indsatser og økonomi
Flere vandværker kunne gøre mere for at beskytte grundvandet, end der lægges op til i indsatsplanerne, men vandværkernes økonomi er ikke umiddelbart til det. Vandværkerne kan dog vælge at hæve prisen på vandet, så forbrugerne kommer til at betale. Flere vandværker har spurgt til, hvorvidt kommunen kan være behjælpelig ved at støtte vandværkerne økonomisk i forbindelse med indsatser, så vandværkerne ikke skal stå alene med at betale for dem. Kommunen har også mulighed for at indgå aftaler med lodsejer og så efterfølgende bestemme, at det er vandværket, der skal betale - den mulighed har Forvaltningen ikke benyttet sig af.