I Øster Hornum er der ca. 2 ha restrummelighed i den vestlige del af byen ved et gammelt gartneri. Området har været udlagt i kommuneplanen siden 2009. I følge prognosen vil der i Øster Hornum blive bygget ca. 18 nye boliger de kommende 12 år.
Lokalrådet har indsendt et ønske om byudvikling, da der ikke er mange ledige byggegrunde tilbage i byen. Der er modtaget fra ejere forslag til 3 forskellige områder, som kan byudvikles. Områderne er af forskellige størrelser. Se bilag 1 for, hvilke områder der er tale om.
Udvalget for Teknik og Miljø besluttet på mødet den 6. december 2017, at der skulle være en dialog med lokalområdet om udviklingen af Øster Hornum, før der vælges, hvilke områder der skulle arbejdes videre med i forhold til byudvikling.
Der er fra den 15. december 2017 til den 17. januar 2018 afholdt en foroffentlighed, hvor lokalbefolkningen har haft mulighed for at komme med bemærkninger til hvilket område, som de ønsker udviklet. Der er i den periode kommet 20 bemærkninger. Se bilag 2 for de indkommende bemærkninger og bilag 3 for notat der fortæller, hvor bemærkninger kommer fra og hvilket område de forskellige peger på.
Lokalbefolkningen i Øster Honum ønsker ikke byudvikling på område 3. Grunden til det er, at området en del mindre end de andre områder og at der er en rågekoloni som området har som nabo.
Der er en klar holdning til, at de ønsker byudvikling i område 1 eller 2, som vil fremstå som en ny bydel, som vil sikre byggegrunde langt ud i fremtiden. Områderne ligger som en naturlig forlængelse af den eksisterende by. Begge områder har en attraktiv udsigt og er let tilgængelige fra det eksisterende vejnet. De ligger begge delvis indenfor indvindingsopland til Øster Hornum Vandværk.
Estrupvej, som ligger ved område 2 er mindre befærdet end Øster Hornumvej ved område 1.
På baggrund af de bemærkninger som er indkommet i foroffentligheden og at område 2 ligger tættere på skolen og fritidsaktiviteter - og i bygennemgangene er udpeget som udviklingsområde for byudvikling - indstiller forvaltningen, at der arbejdes videre med område 2 i forhold til byudvikling i Øster Hornum. Da området ligger indenfor indvindingsopland til Øster Hornum Vandværk, vil håndteringen af overfladevandet skulle ske udenfor indvindingsoplandet og der vil i lokalplanen skulle sættes bestemmelser som beskytter grundvandet.