Sagsfremstilling
1. Status på Mastrup Søerne
Der er skrevet et udbud med henblik på at finde rådgiver til at udarbejde projektforslag, lokalplan, VVM og miljøvurdering. Rådgiver forventes valgt i oktober 2019.
Rådgiver skal som sin første opgave udarbejde en skitse på baggrund af inputtene fra borgerinddragelsen om Mastrup Søerne og de rammer, der er for at forbedre vandløb og klimasikring. For at afklare om der er væsentlige input fra borgerne til skitsen er tanken at afholde en kort høring i november 2019. På grund af en stram tidsplan er der ikke planlagt en politisk behandling af høringssvarene. Den egentlige politiske behandling af projektforslag, forslag til lokalplan, VVM og miljøvurdering med henblik på at sende dem i høring forventes at ske foråret 2020.
2. Etablering af vandsamarbejde
Mandag d. 9. september 2019 blev der afholdt stiftende generalforsamling for et nyt vandsamarbejde i Rebild Kommune (VSRK). På mødet deltog 30 af kommunens 43 almene vandværker. 17 vandværker skrev under på, at de er med i samarbejdet og 3 yderligere har tilkendegivet, at de også er med. Af de resterende vil 5 vandværker ikke være med og 14 mangler at tilkendegive, hvad de vil. Vandværkerne, der skrev under på aftenen, oppumper tilsammen 58 % af vandmængden til almene vandværker i Rebild Kommune. Taksten for vandsamarbejdet blev på generalforsamlingen fastsat til 1,3 kr./m3 i 2020.
I Rebild kommune har vi to sektorvandværker, som er underlagt specielle regler, herunder et prisloft. Det er Støvring Vandværk og Sejlstrup Vandværk. Prisloftet betyder, at vandværkerne måske ikke kan få lov til at opkræve hele taksten fra vandsamarbejdet hos forbrugerne, hvilket vil kunne påvirke deres økonomi væsentligt. Energistyrelsen har meddelt, at omkostninger til et samarbejde kun kan betragtes som ”ikke påvirkelige omkostninger”, hvis vandværket får et påbud om at deltage i samarbejdet. Forvaltningen har derfor varslet, at vi vil påbyde de to vandværker at deltage i Vandsamarbejde Rebild Kommune A.M.B.A. Påbuddene vil sikre, at der bliver lige vilkår for de vandværker, der deltager i Vandsamarbejdet i Rebild Kommune.