Rebild Kommune har solgt en erhvervsgrund på Porsborgparken i Støvring. Der er ingen adgangsvej med afvanding eller stikledninger til grunden.
Center Plan, Byg og Vej har projekteret vejforløbet til grunden, som er en del af vejforløbet på udstykningsplanen, vist på vedhæftede bilag. Det anbefales, at man i første omgang kun etablerer de 135 meter fra Porsborgparken og ind til den solgte grund. Vejen vil i henhold til lokalplanen blive udført som en 6 meter bred vej med 1 meter rabat i hver side. Der udføres vejafvanding og belysning på vejen.
Rebild Forsyning anlægger ikke forsyningsledninger i vejen, da virksomheden skal tilsluttes forsyningsledningerne, der ligger langs med motorvejen.
Da projektet ikke fremgår af investeringsoversigten, skal Udvalget for Teknik og Miljø træffe beslutning om de overordnede vilkår for udbuddet. Arbejdet udbydes i en indbudt licitation, hvor der anvendes tildelingskriteriet laveste pris. Der indgås entreprisekontrakt efter AB92. Entreprenøren skal stille en arbejdsgaranti efter AB92.
Den vindende entreprenør skal påtage sig en arbejdsklausul og skal således tilbyde løn og ansættelsesvilkår, der er tilsvarende løn og ansættelsesvilkår i de overenskomster, der generelt er gældende på området. Arbejdsklausulen omfatter også eventuelle underentreprenører og indeholder mulighed for kontrol af alle relevante oplysninger.
Der stilles ikke krav om, at entreprenøren påtager sig en uddannelsesklausul, idet der er tale om en kort periode til udførelse af arbejdet.