Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Beslutning

Taget til efterretning.Jens Laurits Pedersen deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.  

Økonomi

I forhold til omsorgstandplejen er det Sundhedsstyrelsens vurdering, at moderniseringen af omsorgstandplejen vil betyde, at der vil komme dobbelt så mange patienter i Rebild Kommune indenfor de kommende år. Tandplejen i Rebild Kommune vil blive kompenseret for stigningen gennem den demografi-reguleringsmodel som tandplejen finansieres af. Kompenseringen sker dog bagudrettet, så tandplejens budget kompenseres for stigninger, der fandt sted 1-2 år før det pågældende budgetår. Dette betyder, at tandplejen vil have et efterslæb i de kommende år.

Sagsfremstilling

Kommunerne skal ifølge sundhedslovens §131-132 tilbyde forebyggende og behandlende tandpleje (omsorgstandpleje) til personer over 18 år, der på grund af kronisk nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller psykisk handicap kun vanskeligt kan udnytte det almindelige tandplejetilbud. Omsorgstandplejetilbuddet er målrettet personer, hvis egenomsorg er så begrænset, at de har behov for hjælp til at udføre almindelige daglige funktioner eller for egentlig pleje. Det er karakteristisk, at personkredsen har vanskeligt ved at benytte tandpleje hos praktiserende tandlæge, bevare kontinuiteten i deres tandpleje og har nedsat evne til at klare egen daglig hjemmetandpleje og egenomsorg. Størstedelen af omsorgstandplejens personkreds bor i pleje- og ældreboliger og modtager alderspension, mens en væsentlig mindre andel består af udviklingshæmmede og sindslidende voksne uden behov for specialtandpleje. Omsorgstandplejen skal gennem opsøgende og regelmæssige undersøgelser, forebyggende foranstaltninger samt behandlinger medvirke til at fremme den enkeltes samlede sundhed og trivsel.

Sundhedsstyrelsen (SST) udkom i oktober 2016 med en rapport, der har følgende hovedpunkter:

  • Overordnet ønsker man at gå fra behandling til fokus på mere forebyggelse.
  • Flere borgere skal i Omsorgstandpleje. Det er hensigten med moderniseringen, at flere af de, der opfylder kriterierne, også kommer ind i Omsorgstandplejen.
  • Visitation skal anvende Fælles Sprog III til funktionsvurdering.
  • Effekt af visitationspraksis skal løbende evalueres.
  • Borgerrettet informationsmateriale udarbejdes.
  • Da mobiltandpleje i eget hjem har en række begrænsende forhold, ønskes behandlinger primært udført på klinik af hensyn til sikkerhed, kvalitet, hygiejne og røntgen.
  • Der skal udarbejdes en Mundplejeplan til den enkelte i samarbejde med tandpleje og plejepersonalet. Tandplejepersonalet deltager aktivt med instruktion og kontrol, men ikke med den daglige pleje.
  • Opsamling af tandsundhedsdata anbefales på samme måde som for børn og unge; der afventes her en nærmere vejledning fra SST.

Status for handleplan for tandplejen i Rebild Kommune:

  • Modernisering af Omsorgstandplejen er indskrevet i Tandplejens Kontrakt 2017-2018 og implementering er påbegyndt.
  • Der er indtil nu afholdt møder og informeret om den nye ordning til følgende samarbejdspartnere: Lederne af ældrecentrene og sygeplejersker, Visitatorer, Ældrerådgivere og rehabilitering, Hjemmeplejen og Ældrerådet.
  • Der er nedsat en arbejdsgruppe med 3 ledere fra ældrecentrene og 2 fra tandplejen, der sammen skal udarbejde Mundplejeplaner, så de passer bedst muligt ind i den eksisterende hverdag.
  • Der visiteres efter en fælles visitationsvejledning baseret på det kommende Fællessprog III.
  • Der er informationsbrochurer og tilmeldingsblanketter på ældrecentre – samt på Rebild kommunes hjemmeside.
  • Der er indgået aftale med en fælles hjemmeside, der bringer nyheder og hvor plejepersonalet kan få opdateret viden.
  • Der er udarbejdet Vejledning for mobiltandpleje i eget hjem – og der bestilles mobil-lift på hver klinik.

Der føres løbende statistik for, hvor mange, der deltager i Omsorgstandplejen. Antallet er stigende også i Rebild Kommune:  

Årstal

2014

2015

2016

2017 – først halvår

Antal borgere i omsorgstandplejen

108

129

136

152

Det er Sundhedsstyrelsens forventning med fokus på moderniseringen af omsorgstandplejen, at der kan ske helt op til en fordobling af det antal, der deltager. Det vil betyde over 200 borgere i Rebild Kommune.

Resume

Sagen afgøres i: Sundhedsudvalget

Sundhedsudvalget orienteres om ændringer i retningslinier for omsorgstandpleje og disses betydning for Rebild Kommunes omsorgstandpleje.

Beslutning

Et flertal bestående af Annette Søegaard, Jeanette Sagan og Per Vilsbøll godkendte indstillingen. Henrik Christensen kan ikke støtte forslaget.Jens Laurits Pedersen deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget godkender at Center Pleje og Omsorg indgår en aftale med Falck om besvarelse af nødkald fra d. 01.10.2017.

Sagsfremstilling

I dag besvarer hjemmeplejen i Rebild Kommune alle nødkald fra borgere i kommunen. Center Pleje og Omsorg har modtaget et tilbud fra Falck på at tilse, overvåge, betjene, registrere og behandle signaler modtaget fra de tilsluttede nødkald døgnet rundt. Alle opkald bliver således besvaret af Falck og kun relevante kald viderestilles til hjemmeplejen. Hensigten med at indgå en aftale med Falck om besvarelse af nødkald er, at forhøje serviceniveauet ved nødkald, samt at opnå en bedre udnyttelse af hjemmeplejens tidsanvendelse.

Økonomisk og ressourcemæssigt potentiale:

Hvis Falck varetager besvarelsen af nødkaldene sker der en reduktion i den tid, plejepersonalet bruger på at besvare nødkald og en reduktion i den tid, personalet bruger på besøg hos borgere, som har brugt nødkaldet, men som ikke behøver et besøg. Der drejer sig f.eks. om tilfælde, hvor nødkaldet bruges til at efterspørge hjælp til at få et glas saftevand, lukket et vindue og lignende. Opkald som disse vil Falck-medarbejderen tage sig af og rådgive borgeren pr. telefon. Hjemmeplejen skal derfor ikke bruge ressourcer på vejledning og unødvendige besøg ved sådanne nødkald, men kan koncentrere sig om hjemmeplejens kerneopgaver og få mere tid til denne.

Falck sikrer, at intet nødkald slippes før det er modtaget hos rette kontaktperson, hvilket giver sikkerhed for at alle nødkald håndteres døgnet rundet 365 dage om året.

Erfaring og ekspertise:

Falck leverer allerede i dag nødkaldsløsninger til flere kommuner og har god erfaring på området. Erfaringen viser, at omkring 35 % af alle de indgåede nødkald kan afhjælpes via samtale med en Falck-medarbejder, således at disse ikke bliver viderestillet til hjemmeplejen.

Center Pleje og Omsorg betragter Falcks varetagelse af nødkaldene som en opkvalificering og en generel forbedring af serviceniveauet ved nødkald. Først og fremmest kan medarbejderen fra Falck håndtere nødkaldet som et 112-opkald og udsende akut udrykning, når dette er nødvendigt. Derudover har Falck-medarbejderne en vis faglighed og solid erfaring i at håndtere en bred vifte af borgere og forskelligartede nødsituationer.

Betjening af nødkaldene er forankret i Alarm- og Brandfunktionen på vagtcentralen i Aalborg og bemandes af personale der har specialviden inden for betjening af nødkald. De har en faglig relevant baggrund som eksempelvis uddannet ambulancereddere eller brandmænd og er dermed trænet i at håndtere tilskadekomne og sårbare borgergrupper. Der er desuden fokus på, at medarbejderne vedligeholder færdigheder og løbende opkvalificeres, således at personalet altid fremstår kvalificeret og handlekraftigt.

Nødkald besvares altid med 2 vejs tale med borgeren og er der behov for kontakt til plejepersonalet bliver Falck-medarbejderen på linjen/i røret med borgeren, indtil kontakten med plejepersonalet er etableret.

Målgruppe og antal:

En borger der ikke er i stand til fysisk, psykisk eller mentalt at tilkalde hjælp via telefon, og herigennem udtrykke sit behov for hjælp, kan få bevilget et nødkald. 325 borgere har pt. et nødkald i Rebild Kommune. Falck forventer i gennemsnit 55 kald pr. anlæg om året. Der forventes således knap 18000 nødkald om året i Rebild kommune.

I opstartsfasen er målet, at 35 % af nødkaldene kan afhjælpes via samtale med en medarbejder fra Falck. Center Pleje og Omsorg har en målsætning om, at dette tal med tiden vil stige til 50 %.

Opstart og implementering:

Falck er initiativtager og tovholder på hele implementeringsforløbet og står for indkaldelse til relevante møder, indsamling af relevante data, sikre afvikling af fornøden undervisning og lignende.

Grundet de tekniske forberedelser forventer Falck en opstart d. 01.10.2017

Økonomi

Ved indgåelse af en aftale, hvor vi binder os for 4 år, bliver det årlige vederlag kr. 194.123 (ekskl. moms).

Prisen er opgjort med udgangspunkt i, at der i Rebild Kommune er 325 personer med nødkald, og at der forventes 55 kald pr. anlæg om året.

Ved væsentlig afvigelse i antallet af anlæg og kald (+/- 10%), kan vederlaget genforhandles efter de første 12 måneder.

Første prisregulering kan ske med virkning fra d. 01.01.2018, og prisjusteringen kan maksimalt svare til udviklingen i Danmarksstatistiks Nettoprisindeks fra oktober 2016 til oktober 2017.

Aftalen træder i kraft d. 01.10.2017 og er gældende indtil d. 30.9.2021, begge dage inklusiv, med option på 2*12 måneder. Meddelelse om udnyttelse af option skal gives 6 måneder inden kontraktophør.

Aftalens første 3 måneder betragtes som prøveperiode. I denne periode kan Rebild Kommune opsige aftalen med 1 måneds varsel, hvis Falck ikke opfylder minimumskrav og betingelser for aftalen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget godkender at Center Pleje og Omsorg indgår en aftale med Falck om besvarelse af nødkald fra d. 01.10.2017.


Beslutning i Sundhedsudvalget, 13. juni 2017, pkt. 76:

Udsat idet erfaringerne fra Hjørring og Aalborg kommuner belyses.

Jeanette Sagan deltog ikke i behandlingen af sagen.

Supplerende sagsfremstilling:

Til sundhedsudvalgsmøde d. 13. juni 2017 blev det besluttet, at udsætte beslutningen om at indgå en aftale med Falck om besvarelse af nødkald, til der forelå mere materiale om erfaringerne fra Hjørring og Aalborg Kommune. I denne supplerende sagsfremstilling præsenteres eksempler på nødkald der er blevet håndteret af Falck i første kvartal 2017 for Hjørring Kommune.

I Hjørring Kommune håndteres ca. 35% af alle nødkald af Falcks vagtcentral. Nedenfor fremgår eksempler på Nødkald der håndteres på vagtcentralen:

Genkald: Kald der allerede er videregivet til plejepersonalet. Eksempel: Ønske om noget at drikke og ønske om at komme i seng. Der kan forekomme rigtig mange genkald på det samme behov indenfor ganske kort tid, måske på grund af svigtende hukommelse. Fem kald indenfor et kvarter med ønske om fx et glas vand er ikke usædvanligt.

Fejltryk: eksempel: Beklager det var en fejl. Inden opkaldes afsluttes sikres det at alt er ok.  

Tryghed: eksempel: Jeg ville bare lige sige godnat, hvad er klokken, fortælle en god historie - jeg har haft mit barnebarn på besøg.  

Prøve/test: Det kan både være plejepersonalet, borgeren selv eller en pårørende der aktiverer kaldet for at sikre, at systemet virker.

Det fremgår af statistisk materiale udarbejdet af Falck, at Genkald og Fejltryk udgør langt størstedelen af de håndterede opkald - tilsammen ca. 75 %.

Aalborg Kommune har pt. deres egen vagtcentral, der pr. 01.09.17 flytter sammen med Falcks vagtcentral. Det er det samme billede der gør sig gældende i Aalborg Kommune som i Hjørring Kommune i forhold til typer af nødkald.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0