Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Beslutning

Godkendt som indstillet.
Sundhedsudvalget ønsker at opgaven tilgås motivationsfremmende overfor borgerne. Desuden ønsker udvalget en status for implementeringen om et halvt år.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget godkender udmøntningsforslaget til øget brug af sygeplejeklinikkerne.

Økonomi

Udmøntningsforslaget vil bevirke besparelser på lønforbruget i Hjemmeplejen samt på kørsel, og bevirke udgifter til løn i Sygeplejen.

Hvis alle borgere der er vurderet aktuel, og halvdelen af de borgere der er vurderet måske, kommer ind på en klinik i stedet for at blive behandlet i eget hjem, vil der blive en årlig besparelse på ca. 200.000 kr.

En yderligere besparelse vil forudsætte at flere borgere behandles i klinik.  

Sagsfremstilling

Med vedtagelsen af Budget 2017-2020 er det besluttet, at antallet af borgere, der får leveret sygeplejeindsatser på en sygeplejeklinik i stedet for i eget hjem, skal øges. Af budgetforliget fremgår det, at der skal opnås en besparelse på 175.000 kr. i 2017 og herefter en årlig besparelse på 350.000 kr.

I alt er der 353 borgere i Rebild Kommune, der får leveret indsatser fra hjemmesygeplejen. Af disse borgere er der 57, der kommer på en sygeplejeklinik i dag, svarende til 28 pct. I første omgang er det ikke hos denne gruppe borgere der forventes at ske en ændring, men i stedet hos de borgere der får overdragede sygeplejeindsatser, altså hvor sygeplejeopgaver er overdraget til udførsel af sosu-assistenter. Forvaltningen vurderer, at antallet af borgere der kommer på en sygeplejeklinik vil kunne øges i denne gruppe.

 I alt er der 412 borgere med overdragede sygeplejeindsatser i Rebild Kommune. Med henblik på at udmønte budgetforliget er målet, at 20 pct. af denne gruppe borgere fremover vil få leveret sygeplejeindsatser på klinik i stedet for i eget hjem.

Leder af Sygeplejen og lederne af de tre hjemmeplejedistrikter har gennemgået de borgere, der får overdragede sygeplejeindsatser, og de har lavet en vurdering af, hvilke borgere de ser kan behandles på en sygeplejeklinik. Lederne har opdelt borgerne i tre grupper; de borgere der kan behandles på klinik (aktuel), de borgere der måske kan (måske) og de borgere der ikke kan (ikke aktuel). Nedenfor ses en samlet oversigt fra hver hjemmeplejedistrikt.

 Aktuel

Måske 

Ikke aktuel 

 Hjemmeplejedistrikt Syd

14

10

103

 Hjemmeplejedistrikt Vest

33

26

66 

 Hjemmeplejedistrikt Øst

36

115 

 I alt

83

36

284

Det vurderes altså at 83 borgere, der i dag får leveret en overdraget sygeplejeindsats, vil være egnet til at blive behandlet på en sygeplejeklinik.

Af denne gruppe borgere er det ca. halvdelen, der kun får leveret sygeplejeindsatser, og som derfor ikke længere vil få besøg i hjemmet.

Der er en sygeplejeklinik på ni af kommunens ti ældrecentre. Der er ikke en klinik på Ådalscentret.

En individuel vurdering af om borgeren kan komme på klinik

Der laves altid en individuel vurdering af borgeren, for at bestemme om denne skal have leveret sygepleje i hjemmet, på klinik eller som en overdraget sygeplejeindsats. Der kan derfor ikke laves en generel kategorisering af sygeplejeindsatser, der f.eks. altid vil kunne leveres på en klinik.

Om en borger kan få leveret sygeplejeindsatser i eget hjem eller på klinik, er altid afhængig af borgerens samlede tilstand. I vurderingen af om en borger kan få leveret sygeplejeindsatser på klinik i stedet for i eget hjem, indgår bl.a. en vurdering af om borgeren er mobil, borgerens tilstand og stabilitet i det samlede sygdomsbillede, om borgeren har akut behov for sygepleje og ikke mindst om sygeplejen skal gives i sammenhæng med en hjemmeplejeindsats, f.eks. mad efter insulingivning eller bad før sårpleje.

De sygeplejeindsatser der leveres på en sygeplejeklinik kan f.eks. være:

  • Medicindispensering
  • Måling af værdier
  • Sårpleje
  • Udmåling til kompressionsstrømper
  • Øjendrypning
  • Injektioner
  • Samtaler omkring sygdom og forebyggelse

Sygeplejeindsatser der kun kan leveres i borgerens eget hjem kan f.eks. være:

  • Medicindispensering ved borgere der har deres medicin i aflåste bokse eller er demente
  • Dialyse
  • Iltbehandling
  • Stomipleje
  • Sårpleje ved borgere der skal i bad inden
  • Terminal pleje og medicinering
  • Insulingivning ved borgere der skal have mad efterfølgende
  • Tilsyn ved psykiatriske patienter
  • Tilsyn ved demente
  • Akut behandling for smerter
  • Akutte besøg f.eks. bestilt af praktiserende læge
  • IV-behandling f.eks. antibiotika og parenteral ernæring

Følger af udmøntningsforslaget

Forvaltningen vurderer, at der vil være følgende fordele og ulemper ved implementering af forslaget.

Fordele:

  • Mindre kørsel, tiden kan bruges på sygepleje i stedet for på kørsel.
  • Borger møder en sygeplejerske på klinikken i stedet for en SOSU-assistent eller -hjælper i hjemmet. Sygeplejersken kan i større grad medvirke til tidlig opsporing og forebyggelse af f.eks. indlæggelse af borgeren.
  • Forhold på sygeplejeklinikkerne der giver bedre hygiejne f.eks. ved sårpleje, som kan give hurtigere heling og dermed hurtigere patientforløb.
  • Understøttelse af den rehabiliterende tankegang, f.eks. ved at borger skal gå hen på klinikken selv, og styrkelse af borgerens egenomsorg, deltagelse og selvstændighed.
  • Større fleksibilitet for borgerne. Borgerne slipper for at vente på, at en medarbejder kommer i hjemmet, men kan i stedet selv planlægge deres besøg på en sygeplejeklinik.
  • Bedre arbejdsmiljø og -forhold for medarbejderne i sygeplejeklinikkerne.
  • Forebyggelse og reducering af ensomhed. Borger møder op på et ældrecenter, hvor der er muligheder for at møde frivillige eller deltage i aktiviteter.

Ulemper:

  • Ved nogle borgere vil der ikke længere komme en medarbejder i hjemmet, dette kan bevirke at den tidlige opsporing mistes, samt den generelle helhed af situationen i hjemmet.
  • Personalet kan ikke gennemgå "ikke aktuel" medicin, som ligger i hjemmet.
  • Nogle borgere vil opfatte forslaget som en serviceforringelse.

Målgruppen

Målgruppen for indsatser på sygeplejeklinikker er, borgere:

  • der er i stand til at forlade deres hjem ved egen hjælp - kan gå, køre bil eller benytte offentlige transportmidler
  • der forsvarligt kan medbringe evt. sygeplejeartikler og medicin 

Hvis det vurderes at borgeren kan modtage sygeplejeindsatser i en sygeplejeklinik, vil borgeren ikke have frit valg mellem at modtage sygepleje i hjemmet eller på klinikken, men alene få tilbudt sygepleje på klinikken.

Forvaltningen bemærker, at kommunen ikke har hjemmel til at etablere en kørselsordning til borgerne.

Lederen af Sygeplejen deltager på mødet og præsenterer forskellige borgertyper, der vil få tilbudt sygepleje på klinik.

Resume

Sagen afgøres i: Sundhedsudvalget

I Budget 2017-2020 er det besluttet, at der skal udføres flere sygeplejeindsatser på sygeplejeklinik i stedet for i borgernes eget hjem. Sundhedsudvalget præsenteres hermed for udmøntningsforslag af beslutningen.

Beslutning

Taget til efterretning.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget tager ledelsestilsyn på voksenhandicapområdet til efterretning

Sagsfremstilling

Kvalitativt ledelsestilsyn gennemført 12. januar 2017 på voksenhandicapområdet.

I forlængelse af den overordnede Plan for ledelsestilsyn i CFH Myndighed (udarbejdet i juli 2016), udarbejdes det kvalitative ledelsestilsyn for januar 2017 på voksenhandicapområdet med kontrol af 5 sager.

Overordnet er sagerne valgt ud fra følgende kriterier:

  • Sagsudsnittet fordeles repræsentativt fra alle rådgivere 
  • Sagsudsnittet fordeles mellem de respektive foranstaltningstyper
  • Sagsudsnittet fordeles mellem nye og løbende foranstaltninger

Det kvalitative ledelsestilsyn i voksenhandicapsager sker ud fra Deloittes skabelon - det primære fokusområde i oktober kvartal 2016 på voksenhandicapområdet er opfølgning.

På voksenområdet er der valgt 5 sager, hvoraf en er handicapkompenserende merudgift jf. SEL § 100, en er dagtilbud jf. SEL § 104 og botilbud jf. SEL § 107, to er bostøtte jf. SEL § 85 og en botilbud jf. SEL § 108

Af de 5 sager er der alene gennemført rettidig opfølgning i en sag, sagen omhandler handicapkompenserende merudgift jf. SEL § 100.

I de resterende 4 udvalgte sager er opfølgning ikke foretaget rettidigt. I to af sagerne dog indenfor gældende lovgivning, men ikke indenfor besluttet niveau i Center Familie Handicap. Der er tale om to nye sager (SEL § 85), hvor det i CFH er besluttet, at der skal foretages opfølgning efter 3 måneder. Dette ses ikke gennemført.

I de to sager, hvor der er tale om den lovpligtige årlige opfølgning, ses i den ene sag, at opfølgningen har været forsøgt planlagt gennem længere tid, men ikke gennemført pga. botilbuddets mange aflysninger af planlagt handleplansmøde.

I sag om årlig opfølgning (botilbud jf. SEL § 108) er opfølgning ikke gennemført.

Den manglende rettidighed i opfølgning tilskrives vakancer i stillinger i Center Familie Handicaps voksen team.

Øvrig ledelsestilsyn ses at være med tilfredsstillende resultat.

For at sikre forbedringer af de områder, hvor ledelsestilsynet viser behov laves opfølgning som følger:

  • Den enkelte sag drøftes med rådgiveren med fokus på individuelle læringspunkter. 
  • Der skal fremadrettet sættes fokus på rettidig opfølgning

Resume

Sagen afgøres i Sundhedsudvalget

I januar 2017 er der i Center Familie og Handicap foretaget ledelsestilsyn på voksenhandicap området. Der er i alt gennemgået 5 sager.

Ledelsestilsynets primære fokus er denne gang opfølgning.

Overordnet viser ledelsestilsynet på voksenhandicapområdet, at der fremadrettet er brug for ledelsesmæssig opmærksomhed på opfølgningernes rettidighed.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0